migt havde valgt Narve, synes dog denne Eenstemmighed ikke at kunne have været frivillig; som Kongens personlige Ven og forhenværende Dominicanermunk kan Narve ej have staaet synderligt vel anskreven hos Chorsbrødrene, og der er saaledes al Grund til at tro, at Valget er skeet efter Kongens eller Raadets tydeligt udtalte Ønske, hvilket Chorsbrødrene i deres daværende fortrykte Tilstand følte sig for svage til at trodse. Men de kunde derimod overdrage deres Udsendinger, hemmeligt at modarbejde Valget, og dertil vare visselig begge hine Mænd heel villige. Hvad der tillige anbefalede Sighvat til at afsendes, var at han allerede forhen havde været brugt i Sendelse til Curien, og navnlig paa sin Vens, den skaalholtske Biskop Arnes Vegne overværet Conciliet i Lyon, som det ovenfor er nævnt[1]. De kom til Rom, medens Martin den 4de endnu levede, og sandsynligviis havde de da underhaanden givet ham eller hans Raadgivere en saadan Skildring af Narves Personlighed, at han besluttede ikke at godkjende Postulationen. Han overdrog først til tre Cardinaler at undersøge den, men uagtet de ikke fandt noget i canonisk Henseende at udsætte paa den, foregav han dog at kjende for lidet til Narves Charakteer og Egenskaber, til at han endnu kunde stadfæste hans Valg, saasom Nidaros Kirke just nu trængte til en klog Styrer, og derfor ej burde besættes uden med en duelig Mand. Han overdrog derfor, ved Skrivelse af 18de Januar 1285, Abbeden af Tuterø, Dominicanernes Prior i Nidaros og Franciscanernes Guardian i Bergen nærmere at anstille Undersøgelser om Biskop Narves Charakteer og Vandel, samt, hvis de fandt ham værdig og skikket til Erkebiskopsdømme, da at løse ham fra Bergens Kirke, beskikke ham til Erkebiskop, og paa Pavens og den romerske Kirkes Vegne modtage hans Troskabseed, men i modsat Fald at cassere Postulationen, og enten ved nyt Valg eller ved ny Postulation at skaffe Nidaros Kirke en duelig Bestyrer. Ogsaa dette Brev var blandt dem, der ej bleve udstedte, medens Pave Martin endnu levede, men laa efter og maatte forsynes med ny Udstedelse af hans Eftermand. Men at man i det pavelige Cancelli dog skyndede saa meget som muligt paa Sagen, sees deraf at denne nye Udstedelse er dateret den 12te April 1285, førend Honorius endnu var bleven indviet og kronet. Samme Dag blev da sandsynligviis ogsaa den ovenfor meddeelte Advarselsskrivelse udfærdiget, og der er saaledes al Grund til at tro, at de tvende Chorsbrødre Sighvat og Audun gjorde Følge med Biskop Andres paa Hjemvejen. Merkeligt nok er det, at uagtet ej alene Biskopperne Thorfinn og Andres havde klaget over Norges Regjering, men sandsynligviis ogsaa Sighvat og Audun paa det ivrigste sandet deres Ord,
- ↑ Se ovf. 4de D. 1ste B. S. 529, 551, 635.
