Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
67
1281. Den nye Lovbog antagen paa Island.

islandſke Tiendeydelſe ej kunde betragtes ſom Aager. Da Hr. Lodin merkede, at han ikke paa denne Maade kom nogen Vej, ſagde han kort og godt: „I ſagde, Hr Biſkop, at I vilde holde Eder Erkebiſkoppens Brev og Compoſitionen efterrettelig, men jeg proteſterer mod begge Dele; jeg har været mangeſteds i Verden, men ingenſteds har jeg ſeet en Konges Rettigheder ſaaledes trædes under Fødderne ſom her, og iſær af Biſkopperne.“ Der udſpandt ſig nu en heftig og langvarig Ordvexling, men Enden blev dog, at Lovbogen blev antagen, paa de Artikler nær, ved hvilke de haandgangne Mænd havde gjort Udſættelſer, og ſom de henſkøde til Kongens og Erkebiſkoppens nærmere Afgjørelſe. Kun ni Mænd med Loft Helgesſøn i Spidſen vovede at trodſe den myndige Lodin, og forenede ſine Indſigelſer med Biſkoppens, da hele Allmuen for øvrigt gav ſit Haandtag paa den nye Lov. Lodin blev ſaa forbitret derover, at han kaldte dem alle Ni Landraademænd, fornemmelig Loft, der, ſom han ſagde, tre Gange havde aflagt falſk Eed[1]; han forbød ham at følge med Biſkoppen fra Thinget, og vilde tage ham i Forvaring. Biſkoppen ſagde dog med Beſtemthed, at Loft ſkulde blive i Følge med ham, og Lodin vovede ikke at lade ham gribe[2]. Lodin og Biſkoppen droge hver ſin Vej fra Thinget, uden at give hinanden et godt Ord, hiin til Ørebakke for at gjøre ſit Skib ſejlfærdigt, og drage hjem med vel forrettet Sag, denne til Skaalholt, viſtnok heel bedrøvet og ærgerlig over ſit Nederlag. Den bitre Stemning mellem begge vedvarede endnu i nogen Tid. Hr. Lodin kaldte fremdeles dem, der proteſterede mod Lovbogens Antagelſe Landraademænd, og ſtevnede dem alle ni over til Norge, idet han endog truede med at lade Loft gribe og føre ſom Fange ombord paa ſit Skib. Der ſynes ej at have været ſaa faa, der gottede ſig over denne Strid mellem Biſkoppen og Kongens Befuldmægtigede, men de fleſte fandt dog at det ſaa galt ud, hvis de ej ſkulde blive forligte; naturligen ſøgte Hr. Ravn og Jon Lagmand at bringe en Forſoning til Veje imellem dem, ved at tilſkrive dem begge, og faa en Sammenkomſt i Stand. Denne fandt ogſaa Sted paa Ørebakke-Sanden, hvor Lodin, der nu var bleven noget roligere og mildere ſtemt, indbød Biſkoppen til et prægtigt Gjeſtebud, hvor ogſaa Thorvard Thorarinsſøn og Asgrim Thorſteinsſøn vare tilſtede. Lodin erkjendte, at han havde brugt for heftige Udtryk paa Thinget mod Biſkoppen ſelv, men vedblev ſin Paaſtand, at de Ni ſkulde ſtande til Rette for deres Ulydighed mod Kongens Bud, og de maatte

  1. Den ene Gang var det vel, efter Lodins Mening, da han aflagde Troſkabseden for Eindride Bøggul (ſe ovf. IV. 1. S. 644), den anden Gang, da han aflagde den for Lodin ſelv.
  2. Arne B. Saga, Cap. 29.