islandske Tiendeydelse ej kunde betragtes som Aager. Da Hr. Lodin merkede, at han ikke paa denne Maade kom nogen Vej, sagde han kort og godt: „I sagde, Hr Biskop, at I vilde holde Eder Erkebiskoppens Brev og Compositionen efterrettelig, men jeg protesterer mod begge Dele; jeg har været mangesteds i Verden, men ingensteds har jeg seet en Konges Rettigheder saaledes trædes under Fødderne som her, og især af Biskopperne.“ Der udspandt sig nu en heftig og langvarig Ordvexling, men Enden blev dog, at Lovbogen blev antagen, paa de Artikler nær, ved hvilke de haandgangne Mænd havde gjort Udsættelser, og som de henskøde til Kongens og Erkebiskoppens nærmere Afgjørelse. Kun ni Mænd med Loft Helgessøn i Spidsen vovede at trodse den myndige Lodin, og forenede sine Indsigelser med Biskoppens, da hele Allmuen for øvrigt gav sit Haandtag paa den nye Lov. Lodin blev saa forbitret derover, at han kaldte dem alle Ni Landraademænd, fornemmelig Loft, der, som han sagde, tre Gange havde aflagt falsk Eed[1]; han forbød ham at følge med Biskoppen fra Thinget, og vilde tage ham i Forvaring. Biskoppen sagde dog med Bestemthed, at Loft skulde blive i Følge med ham, og Lodin vovede ikke at lade ham gribe[2]. Lodin og Biskoppen droge hver sin Vej fra Thinget, uden at give hinanden et godt Ord, hiin til Ørebakke for at gjøre sit Skib sejlfærdigt, og drage hjem med vel forrettet Sag, denne til Skaalholt, vistnok heel bedrøvet og ærgerlig over sit Nederlag. Den bitre Stemning mellem begge vedvarede endnu i nogen Tid. Hr. Lodin kaldte fremdeles dem, der protesterede mod Lovbogens Antagelse Landraademænd, og stevnede dem alle ni over til Norge, idet han endog truede med at lade Loft gribe og føre som Fange ombord paa sit Skib. Der synes ej at have været saa faa, der gottede sig over denne Strid mellem Biskoppen og Kongens Befuldmægtigede, men de fleste fandt dog at det saa galt ud, hvis de ej skulde blive forligte; naturligen søgte Hr. Ravn og Jon Lagmand at bringe en Forsoning til Veje imellem dem, ved at tilskrive dem begge, og faa en Sammenkomst i Stand. Denne fandt ogsaa Sted paa Ørebakke-Sanden, hvor Lodin, der nu var bleven noget roligere og mildere stemt, indbød Biskoppen til et prægtigt Gjestebud, hvor ogsaa Thorvard Thorarinssøn og Asgrim Thorsteinssøn vare tilstede. Lodin erkjendte, at han havde brugt for heftige Udtryk paa Thinget mod Biskoppen selv, men vedblev sin Paastand, at de Ni skulde stande til Rette for deres Ulydighed mod Kongens Bud, og de maatte
