Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/681

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
659
Jordegodſet ſamlet paa ſaa Hænder.

ſkede i de ringere Klasſer, fornemmelig i de mere afſides Egne, tillige give os fortrinlige Indblik i Folkelivet overhoved. Med alt dette maa man dog antage, at den gamle Krigerſkhed hos Folket, idetmindſte i de mere befolkede og nærmere Byerne liggende Bygder, ved de oftere berørte Forandringer i Krigførelſesmaaden ſaavelſom den ſterkere fremtrædende Forſkjel og Afſtand mellem den højere og ringere Folkeklasſe og overhovedet ved Mængdens tiltagende politiſke Umyndighed maa have tabte ſig betydeligt, og i de ſenere Tider viiſte dette ſig, til Norges Skade, end mere iøjnefaldende, da nogle faa Hundreder øvede Tropper vare tilſtrækkelige til at holde hele Landſkabers Befolkning Stangen. Lidungernes Reisning og Tog til Oslo i 1309 forat jage Hertug Erik og de Svenſke bort maa næſten betragtes ſom et eneſtaaende Exempel paa Raſkhed og Stridbarhed. Dog havde denne Fredelighed ogſaa ſine mange gode Sider; ſaavidt man kan ſlutte af flere Antydninger, nød man i Norge ſaavel under Kongerne Magnus, Erik og Haakon, ſom i de nærmeſt paafølgende Tider en almindelig indre Ro og Sikkerhed, ſom ſavnedes i de fleſte øvrige Lande paa den Tid. Man kunde viſtnok rejſe fra den ene Ende af Landet til den anden uden at frygte Overfald og Plyndring, ja i det Hele taget kunde man viſt endog gjøre Regning paa gjeſtfri Modtagelſe, hvor man kom. Andenſteds, endog i Danmark og Sverige, behøvede man, idetmindſte naar man førte Penge eller Koſtbarheder med ſig, ſterk Bedækning af Væbnede[1]. En oprigtig, uſkrømtet Religiøſitet ſynes at have herſket overalt, og opretholdtes, ſaavidt man kan ſee, ved de i det Hele taget dygtige og nidkjære Biſkoppers Beſtræbelſer. De herſkende Laſter vare fremdeles Umaadelighed i Mad og Drikke, fornemmelig ved ſelſkabelige Sammenkomſter, og dertil, iſær paa Island, Uſedelighed, hvori desverre ogſaa endeel af den ringere Gejſtlighed foregik med ſlet Exempel[2].

Uagtet man ſkulde formode, at de ſtore Omveltninger i Ejendomsforholdene, ſom Tronkrigene efter Kong Sverres Fremtræden medførte, havde tilvejebragt en ſtørre Udſtykning og Fordeling af Jordegodſet end hidtil, tyder dog alt hen paa, at det mod Slutningen af det 13de Aarhundrede atter havde ſamlet ſig paa forholdsviis faa Hænder, og at ſaa-

  1. Dette viſer ſig fornemmelig af de Indberetninger, ſom de pavelige Tiendeſamlere have efterladt fra deres Beſøg i Norden mellem Aarene 1327 og 1334.
  2. I Norge ſtøde vi ogſaa paa lignende Exempler, om ej ſaa mange ſom paa Island. Preſternes Skik„at holde Følgekoner, er allerede omtalt, ligeſaa at flere Gejſtlige, ſom Laurentius og Chorsbroderen Salomon, havde uegte Børn, disſe endog med een og ſamme Kvinde. Endog Erkebiſkop Jørund beſkyldtes for „incontinentia“.