Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
55
1285—86. Biſkop Narves Poſtulation til Erkebiſkop casſeres.


hiin Advarſelsſkrivelſe ſelv dog ikke blev ſtrengere. Underſøgelſen angaaende Biſkop Narves Duelighed til Erkeſtolen gik i Langdrag; han ſynes ikke at have haft den almindelige Stemning for ſig, og følte maaſkee ikke engang ſelv Lyſt eller Kald til at indtræde i en Stilling, der, hvor glimrende den end kunde ſynes at være, dog, ſom Sagerne nu ſtode, kun aabnede Udſigt til Trængſler og Krænkelſer, og i alle Fald udfordrede et Mod og en Kraft, ſom han neppe beſad[1]. Viſt er det, at Poſtulationen omſider af visſe lovlige Grunde, ſom det heed, blev casſeret, og Nidaros Capitel befalet at foretage nyt Valg. Saaledes ſtod Erkeſtolen endnu i to Aar ubeſat.

68. Fortſættelſe. Mag. Huguitio i Norge ſom pavelig Tiende-Collector. Jørund af Hamar bliver Erkebiſkop.


Det viſte ſig nu fremdeles, at det eneſte Punkt af den hele Strid mellem Gejſtligheden og Kronen i Norge, ſom den pavelige Curie omfattede med Iver og Interesſe, og for hvilket alt andet ſtod i Skyggen, var de Hindringer, ſom Regjeringen havde lagt i Vejen for Indſamlingen og Udførelſen af Sexaars-Tienden. Erkebiſkop Jon havde ſelv begyndt Indſamlingen, men formedelſt de mange Hindringer endnu kun faaet den ſamlet for eet Aar, da han maatte forlade Landet. De indſamlede Penge og Varer, ſom Regjeringen forbød at udføre eller omſætte i rede Sølv, havde han deels ladet blive hos Under-Collectorerne, deels nedlagt i ſin Kirke[2]. Efter hans Død var naturligviis Indſamlingen gaaet iſtaa. Men Pave Honorius udnævnte d. 1ſte November 1285 ſin Capellan, Huguitio, Sognepreſt til Caſtiglione i Arezzo Biſkopsdømme, til ſin Indſamler af Sexaarstienden i alle tre nordiſke Riger, og gav ham dertil udſtrakte Fuldmagter og mange Anbefalinger; man ſeer imidlertid af Fuldmagten, at Paven ved denne Sendelſe nærmeſt havde Norge for Øje, da den fornemmelig handler om, hvad der her var ſkeet og fremdeles ſkulde ſkee[3]. Huguitio fik Myndighed til at bannſætte alle dem,

  1. Arne B. Saga Cap. 47. „Biſkop Narve, der førſt valgtes til Erkebiſkop, tyktes ej være Manden til at ſætte ſig i ſamme højanſeelige Sæde“.
  2. Beretning om Indſamlingen i Norge, blandt de langebekſke Afſkrifter i det kgl. danſke Geheimearchiv, udtogsviis, men unøjagtigt, meddeelt hos Suhm, H. af D. X. S. 844, 845.
  3. Brev af 1ſte November 1285, indehold. Fuldmagt og Inſtrux for Huguitio, i Dipl. Norv. I. No. 75, jvfr. Bzovii Annales col. 925 og Suhm, X. S. 1026, hvor et af de pavelige Anbefalingsbreve er aftrykt. Dette Brev er ſtilet til en Konge, men Kongens Navn ſtaar in blanco, hvilket viſer, at Huguitio maa have faaet ligelydende Anbefalingsſkrivelſer til alle tre Nordens