Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
59
1286. Forhandlinger om Erkeſtolens Beſættelſe.

handlet nærmere, forøgede Mangelen i Landet, og denne Krig igjen afløſtes af en med Danmark. Disſe Krige og vigtige Forhandlinger med Skotland og England, hvortil Kongens Svogerſkab med den ſkotſke Kongefamilie gav Anledning, bidroge vel ogſaa for en ſtor Deel til at afdrage Magthavernes Opmerkſomhed fra Kirkeſtriden, og ſaaledes at berede Kirkens Tjenere en mindre ubehagelig Stilling.

Men om end et Slags forſonligere Stemning var indtraadt fra de verdslige Herrers Side, gik denne dog ikke ſaa vidt, at de endog ſkulde have ladet Chorsbrødrene i Nidaros frie Hænder i at vælge til Erkebiſkop, hvem de vilde. Da Narves Valg, ſom det maatte være let at forudſee, var blevet casſeret i Aaret 1286, og Chorsbrødrene ſaaledes ſkulde ſkride til nyt Valg, udkaarede de eenſtemmigt en af deres eget Collegium, ved Navn Eindride, der havde været en ivrig Tilhænger af Erkebiſkop Jon, og derfor ved Udbrudet af Striden mellem ham og Formynderne havde forladt Landet, og var dragen til Italien, hvor han endnu opholdt ſig i Bologna. Denne hans Hengivenhed for Erkebiſkop Jon, der viſtnok udſprang af eller var forenet med ſtrenge kirkelige Grundſætninger, var det vel, ſom anbefalede ham i Chorsbrødrenes Øjne, medens den derimod var en lige ſaa vegtig Grund for Raadsherrerne til een ſom alle at modſætte ſig hans Valg. Det ſaa ikke, ſiges der i en næſten ſamtidig Beretning, ſaa uligt ud til, at han vilde komme til at fare ſamme Vej ſom hans Formand, Erkebiſkop Jon. Ikke desmindre ſendte Chorsbrødrene fire af deres egen Midte, de før nævnte Sighvat Raude og Audun Lande ſamt en Jon og en Thore, til Italien for at melde Eindride Valget og erholde pavelig Stadfeſtelſe derpaa. De fik derhos Myndighed til, hvis Eindride ikke modtog Valget, eller dette forkaſtedes, da at udvælge en af ſin egen Midte, eller hvem de ellers fandt ſkikket dertil. Eindride, der ikke var uvidende om den Ugunſt, hvori han ſtod hos Raadet, ſaavel ſom om den mislige Stilling, hvori den norſke Kirke, fra et hierarchiſk Standpunkt betragtet, nu befandt ſig, afſlog at modtage Valget, viſeligen foretrækkende en ringere, men roligere Stilling for en Hæderspoſt, der alene vilde bringe ham Uro og Sorger, naar han ſkulde opfylde ſine Embedspligter ſaaledes, ſom han viſtnok tænkte ſig dem. Med denne Beſked droge da Udſendingerne videre til Paven, udviklede for ham, i hvilken Nød den norſke Kirke var ſtedt, bade ham om at forſørge den med en duelig Hyrde, og betegnede ſom ſaadan Jørund, der Aaret forud var bleven indviet, ja endog, ſom det ſynes, valgt af Biſkop Andres af Oslo til Biſkop i Hamar, hvor han for var Chorsbroder, ved ſamme Lejlighed, ſom Dolgfinn indviedes til Biſkop paa Orknø i den 1284