Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/692

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
670
Haakon Magnusſøn.

der i de ringere for ſtørſte Delen herſkede ſtor Fattigdom. Der hentydes ſaa ofte til „de fattige Bønder“, „dette fattige Land“, at man ikke tør betragte dette ſom en blot og bar Tale-Vending uden videre Betydning; iſær da den nys ſkildrede Overflod hos de Fornemmere ſynes at forudſette en tilſvarende Mangel blandt de Ringere. Paa Landet fandtes viſtnok endnu i Regelen kun Røgſtuer, og ikke et eneſte Tegltag, kun Torvtag; Gulvene vare ſikkert endnu kun for det meſte Jordgulve, belagte med Straa, og Huusgeraadet af ſimpleſte Slags. Af den ovenfor omtalte Forordning om Arbejdstaxter, ſom Kong Haakon udgav for Oplandene, medens han endnu var Hertug, ſees det at Tjeneſtefolkene for det meſte lønnedes med Varer in natura[1]. Dette var dog maaſkee for en ſtor Deel kun en Følge deraf, at de i Omløb værende Penge vare faa daarlige, at de ej afgave nogen bekvem Maaleſtok.for Lønnen: De Geiſtliges daglige Dragt ſynes i de Tider ej at have ſkilt ſig ſaameget fra de Verdsliges, ſom nuomſtunder, maaſkee iſær af den Grund, at ogſaa disſe brugte hine lange og fodſide Kjortler, der kun behøvede at være af en mørk Farve, for at faa et gejſtligt Udſeende. Gejſtligheden ſkulde vel altid undgaa alle lyſe og afſtikkende Farver, men det lod ſig ikke altid gjøre, naar Vedkommende vare for fattige til at ſkaffe ſig andet end hvad der nærmeſt forefandtes. Iſær ſynes man paa Island ej at have regnet det ſaa nøje, hvor de Gejſtlige tillige og ofte hovedſageligt optraadte ſom verdslige Høvdinger. Da Preſten Laurentius kom til Erkebiſkop Jørund, havde han ingen anden Kjortel at bære, end en rød, og havde ikke Raad til at ſkaffe ſig en mere pasſende Dragt, men Erkebiſkoppen, der ſtødte ſig derover, maatte forære ham en anſtændig bruun Dragt, ſom han ſelv havde baaret[2]. Vi have allerede i de anførte Steder af By-Anordningerne ſeet Antydninger nok til, at der, i det mindſte i Stæderne, ej herſkede ſaa ringe en Grad af Kunſtflid, ſkjønt man rigtignok maa antage, at den fornemmelig blev dreven af Fremmede. Dette gjelder vel og for en ſtor Deel om Bygningskunſten, forſaavidt angaar de ſtørre Pragtbygninger i Stæderne, hvis Levninger vi endnu beundre, navnlig Chriſtkirken i Nidaroos, der aldeles viſer ſig at henhøre til den engelſke Bygningsſkole, og ſaaledes vel for ſtørſte Delen maa være opførte af engelſke, eller i England eller af Englændere oplæſte Meſtere. Men den kunſtfærdige Behandling af Træmaterialet enten i Bygninger eller til alſkens Indbo, prægtigt ſmykket med Snitverk, holdt ſig endnu fremdeles i Norge og kan med Rette ſiges at have været Folket egen. Klokker fik man, ſom det lader, iſær fra England,

  1. S. o. S. 273.
  2. Laur. Saga Cap. 9.