Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/680

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
658
Haakon Magnusſøn.

Drabsmanden ſelv og det udtrykkelige Forbud mod at tage Hevn over beganget Drab paa andre end denne upaatvivlelig maa have bidraget til at gjøre Drab mindre hyppige i Norge, er e det dog let at indſee, Kat ſaalænge Drab kunde afſones med Bøder, og Privathevn under visſe Betingelſer endnu tilſtedtes, kunde Drabene dog ikke blive ſaa ſjeldne, ſom de burde. Iſær ſynes Befolkningen i enkelte Bygdelag at.—have været vildere og mere tilbøjelig til Blodsudgydelſe, end andenſteds, navnlig Indbyggerne af Thelemarken; dette kan man ej alene ſlutte deraf, at de fleſte Indberetninger om Drab, der forefindes fra disſe og de nærmeſt følgende Tider, vedkomme Skiduſyſla og de nærmeſt tilſtødende Egne, men ogſaa derfra, at Thelebønderne endnu ſildigere udtrykkelig fik dette Lov af Mænd, der vare nøje underrettede om Forholdene. Det 7 førſte Drabsprov, vi kjende, affattet ſaaledes ſom det blev foreſkrevet paa Høvdingemødet i Tunsberg 1273[1], er et, ſandſynligviis fra Litlahered i Thelemarken, udſtedt af Sysſelmanden, den gamle Thore Haakonsſøn, Aar 1315[2]. To Opſiddere paa een og ſamme Gaard, Aslak og Steinulf, vare uenige om et Stykke Jord, og ſkulde juſt henſkyde det under de ældſte Mænds Voldgift, da en Slægtning af Steinulf kom tiltog beſkyldte Aslak for Uredelighed. Denne ſvarede at han gjorde bedſt i at tie, da han vidſte det om hans Forfedre, ſom vilde gjøre det umuligt for ham at ſlaa Øjnene op om han vilde ſige det. Derover blev Bjørn, Steinulfs Broderſøn, ſaa forbitret at han greb et Stykke Træ, der laa i Nærheden, og ſlog Aslak dermed ſaa voldſomt i Tindingen, at man maatte ſlæbe ham ind i Huſet; men Steinulf og Bjørn løb efter, og den ſidſte kaſtede to Stene ind, bedende dem at komme ud om de ej vare Horeſønner. Af disſe Stene blev Aslaks Søn Ketil truffen, og Bjørn flygtede nu til en anden Gaard med alle ſine. Kort efter døde Aslak af det Slag, han havde faaet, men det lykkedes dog Bjørn at erholde kongeligt Gridebrev paa nogen Tid rinder den Forpligtelſe at han ſkulde indfinde ſig hos Sysſelmanden for at faa ſin Sag randſaget. Men Bjørn kom ikke, og Ketil, den Dræbtes Søn, begav ſig ſenere med ſin Broder og flere andre til den Gaard, hvor Bjørn opholdt ſig, gik ind i Stuen og dræbte ham. Om Ketil fik Landsviſt, vides ikke; ſandſynligviis fik han den, da Drabet, fremkaldt ved Hevnpligt, ſom den almindelige Mening endnu paalagde den Dræbtes nærmeſte Arving, naar ingen ordentlig Fyldeſtgjørelſe var ſkeet, betragtedes ſom uoverlagt. I de følgende Tider forefinde vi en Mængde ſaadanne Indberetninger om Drab, der, medens de viſe hvilken Vildhed og Raahed der endnu her-

  1. S. o. IV. 1. S. 535.
  2. Dipl. Norv. II. 123.