Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
46
Erik Magnusſøn.

vil blive gjentaget. Man faar desuden aller bedſt Begreb om den Skaanſomhed, hvorpaa Paven ſaa tydeligt beflittede ſig, og om hans Ængſtelſe for at lægge ſig ud med Kongen, ved at læſe hans Udtryk i deres Heelhed[1]. „Martinus Biſkop, Guds Tjeneres Tjener“, ſaaledes begynder den, „ſender ſin kjæreſte Søn i Chriſto, Erik, Norges berømmelige Konge, ſin Hilſen og apoſtoliſke Velſignelſe. Da den kongelige Værdighed er forpligtet til at elſke Retfærdigheden, ſømmer det ſig, at du i dit Hjerte førſt og fremſt beflitter dig paa, at den kongelige Overopſigt forud ſaa nøje ſkjelner mellem de Gjenſtande, der ſkulle behandles, at der ikke ſiden udkræves enten Undſkyldning eller Straf, men at Kongens hele Handlemaade er rosværdig og Gud tækkelig. I bør og venſkabeligen ſamtykke i Alt, hvad der er billigt og retfærdigt. — Vore værdige Brødre Biſkop Andres af Oslo og Biſkop Thorfinn af Hamar foreſtillede for os, ej alene paa egne Vegne, men ogſaa paa alle de øvrige Biſkoppers, Formænds og Klerkers i den hellige Nidaros Kirke i ſamme Erkebiſkopsdømme, hvad der tidligere ſkede mellem Erkebiſkoppen i Nidaros, god Ihukommelſe, og højlovlig Ihukommelſe Kong Magnus, Norges Konge, din Fader, i Særdeleshed dette, at denne Konge og Sysſelmændene i hans Rige gjorde Forandring i de gode og gamle Love, ſom have gaaet der i Landet, men indførte i deres Sted nye Love og nye Sedvaner, hvilke, ſom bekjendt, ialt for mange Stykker formindſkede den hellige Kirkes Frihed og Forſvar; førſt og fornemmeligt de Privilegier, højlovlig Ihukommelſe Kong Magnus Erlingsſøn gav og forundte Nidaros Kirke, hvori blandt andet dette ſtod, at ſamme Konge lovede og ſkjenkede ſig og ſit Rige den hellige Kong Olaf i Vold, og til Tegn paa denne Opgivelſe bød beſtemt, at den kongelige Krone efter hans og alle hans Efterfølgeres Død ſkulde ofres til den hellige Kong Olaf i Nidaros. Saa blev det os og forebragt, at det var gammel Lov i Landet, at, naar Kongevalg ſkulde ſkee, da ſkulde Erkebiſkoppens og de øvrige Biſkoppers Eed og Stemme gjelde meſt i den Sag; fremdeles, at Sysſelmændene ikke ſkulde underſtaa ſig at drage under ſig og dømme i de Sager, der med Rette høre under den hellige Kirkes Formænd. Omſider kom det da til Tviſt herom ſaavel ſom om mange andre Slags Sager, mellem Erkebiſkoppen og din Fader Kongen; men ved gode Mænds Mægling ſluttedes der imellem dem en venſkabelig Overeenskomſt med Biſkop-

  1. Den latinſke Original til dette Brev er endnu ilte funden eller fremdragen; en norſk Overſættelſe (dog uden Datum) findes i en islandſk Lovbog (Codex Arnamagn. No. 354 folio) og er efter denne aftrykt i Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie, I. S. 404—410; en Overſættelſe derfra paa Latin findes i Thormod Torvesſøns Hist. Norv. IV, 372 fgg.