Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/71

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
49
1285. Pave Martins Advarselsskrivelse.

sig til at tjene Biskopperne. Begge Slags Folk plyndrede de, og jagede dem i Landflygtighed fra alt deres Gods; saaledes dyngede de Ugjerning paa Ugjerning. Da nu dine Raadgivere fremturede i slig Vranghed mod Guds Ret, forsøgte Erkebiskoppen at gaa frem derimod efter sit Embedes Skyldighed samt efter de lovlige Paamindelser, han havde gjort dem. Men til Gjengjeld vovede hine samme med stor Ildske og Haan mod den guddommelige Værdighed offentligen at belægge Erkebiskoppen saavel som Biskop Andres af Oslo og Biskop Thorfinn af Hamar med Utlegds Straf og at jage dem bort fra deres Biskopsstole; ja hvad mere er, at berøve dem alt deres Gods, først fordi Biskoppen vilde holde den før omtalte Composition mellem Erkebiskoppen og din Fader Kongen, dernæst fordi de, som det og var deres Pligt, ej vilde overholde eller lade overholde de Love og Bestemmelser, der aabenbart vare indførte i Strid med den hellige Kirkes Friheder. Erkebiskoppen havde en Tidlang taalt den før omtalte Utlegd, og tænkte allerede paa at rejse hjem til sin Erkebiskopsstol, da han betalte Naturens Gjeld, og døde fra denne Verden. Men da disse Begivenheder forefaldt, kaldte dine Raadgivere sit Sendebud tilbage fra Curien efter din Befaling, og dristede sig da til Ting, der vare Kirkerne og deres Personer til stor Forkrænkelse. Formedelst alt dette kom nu de før nævnte Biskopper til os, og bade ydmygeligen, at vi i vort Hjerte skulde have Medlidenhed med deres ynkelige Liv; de bade os ogsaa med faderlig Omhu at sørge for, at de ikke længer skulde være underkastede Utlegds-Straffen, og lide Afbræk i deres biskoppelige Værdighed. Da nu de Ting, vi her have nævnt, snildt at sige mishage Gud, skade dit kongelige Held, og spilde saare meget din Berømmelse, byde vi og paaminde vi din kongelige Majestæt, paalæggende dig, saa sandt du vil have dine Synder forladte, at du omhyggeligt betænker, at det ej sømmer din kongelige Majestæt at bære dig saaledes ad, eller handle saaledes mod lærde Mænd i dit Rige, eller taale at andre handle saaledes imod dem, som der hidtil har været handlet, da du tvert imod burde hædre dem som Guds Tjenere, og forsvare deres Sag med sømmelig Godvilje“.

Man seer noksom af dette Brev, at Paven paa det omhyggeligste vejede sine Ord, og lagde an paa, ikke at udtrykke sig strengere end han nødvendigviis maatte, for at det ikke skulde see ud, som om han ganske slog Haanden af Kirken, og holdt med Kongen. Han skyder den meste Skyld paa Formynderne, og tiltaler derimod Kongen selv i de venligste Udtryk, kun ved Slutningen tilføjer han nogle skaansomme Advarsler, saadanne som en ældre Mand godt kunde henvende til en Yngling. Men ikke nok med, at dette Brev var noget langt andet end hvad Hierar-