skede i de ringere Klasser, fornemmelig i de mere afsides Egne, tillige give os fortrinlige Indblik i Folkelivet overhoved. Med alt dette maa man dog antage, at den gamle Krigerskhed hos Folket, idetmindste i de mere befolkede og nærmere Byerne liggende Bygder, ved de oftere berørte Forandringer i Krigførelsesmaaden saavelsom den sterkere fremtrædende Forskjel og Afstand mellem den højere og ringere Folkeklasse og overhovedet ved Mængdens tiltagende politiske Umyndighed maa have tabte sig betydeligt, og i de senere Tider viiste dette sig, til Norges Skade, end mere iøjnefaldende, da nogle faa Hundreder øvede Tropper vare tilstrækkelige til at holde hele Landskabers Befolkning Stangen. Lidungernes Reisning og Tog til Oslo i 1309 forat jage Hertug Erik og de Svenske bort maa næsten betragtes som et enestaaende Exempel paa Raskhed og Stridbarhed. Dog havde denne Fredelighed ogsaa sine mange gode Sider; saavidt man kan slutte af flere Antydninger, nød man i Norge saavel under Kongerne Magnus, Erik og Haakon, som i de nærmest paafølgende Tider en almindelig indre Ro og Sikkerhed, som savnedes i de fleste øvrige Lande paa den Tid. Man kunde vistnok rejse fra den ene Ende af Landet til den anden uden at frygte Overfald og Plyndring, ja i det Hele taget kunde man vist endog gjøre Regning paa gjestfri Modtagelse, hvor man kom. Andensteds, endog i Danmark og Sverige, behøvede man, idetmindste naar man førte Penge eller Kostbarheder med sig, sterk Bedækning af Væbnede[1]. En oprigtig, uskrømtet Religiøsitet synes at have hersket overalt, og opretholdtes, saavidt man kan see, ved de i det Hele taget dygtige og nidkjære Biskoppers Bestræbelser. De herskende Laster vare fremdeles Umaadelighed i Mad og Drikke, fornemmelig ved selskabelige Sammenkomster, og dertil, især paa Island, Usedelighed, hvori desverre ogsaa endeel af den ringere Gejstlighed foregik med slet Exempel[2].
Uagtet man skulde formode, at de store Omveltninger i Ejendomsforholdene, som Tronkrigene efter Kong Sverres Fremtræden medførte, havde tilvejebragt en større Udstykning og Fordeling af Jordegodset end hidtil, tyder dog alt hen paa, at det mod Slutningen af det 13de Aarhundrede atter havde samlet sig paa forholdsviis faa Hænder, og at saa-
- ↑ Dette viser sig fornemmelig af de Indberetninger, som de pavelige Tiendesamlere have efterladt fra deres Besøg i Norden mellem Aarene 1327 og 1334.
- ↑ I Norge støde vi ogsaa paa lignende Exempler, om ej saa mange som paa Island. Presternes Skik„at holde Følgekoner, er allerede omtalt, ligesaa at flere Gejstlige, som Laurentius og Chorsbroderen Salomon, havde uegte Børn, disse endog med een og samme Kvinde. Endog Erkebiskop Jørund beskyldtes for „incontinentia“.
