Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/679

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
657
Folkets Sæder.

Hertugens Sysſelmand paa Hjaltland, i Aaret 1299 lod optage over nogle Ukvems-Ord, han havde maattet døje af en iilſindet Kvinde ved Navn Ragnhild Simonsdatter, der ſynes at have haft Tilhold i Hertugsgaarden paa Papø,, maaſkee ſom etſlags Huusholderſke. Hun beſkyldte ham for utilbørligt at have unddraget en Gaard paa Øen fra at yde, den pligtige Afgift til Hertugen, og da Hr. Thorvald indvendte, at flere gode Mænd, der før ham havde haft Hertugens Ombud, navnlig en vis Hr. Eindride, ikke havde beregnet ſtørre Afgift af den hele Ø, end han ſelv nu tog, ſvarede hun: „jeg giver den øre Eindride en god Dag, han ſom kom løbende hid øſtfra Norge, og vidſte hverken ud eller ind; men alle I andre, ſom vidſte bedre Beſked, have ſveget Hertugen“; du, lagde hun ſenere til, ſkal ikke være min Judas, om du end er Hertugens[1]. Om hun maatte bøde for disſe Ord, erfares ikke, men de vidne i alle Fald om ſtor Ligefremhed og Frittalenhed. Ved Ordvexlinger og Trætter gik det overhoved temmelig raat og henſynsløſt til, endog hvor Striden foregik mellem Gejſtlige, eller disſe i det mindſte dannede den ene Part. Exempler derpaa have vi allerede ſeet i Preſten Laurentius’s Forhold til Chorsbrødrene i Nidaroos. Et andet Exempel er os levnet i en af de mange Acter, der forefindes vedkommende Striden mellem Halsnø Kloſter og Biſkoppen i Stavanger om Fiſket ved Farſtad i Suledal. Tre Munke og en Lægmand, ſom Abbed Erik om Høſten 1310 havde ſendt til Farſtad, opſøgte Lejglendingen Hafr, medens han nok ſaa fredeligt gik paa Ageren for at ſee til ſit Korn, og mishandlede ham paa det voldſomſte, idet den ene af Munkene greb ham og holdt ham faſt, medens de andre droge en Hætte ned for hans Øjne, ſlog ham med Stokke, og puffede ham over paa en anden Ager, der tilhørte Kloſtret, hvor han faldt afmægtig ned; hans Huſtru og hans gamle Moder mishandlede de ligeledes[2]. Nu maa det viſtnok indrømmes, at Munkene i Halsnø Kloſter, Abbeden iberegnet, juſt paa den Tid fremfor andre havde et meget ſlet Lov for ſin Opførſel, ſaa at Biſkoppen maatte afſende Mænd i det ſæregne Erende, at underſøge og paadømme deres Forhold, ligeſom han heller ikke lod det mangle paa alvorlige Advarſelsbreve til dem[3], men ſom ganſke eneſtaaende kan man dog viſtnok ikke betragte de her nævnte Uordener. Paa Island gik det, ſom vi have ſeet, maaſkee endnu verre til. Uagtet Afſkaffelſen af Drabsbøder til andre end den Dræbtes nærmeſte Arving og fra andre end

  1. Dipl. Norv. I. No. 89.
  2. Smſteds IV. 90.
  3. Smſteds IV. No. 64, 87—89.