handlet nærmere, forøgede Mangelen i Landet, og denne Krig igjen afløstes af en med Danmark. Disse Krige og vigtige Forhandlinger med Skotland og England, hvortil Kongens Svogerskab med den skotske Kongefamilie gav Anledning, bidroge vel ogsaa for en stor Deel til at afdrage Magthavernes Opmerksomhed fra Kirkestriden, og saaledes at berede Kirkens Tjenere en mindre ubehagelig Stilling.
Men om end et Slags forsonligere Stemning var indtraadt fra de verdslige Herrers Side, gik denne dog ikke saa vidt, at de endog skulde have ladet Chorsbrødrene i Nidaros frie Hænder i at vælge til Erkebiskop, hvem de vilde. Da Narves Valg, som det maatte være let at forudsee, var blevet casseret i Aaret 1286, og Chorsbrødrene saaledes skulde skride til nyt Valg, udkaarede de eenstemmigt en af deres eget Collegium, ved Navn Eindride, der havde været en ivrig Tilhænger af Erkebiskop Jon, og derfor ved Udbrudet af Striden mellem ham og Formynderne havde forladt Landet, og var dragen til Italien, hvor han endnu opholdt sig i Bologna. Denne hans Hengivenhed for Erkebiskop Jon, der vistnok udsprang af eller var forenet med strenge kirkelige Grundsætninger, var det vel, som anbefalede ham i Chorsbrødrenes Øjne, medens den derimod var en lige saa vegtig Grund for Raadsherrerne til een som alle at modsætte sig hans Valg. Det saa ikke, siges der i en næsten samtidig Beretning, saa uligt ud til, at han vilde komme til at fare samme Vej som hans Formand, Erkebiskop Jon. Ikke desmindre sendte Chorsbrødrene fire af deres egen Midte, de før nævnte Sighvat Raude og Audun Lande samt en Jon og en Thore, til Italien for at melde Eindride Valget og erholde pavelig Stadfestelse derpaa. De fik derhos Myndighed til, hvis Eindride ikke modtog Valget, eller dette forkastedes, da at udvælge en af sin egen Midte, eller hvem de ellers fandt skikket dertil. Eindride, der ikke var uvidende om den Ugunst, hvori han stod hos Raadet, saavel som om den mislige Stilling, hvori den norske Kirke, fra et hierarchisk Standpunkt betragtet, nu befandt sig, afslog at modtage Valget, viseligen foretrækkende en ringere, men roligere Stilling for en Hæderspost, der alene vilde bringe ham Uro og Sorger, naar han skulde opfylde sine Embedspligter saaledes, som han vistnok tænkte sig dem. Med denne Besked droge da Udsendingerne videre til Paven, udviklede for ham, i hvilken Nød den norske Kirke var stedt, bade ham om at forsørge den med en duelig Hyrde, og betegnede som saadan Jørund, der Aaret forud var bleven indviet, ja endog, som det synes, valgt af Biskop Andres af Oslo til Biskop i Hamar, hvor han for var Chorsbroder, ved samme Lejlighed, som Dolgfinn indviedes til Biskop paa Orknø i den 1284
