pernes, Chorsbrødrenes og andre den hellige Kirkes Formænds, og ikke mindre med Norges Riges Baroners Samtykke. Begge Parter aflagde Eed paa, at denne Overeenskomst skulde overholdes og iagttages af Erkebiskoppen og Kongen og alle deres lovlige Eftermænd. End videre blev det os forebragt, at Kongen, din Fader, overholdt dette Forlig, og lod det fasteligen overholde over hele sit Rige, saa længe han levede. Men efter hans Død, i dit 13de Alders Aar, da du blev kronet, svoor du at overholde og lade overholde den hellige Kirkes Frihed og Rettigheder, saa og førnævnte Forlig, i dine Formynderes Nærværelse og med deres Samtykke. Men siden efter begyndte disse samme dine Formyndere og Raadgivere, der havde svoret at overholde Compositionen, paa en farlig Maade at bryde deres Eed, uden at mindes deres Sjælehjelp, saa at de vovede at forordne og indføre nogle Love vedkommende Kirkerne og deres Formænd, der ikke i liden Mon forkortede Kirkens Frihed. Dermed lode de følge en Omskiftning af alle de gode Love, som før gik i Landet. Men alle de Bestemmelser og Skikke, som de paa denne Maade indførte i Landet, bøde de, under dit Navn, stadigt at overholde og iagttage. Da Sagen var kommen saa vidt, lagde Erkebiskoppen megen Vind paa at modstaa de onde Gjerninger, som ved denne Formyndernes Foranstaltning fandt Sted, og for den Sags Skyld holdt han Thing med sine Underbiskopper saavel som Kirkens øvrige Formænd, og blandt andet, der bestemtes paa det Thing til Sedernes Forbedring, forkyndte Erkebiskoppen Guds Løve og de pavelige Bestemmelser mod dem, der bestemme og stadfæste, hvad der er den hellige Kirke til Forklejnelse. Han bød og strengeligen, at disse Guds Love skulde overholdes af Alle, og det med, at alle hans Lydbiskopper, hver i sit Biskopsdømme, skulde lade disse samme Love oplæse i det mindste een Gang i tolv Maaneder. Men paa Grund heraf sagde førnævnte Formyndere og Raadgivere, at Erkebiskoppen og Biskopperne indførte i Landet heel uhørte og upassende Ting, der vare dig og dit Rige til stor Tyngsel; og derfor appellerede de til det apostoliske Sæde. Men skjønt Erkebiskoppen gav flere af dem mange Paamindelser, at de omsider vilde aflade fra disse Ulove og disse Sedvaner og Bestemmelser, der strede mod den hellige Kirkes Friheder, samt uagtet han vidnede for dem, at de, som driste sig til saadant imod Kirken, falde i Pavens Bann ved selve Gjerningen, saa ringeagtede de dog ikke des mindre denne hans Advarsel med fordømmelig Dristighed. Erkebiskoppen satte ogsaa fornemmelig to af disse dine Formyndere i Bann, nemlig Bjarne af Giske og Andres Plytt[1]. Men
- ↑ I Texten staar Pluckr; sandsynligviis har Pavebrevet haft plutt, hvilket af Oversætteren er læst som plucc.
