Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/679

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
657
Folkets Sæder.

Hertugens Sysselmand paa Hjaltland, i Aaret 1299 lod optage over nogle Ukvems-Ord, han havde maattet døje af en iilsindet Kvinde ved Navn Ragnhild Simonsdatter, der synes at have haft Tilhold i Hertugsgaarden paa Papø,, maaskee som etslags Huusholderske. Hun beskyldte ham for utilbørligt at have unddraget en Gaard paa Øen fra at yde, den pligtige Afgift til Hertugen, og da Hr. Thorvald indvendte, at flere gode Mænd, der før ham havde haft Hertugens Ombud, navnlig en vis Hr. Eindride, ikke havde beregnet større Afgift af den hele Ø, end han selv nu tog, svarede hun: „jeg giver den øre Eindride en god Dag, han som kom løbende hid østfra Norge, og vidste hverken ud eller ind; men alle I andre, som vidste bedre Besked, have sveget Hertugen“; du, lagde hun senere til, skal ikke være min Judas, om du end er Hertugens[1]. Om hun maatte bøde for disse Ord, erfares ikke, men de vidne i alle Fald om stor Ligefremhed og Frittalenhed. Ved Ordvexlinger og Trætter gik det overhoved temmelig raat og hensynsløst til, endog hvor Striden foregik mellem Gejstlige, eller disse i det mindste dannede den ene Part. Exempler derpaa have vi allerede seet i Presten Laurentius’s Forhold til Chorsbrødrene i Nidaroos. Et andet Exempel er os levnet i en af de mange Acter, der forefindes vedkommende Striden mellem Halsnø Kloster og Biskoppen i Stavanger om Fisket ved Farstad i Suledal. Tre Munke og en Lægmand, som Abbed Erik om Høsten 1310 havde sendt til Farstad, opsøgte Lejglendingen Hafr, medens han nok saa fredeligt gik paa Ageren for at see til sit Korn, og mishandlede ham paa det voldsomste, idet den ene af Munkene greb ham og holdt ham fast, medens de andre droge en Hætte ned for hans Øjne, slog ham med Stokke, og puffede ham over paa en anden Ager, der tilhørte Klostret, hvor han faldt afmægtig ned; hans Hustru og hans gamle Moder mishandlede de ligeledes[2]. Nu maa det vistnok indrømmes, at Munkene i Halsnø Kloster, Abbeden iberegnet, just paa den Tid fremfor andre havde et meget slet Lov for sin Opførsel, saa at Biskoppen maatte afsende Mænd i det særegne Erende, at undersøge og paadømme deres Forhold, ligesom han heller ikke lod det mangle paa alvorlige Advarselsbreve til dem[3], men som ganske enestaaende kan man dog vistnok ikke betragte de her nævnte Uordener. Paa Island gik det, som vi have seet, maaskee endnu verre til. Uagtet Afskaffelsen af Drabsbøder til andre end den Dræbtes nærmeste Arving og fra andre end

  1. Dipl. Norv. I. No. 89.
  2. Smsteds IV. 90.
  3. Smsteds IV. No. 64, 87–89.