Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/88

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
66
Erik Magnussøn.

Ved at høre dette, gjorde Mængden megen Kvalm, og sagde, at det var en Umulighed at leve og aande frit, naar man skulde være underkastet Ubodemaalsstraf for 60 Forbrydelser mod den verdslige Lov, og Bannsstraf for 35 Forseelser mod den kirkelige. Da Larmen lagde sig noget, sagde Biskop Arne, at nu havde de selv hørt, hvor stor Forskjel der var mellem Lovbogens og Erkebiskoppens Bud; at han selv for sin Part aldeles ikke vilde samtykke i, hvad der stred mod Erkebiskoppens Vilje, og at de, der vare enige med ham, vist vilde følge hans Exempel; han nævnte først og fremst Artiklerne om Lagmandens Jurisdiction og om Falkevejde, der ligefrem strede mod Compositionen, thi i denne stod det, at Biskoppen, ikke Lagmænd, skulde sige Lov i, undersøge og dømme om alle de Sager, der vedkom Kirken, og at Kong Magnus udtrykkeligt havde fraskrevet sig den Ret, han eller hans Formænd tidligere maatte have haft dertil, ligesom han og havde tilstaaet Kirken det Privilegium, at Kongen ikke egenmægtigt skulde kunne forandre Lovene til Kirkens Skade, og at navnlig Kirkens gamle Frihed med Hensyn til Falkevejde skulde bestaa. „Vi ville heller ikke“, saaledes sluttede han, „finde os i at Kirken taber den Frihed, som for lang Tid siden her i Lagretten blev den tilstaaet og vedtagen for hele Landet, nemlig at, hvor Guds Lov og Landets Lov modsige hinanden, skal den første altid raade.“ Denne hans Tale hilsedes med lydelige Bifaldsraab af Mængden. Hr. Lodin saa sig om med truende Blik, men skjønnede dog snart, at han her ikke udrettede noget ved Hidsighed eller Trusler, saa længe Biskoppen havde den store Hob paa sin Side: han søgte derfor ved en snu Vending at drage den fra ham. „Dette Brev“, sagde han, „som I nu lod oplæse, Hr. Biskop, indeholder meget, som jeg ganske underskriver, men jeg tror dog ikke, at de, der udstedte det, have haft Ret til at give disse Bestemmelser for Alle. Hvad nu ellers Aageren angaar, som der omtaltes, da mener jeg og, at den er fyndig, og at Aagerkarle bør bannsættes; men hvilken Aager kan dog vel være større, end den utilbørlige Tiende-Ydelse, der finder Sted her til Lands, idet Biskopperne kræve Tiende af Sylgjer og Sølvbelter, Kopper og Kjørald og andet dødt Gods: jeg forundrer mig i Sandhed over, at Landets Børn taale slig Ubillighed, og ikke simpelt helt yde Tiende paa norsk Maade, hvilken er det sædvanlige over hele Verden, og den eneste ret lovtagne“. Men Hr. Lodin glemte her, at den Tiende-Ydelse, som fandt Sted paa Island, allerede havde været gjeldende siden Biskop Gissurs Dage, og at Folket nu engang var vant dertil, og ej følte sig besværet deraf. Hans Ord fandt derfor ingen Gjenklang; endog Hr. Ravn Oddssøn ytrede, at man var tilfreds med den Tiendeberegning, man havde, og ikke ønskede nogen anden. Biskop Arne paaberaabte sig Pave Innocentius’s Ord til Styrke for, at den