Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/678

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
656
Haakon Magnusſøn.

var det en nødvendig Følge af de nye i Samfundsforholdene indgribende Forandringer. Det er viiſt, at disſe med ſine Privilegier og Fritagelſer for dem, der hørte til Hirden eller den Klasſe, af hvilken ſaavel civile ſom militære Befalingsmænd toges, maatte frembringe en ſæregen Herreſtand, der, om end de erhvervede Friheder og Rettigheder ſtrengt taget kun vare perſonlige og ej nedarvedes, dog i Virkeligheden maatte fremſtille ſig ſom om den beſtod af hele Slægter, i hvilke Forrettighederne gik fra Mand til Mand, da det nemlig laa i Sagens Natur, at de, ſom engang for ſig ſelv havde erhvervet Rang og Indflydelſe, ogſaa havde lettere ved at ſkaffe ſine Sønner de ſamme Fordele. Uagtet ſtrengt taget Arveligheden af Forrettighederne var ſtørre og tydeligere udtalt i den gamle Lendermandstid, hvor det endog forudſattes, at en Lendermands Søn i Regelen ſkulde opnaa Faderens Verdighed, og uagtet det gamle Lendermands-Ariſtokrati i ſig ſelv var langt ſtoltere og hvilede paa en langt faſtere Grundvold, end den nyere Herreſtand, der meſt ſtøttede ſig til „Frelſer“ eller Privilegier, ſaa var dog tilſyneladende Afſtanden mellem hine og det øvrige Folk langt ringere end mellem Herrerne og Folket efter den nye Lovs Indførelſe; deels fordi Levemaaden i ſig ſelv var ſimplere, mere national, og Forholdene mere patriarchale, deels ogſaa fordi, hvad vi allerede have paapeget, Krigen i hine Tider ſaagodtſom udelukkende førtes til Søs, og man de faa Gange, der krigedes til Lands, dog altid ſtreed til Fods, hvorved de Højere og Ringere kom i nærmere Berøring med hinanden, medens derimod den ſenere brugelige Landkrig til Heſt, tildeels med lejede Tropper, ej kunde andet end danne et ſtort Svelg mellem Befalende og Lydende. Af de Uſkikke, Kong Haakon ſaa ofte paataler i ſine Retterbøder, nemlig haandgangne Mænds Uvillighed til at ſøge Thing, at lyde Lagmændenes Dom, og at udrede ſin lovlige Skyldighed, forenet med deres Anmasſelſer i at benytte Bøndernes Heſte og plage de Ringere med utilbørlig Gjeſtning enten for ſig ſelv eller ſine Tjenere, ſee vi at Overmodet hos Herrerne allerede ej var ringe. Og dog havde det i Norge, ſaavidt man kan ſkjønne, ej paa langt nær naaet den Højde, ſom i Nabolandene, navnlig i Danmark; det kunde vel heller ikke nogenſinde have naaet den, da de ringere Klasſers af Loven mere beſkyttede Stilling og Landbovæſenets Natur i det Hele taget maatte give endog den ringere og mere afhængige Deel af Landbefolkningen ſtørre Selvfølelſe og Djervhed ligeoverfor de Mægtigere, end i de fleſte øvrige europæiſke Lande, hvor den jorddyrkende Klasſe og Herrerne allerede længe havde været vidt adſkilte. Der ſavnes ikke Exempler paa at Folk af den ringere eller idetmindſte ikke allerfornemſte Klasſe vovede at tale et temmelig frit Sprog med Herrerne. Saaledes have vi endnu et Vidnesprov, ſom Thorvald Thuresſøn,