Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
66
Erik Magnusſøn.

Ved at høre dette, gjorde Mængden megen Kvalm, og ſagde, at det var en Umulighed at leve og aande frit, naar man ſkulde være underkaſtet Ubodemaalsſtraf for 60 Forbrydelſer mod den verdslige Lov, og Bannsſtraf for 35 Forſeelſer mod den kirkelige. Da Larmen lagde ſig noget, ſagde Biſkop Arne, at nu havde de ſelv hørt, hvor ſtor Forſkjel der var mellem Lovbogens og Erkebiſkoppens Bud; at han ſelv for ſin Part aldeles ikke vilde ſamtykke i, hvad der ſtred mod Erkebiſkoppens Vilje, og at de, der vare enige med ham, viſt vilde følge hans Exempel; han nævnte førſt og fremſt Artiklerne om Lagmandens Jurisdiction og om Falkevejde, der ligefrem ſtrede mod Compoſitionen, thi i denne ſtod det, at Biſkoppen, ikke Lagmænd, ſkulde ſige Lov i, underſøge og dømme om alle de Sager, der vedkom Kirken, og at Kong Magnus udtrykkeligt havde fraſkrevet ſig den Ret, han eller hans Formænd tidligere maatte have haft dertil, ligeſom han og havde tilſtaaet Kirken det Privilegium, at Kongen ikke egenmægtigt ſkulde kunne forandre Lovene til Kirkens Skade, og at navnlig Kirkens gamle Frihed med Henſyn til Falkevejde ſkulde beſtaa. „Vi ville heller ikke“, ſaaledes ſluttede han, „finde os i at Kirken taber den Frihed, ſom for lang Tid ſiden her i Lagretten blev den tilſtaaet og vedtagen for hele Landet, nemlig at, hvor Guds Lov og Landets Lov modſige hinanden, ſkal den førſte altid raade.“ Denne hans Tale hilſedes med lydelige Bifaldsraab af Mængden. Hr. Lodin ſaa ſig om med truende Blik, men ſkjønnede dog ſnart, at han her ikke udrettede noget ved Hidſighed eller Truſler, ſaa længe Biſkoppen havde den ſtore Hob paa ſin Side: han ſøgte derfor ved en ſnu Vending at drage den fra ham. „Dette Brev“, ſagde han, „ſom I nu lod oplæſe, Hr. Biſkop, indeholder meget, ſom jeg ganſke underſkriver, men jeg tror dog ikke, at de, der udſtedte det, have haft Ret til at give disſe Beſtemmelſer for Alle. Hvad nu ellers Aageren angaar, ſom der omtaltes, da mener jeg og, at den er fyndig, og at Aagerkarle bør bannſættes; men hvilken Aager kan dog vel være ſtørre, end den utilbørlige Tiende-Ydelſe, der finder Sted her til Lands, idet Biſkopperne kræve Tiende af Sylgjer og Sølvbelter, Kopper og Kjørald og andet dødt Gods: jeg forundrer mig i Sandhed over, at Landets Børn taale ſlig Ubillighed, og ikke ſimpelt helt yde Tiende paa norſk Maade, hvilken er det ſædvanlige over hele Verden, og den eneſte ret lovtagne“. Men Hr. Lodin glemte her, at den Tiende-Ydelſe, ſom fandt Sted paa Island, allerede havde været gjeldende ſiden Biſkop Gisſurs Dage, og at Folket nu engang var vant dertil, og ej følte ſig beſværet deraf. Hans Ord fandt derfor ingen Gjenklang; endog Hr. Ravn Oddsſøn ytrede, at man var tilfreds med den Tiendeberegning, man havde, og ikke ønſkede nogen anden. Biſkop Arne paaberaabte ſig Pave Innocentius’s Ord til Styrke for, at den