Dødsdag, samt synge Sjæletider og Sjælemesse[1]. Disse Exempler ere tilstrækkelige til at vise, i hvilken uforholdsmessig Mon Jordegodset maa have været samlet paa de Fornemmeres og Gejstlighedens Hænder. Det maa ansees som temmelig vist, at Landbefolkningen i Almindelighed ikke bestod af Selvejere, men af Lejglendinger, der enten hørte under Kongen, eller Kirken, eller de store Jordegods-Ejere. Og dette kan ikke engang antages at være en Følge af de sidste Aarhundreders Begivenheder, der snarere maatte have begunstiget en mere ligelig Fordeling af Jordegodset, men ligefra de ældste Tider at have været det sedvanlige, medens det derimod sikkert maa have været betragtet som Undtagelser, naar i enkelte Bygder (som maaskee f. Ex. paa Vors), Ejendommene vare noget flere, men mindre. Dette kan man allerbedst slutte deraf, at Jordegodset, som vi allerede have seet mange Exempler paa, stedse og saa langt op i Tiden, som man kan forfølge brune Sag, beregnedes og hver Gaards eller Gaardparts Størrelse eller Matrikulskyld angaves ej efter Udstrækningen (som f. Ex. visse Dages Pløjeland, eller „Tønder Land“ o. s. v.), men efter Landskylden, hvilket aabenbart betegner det som det Regelmæssige, at Landskyld udrededes af alt Jordegods uden Undtagelse. Naar saaledes en Gaard angaves at være en Marks Bool, eller et Markebool, betegnede dette, at den aarlige Landskyld var, eller egentlig skulde være, een Mark Sølv; dette sees bedst deraf, at man ofte finder Udtrykket „en Marks Leje“ anvendt i samme Betydning, eller det Hele omskrevet saaledes, „hvoraf der gaar aarligt een Mark“[2]. Hermed er det ikke sagt, at disse Betegnelser altid angav den virkelige Landskyld; det er beviisligt, at denne i senere Tider, fornemmelig efter den store Mandedød, da Jordegodset maatte falde betydeligt i Priis, ikke naaede op til den angivne Skyld[3]; men denne vedblev dog stedse at udgjøre Maalestokken, der laa til Grund for Beregningen, og vist er det, at i de Tider, hvis Tildragelser vi her beskrive, var Landskylden, som,virkelig ydedes, endnu ikke sunken under den som Skyld angivne Størrelse. Hvad der maaskee ogsaa bidrog meget til at fastholde den engang vedtagne Maalestok, var den Omstændighed, at Ledingen efter den ved den nye Landslov paabudne Forandring gik over fra at være en personlig til at blive en reel Præstation. Thi Ledingen rettede sig nu, som det alle-
- ↑ Dipl. Norv. II. 85. III. 70.
- ↑ Saaledes i Kong Magnus’s Testamente af 1277: „prædium persolvens annuatim 20 marcas“ d. e. 20 Marks Bool; prædia annuatim solventia 70 cofinata“, 70 Laupers eller Mmb. Bool.
- ↑ I Erkebiskop Aslaks Jordebog af c. 1440 forekommer en Mængde Exempler paa at Gaarde ere bortbyggede for en mindre Afgift, end Skylden angiver.
