Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
49
1285. Pave Martins Advarſelsſkrivelſe.

ſig til at tjene Biſkopperne. Begge Slags Folk plyndrede de, og jagede dem i Landflygtighed fra alt deres Gods; ſaaledes dyngede de Ugjerning paa Ugjerning. Da nu dine Raadgivere fremturede i ſlig Vranghed mod Guds Ret, forſøgte Erkebiſkoppen at gaa frem derimod efter ſit Embedes Skyldighed ſamt efter de lovlige Paamindelſer, han havde gjort dem. Men til Gjengjeld vovede hine ſamme med ſtor Ildſke og Haan mod den guddommelige Værdighed offentligen at belægge Erkebiſkoppen ſaavel ſom Biſkop Andres af Oslo og Biſkop Thorfinn af Hamar med Utlegds Straf og at jage dem bort fra deres Biſkopsſtole; ja hvad mere er, at berøve dem alt deres Gods, førſt fordi Biſkoppen vilde holde den før omtalte Compoſition mellem Erkebiſkoppen og din Fader Kongen, dernæſt fordi de, ſom det og var deres Pligt, ej vilde overholde eller lade overholde de Love og Beſtemmelſer, der aabenbart vare indførte i Strid med den hellige Kirkes Friheder. Erkebiſkoppen havde en Tidlang taalt den før omtalte Utlegd, og tænkte allerede paa at rejſe hjem til ſin Erkebiſkopsſtol, da han betalte Naturens Gjeld, og døde fra denne Verden. Men da disſe Begivenheder forefaldt, kaldte dine Raadgivere ſit Sendebud tilbage fra Curien efter din Befaling, og driſtede ſig da til Ting, der vare Kirkerne og deres Perſoner til ſtor Forkrænkelſe. Formedelſt alt dette kom nu de før nævnte Biſkopper til os, og bade ydmygeligen, at vi i vort Hjerte ſkulde have Medlidenhed med deres ynkelige Liv; de bade os ogſaa med faderlig Omhu at ſørge for, at de ikke længer ſkulde være underkaſtede Utlegds-Straffen, og lide Afbræk i deres biſkoppelige Værdighed. Da nu de Ting, vi her have nævnt, ſnildt at ſige mishage Gud, ſkade dit kongelige Held, og ſpilde ſaare meget din Berømmelſe, byde vi og paaminde vi din kongelige Majeſtæt, paalæggende dig, ſaa ſandt du vil have dine Synder forladte, at du omhyggeligt betænker, at det ej ſømmer din kongelige Majeſtæt at bære dig ſaaledes ad, eller handle ſaaledes mod lærde Mænd i dit Rige, eller taale at andre handle ſaaledes imod dem, ſom der hidtil har været handlet, da du tvert imod burde hædre dem ſom Guds Tjenere, og forſvare deres Sag med ſømmelig Godvilje“.

Man ſeer nokſom af dette Brev, at Paven paa det omhyggeligſte vejede ſine Ord, og lagde an paa, ikke at udtrykke ſig ſtrengere end han nødvendigviis maatte, for at det ikke ſkulde ſee ud, ſom om han ganſke ſlog Haanden af Kirken, og holdt med Kongen. Han ſkyder den meſte Skyld paa Formynderne, og tiltaler derimod Kongen ſelv i de venligſte Udtryk, kun ved Slutningen tilføjer han nogle ſkaanſomme Advarſler, ſaadanne ſom en ældre Mand godt kunde henvende til en Yngling. Men ikke nok med, at dette Brev var noget langt andet end hvad Hierar-