Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
54
Erik Magnusſøn.


migt havde valgt Narve, ſynes dog denne Eenſtemmighed ikke at kunne have været frivillig; ſom Kongens perſonlige Ven og forhenværende Dominicanermunk kan Narve ej have ſtaaet ſynderligt vel anſkreven hos Chorsbrødrene, og der er ſaaledes al Grund til at tro, at Valget er ſkeet efter Kongens eller Raadets tydeligt udtalte Ønſke, hvilket Chorsbrødrene i deres daværende fortrykte Tilſtand følte ſig for ſvage til at trodſe. Men de kunde derimod overdrage deres Udſendinger, hemmeligt at modarbejde Valget, og dertil vare visſelig begge hine Mænd heel villige. Hvad der tillige anbefalede Sighvat til at afſendes, var at han allerede forhen havde været brugt i Sendelſe til Curien, og navnlig paa ſin Vens, den ſkaalholtſke Biſkop Arnes Vegne overværet Conciliet i Lyon, ſom det ovenfor er nævnt[1]. De kom til Rom, medens Martin den 4de endnu levede, og ſandſynligviis havde de da underhaanden givet ham eller hans Raadgivere en ſaadan Skildring af Narves Perſonlighed, at han beſluttede ikke at godkjende Poſtulationen. Han overdrog førſt til tre Cardinaler at underſøge den, men uagtet de ikke fandt noget i canoniſk Henſeende at udſætte paa den, foregav han dog at kjende for lidet til Narves Charakteer og Egenſkaber, til at han endnu kunde ſtadfæſte hans Valg, ſaaſom Nidaros Kirke juſt nu trængte til en klog Styrer, og derfor ej burde beſættes uden med en duelig Mand. Han overdrog derfor, ved Skrivelſe af 18de Januar 1285, Abbeden af Tuterø, Dominicanernes Prior i Nidaros og Franciſcanernes Guardian i Bergen nærmere at anſtille Underſøgelſer om Biſkop Narves Charakteer og Vandel, ſamt, hvis de fandt ham værdig og ſkikket til Erkebiſkopsdømme, da at løſe ham fra Bergens Kirke, beſkikke ham til Erkebiſkop, og paa Pavens og den romerſke Kirkes Vegne modtage hans Troſkabseed, men i modſat Fald at casſere Poſtulationen, og enten ved nyt Valg eller ved ny Poſtulation at ſkaffe Nidaros Kirke en duelig Beſtyrer. Ogſaa dette Brev var blandt dem, der ej bleve udſtedte, medens Pave Martin endnu levede, men laa efter og maatte forſynes med ny Udſtedelſe af hans Eftermand. Men at man i det pavelige Cancelli dog ſkyndede ſaa meget ſom muligt paa Sagen, ſees deraf at denne nye Udſtedelſe er dateret den 12te April 1285, førend Honorius endnu var bleven indviet og kronet. Samme Dag blev da ſandſynligviis ogſaa den ovenfor meddeelte Advarſelsſkrivelſe udfærdiget, og der er ſaaledes al Grund til at tro, at de tvende Chorsbrødre Sighvat og Audun gjorde Følge med Biſkop Andres paa Hjemvejen. Merkeligt nok er det, at uagtet ej alene Biſkopperne Thorfinn og Andres havde klaget over Norges Regjering, men ſandſynligviis ogſaa Sighvat og Audun paa det ivrigſte ſandet deres Ord,

  1. Se ovf. 4de D. 1ſte B. S. 529, 551, 635.