Drabsmanden selv og det udtrykkelige Forbud mod at tage Hevn over beganget Drab paa andre end denne upaatvivlelig maa have bidraget til at gjøre Drab mindre hyppige i Norge, er e det dog let at indsee, Kat saalænge Drab kunde afsones med Bøder, og Privathevn under visse Betingelser endnu tilstedtes, kunde Drabene dog ikke blive saa sjeldne, som de burde. Især synes Befolkningen i enkelte Bygdelag at.–have været vildere og mere tilbøjelig til Blodsudgydelse, end andensteds, navnlig Indbyggerne af Thelemarken; dette kan man ej alene slutte deraf, at de fleste Indberetninger om Drab, der forefindes fra disse og de nærmest følgende Tider, vedkomme Skidusysla og de nærmest tilstødende Egne, men ogsaa derfra, at Thelebønderne endnu sildigere udtrykkelig fik dette Lov af Mænd, der vare nøje underrettede om Forholdene. Det 7 første Drabsprov, vi kjende, affattet saaledes som det blev foreskrevet paa Høvdingemødet i Tunsberg 1273[1], er et, sandsynligviis fra Litlahered i Thelemarken, udstedt af Sysselmanden, den gamle Thore Haakonssøn, Aar 1315[2]. To Opsiddere paa een og samme Gaard, Aslak og Steinulf, vare uenige om et Stykke Jord, og skulde just henskyde det under de ældste Mænds Voldgift, da en Slægtning af Steinulf kom tiltog beskyldte Aslak for Uredelighed. Denne svarede at han gjorde bedst i at tie, da han vidste det om hans Forfedre, som vilde gjøre det umuligt for ham at slaa Øjnene op om han vilde sige det. Derover blev Bjørn, Steinulfs Brodersøn, saa forbitret at han greb et Stykke Træ, der laa i Nærheden, og slog Aslak dermed saa voldsomt i Tindingen, at man maatte slæbe ham ind i Huset; men Steinulf og Bjørn løb efter, og den sidste kastede to Stene ind, bedende dem at komme ud om de ej vare Horesønner. Af disse Stene blev Aslaks Søn Ketil truffen, og Bjørn flygtede nu til en anden Gaard med alle sine. Kort efter døde Aslak af det Slag, han havde faaet, men det lykkedes dog Bjørn at erholde kongeligt Gridebrev paa nogen Tid rinder den Forpligtelse at han skulde indfinde sig hos Sysselmanden for at faa sin Sag randsaget. Men Bjørn kom ikke, og Ketil, den Dræbtes Søn, begav sig senere med sin Broder og flere andre til den Gaard, hvor Bjørn opholdt sig, gik ind i Stuen og dræbte ham. Om Ketil fik Landsvist, vides ikke; sandsynligviis fik han den, da Drabet, fremkaldt ved Hevnpligt, som den almindelige Mening endnu paalagde den Dræbtes nærmeste Arving, naar ingen ordentlig Fyldestgjørelse var skeet, betragtedes som uoverlagt. I de følgende Tider forefinde vi en Mængde saadanne Indberetninger om Drab, der, medens de vise hvilken Vildhed og Raahed der endnu her-
