Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/688

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
666
Haakon Magnusſøn.

Dødsdag, ſamt ſynge Sjæletider og Sjælemesſe[1]. Disſe Exempler ere tilſtrækkelige til at viſe, i hvilken uforholdsmesſig Mon Jordegodſet maa have været ſamlet paa de Fornemmeres og Gejſtlighedens Hænder. Det maa anſees ſom temmelig viſt, at Landbefolkningen i Almindelighed ikke beſtod af Selvejere, men af Lejglendinger, der enten hørte under Kongen, eller Kirken, eller de ſtore Jordegods-Ejere. Og dette kan ikke engang antages at være en Følge af de ſidſte Aarhundreders Begivenheder, der ſnarere maatte have begunſtiget en mere ligelig Fordeling af Jordegodſet, men ligefra de ældſte Tider at have været det ſedvanlige, medens det derimod ſikkert maa have været betragtet ſom Undtagelſer, naar i enkelte Bygder (ſom maaſkee f. Ex. paa Vors), Ejendommene vare noget flere, men mindre. Dette kan man allerbedſt ſlutte deraf, at Jordegodſet, ſom vi allerede have ſeet mange Exempler paa, ſtedſe og ſaa langt op i Tiden, ſom man kan forfølge brune Sag, beregnedes og hver Gaards eller Gaardparts Størrelſe eller Matrikulſkyld angaves ej efter Udſtrækningen (ſom f. Ex. visſe Dages Pløjeland, eller „Tønder Land“ o. ſ. v.), men efter Landſkylden, hvilket aabenbart betegner det ſom det Regelmæsſige, at Landſkyld udrededes af alt Jordegods uden Undtagelſe. Naar ſaaledes en Gaard angaves at være en Marks Bool, eller et Markebool, betegnede dette, at den aarlige Landſkyld var, eller egentlig ſkulde være, een Mark Sølv; dette ſees bedſt deraf, at man ofte finder Udtrykket „en Marks Leje“ anvendt i ſamme Betydning, eller det Hele omſkrevet ſaaledes, „hvoraf der gaar aarligt een Mark“[2]. Hermed er det ikke ſagt, at disſe Betegnelſer altid angav den virkelige Landſkyld; det er beviisligt, at denne i ſenere Tider, fornemmelig efter den ſtore Mandedød, da Jordegodſet maatte falde betydeligt i Priis, ikke naaede op til den angivne Skyld[3]; men denne vedblev dog ſtedſe at udgjøre Maaleſtokken, der laa til Grund for Beregningen, og viſt er det, at i de Tider, hvis Tildragelſer vi her beſkrive, var Landſkylden, ſom,virkelig ydedes, endnu ikke ſunken under den ſom Skyld angivne Størrelſe. Hvad der maaſkee ogſaa bidrog meget til at faſtholde den engang vedtagne Maaleſtok, var den Omſtændighed, at Ledingen efter den ved den nye Landslov paabudne Forandring gik over fra at være en perſonlig til at blive en reel Præſtation. Thi Ledingen rettede ſig nu, ſom det alle-

  1. Dipl. Norv. II. 85. III. 70.
  2. Saaledes i Kong Magnus’s Teſtamente af 1277: „prædium persolvens annuatim 20 marcas“ d. e. 20 Marks Bool; prædia annuatim solventia 70 cofinata“, 70 Laupers eller Mmb. Bool.
  3. I Erkebiſkop Aslaks Jordebog af c. 1440 forekommer en Mængde Exempler paa at Gaarde ere bortbyggede for en mindre Afgift, end Skylden angiver.