Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/677

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
655
Folkets Sæder og Leveviis.
112. Fortſættelſe. Skikke og Sæder. Folkets Leveviis og Vilkaar m. m.


Men med alle de Forandringer, ſom vare indtraadte i Norges offentlige Forhold, baade til Udlandet og indenlands, lader det dog ikke til, at det egentlige Folks Skikke, Sæder, Syſler og Levemaade i de ſidſte hundrede Aar havde undergaaet nogen ſynderlig Forandring undtagen i de højere Kredſe, hvor man, ſom det ſedvanligt plejer at ſkee, fulgte Udlandets Exempel, idetmindſte i Klædedragt, men viſtnok ogſaa tildeels i Skikke og Manerer. Norge ſtod i for nøje Forbindelſe med Udlandet, og dets rigere og mere anſeede Mænd bereiſte fremmede Lande altfor hyppigt til at ikke dette ſkulde være Tilfældet. Det forſtaar ſig at ved Siden heraf mange nationale Skikke, der mindede om den gamle Simpelhed, maa have vedligeholdt ſig, men de fleſte vare dog viſtnok allerede forſvundne med de gamle Lendermands-Ætter. Ved Hoffet indførtes, ſom det lader, under Kong Magnus noget ſtørre Ceremoniell og mere Stivhed, men derfor er det ej afgjort, at der og indførtes mere virkelig Pragt end der allerede herſkede paa hans Faders Tid. Ved Kong Haakon Magnusſøns Hylding og Kroning i Throndhjem 1299 gik det neppe pragtfuldere til end ved hans Farfaders ſtore Kroningsfeſt i 1247, ja maaſkee ikke engang ſaa pragtfuldt, da man ej havde haft ſaa lang Tid til Forberedelſer. Af Forlyſtelſer ved hans Hof nævnes de ved de andre europæiſke Hoffer ſedvanlige, Dands, Muſik (leikr) og Dyſtridt eller Turnering („Bobord“ eller „Burt-Riden“)[1], endvidere, til Morſkab at ſee paa, forſkjellige Slags Gjøglerkunſter[2]; hvortil kom, ſom vi have ſeet, den ædlere Forlyſtelſe at høre Romaner forelæſe. Det er allerede forhen nævnt, at fra den Tid af, at den ridderlige Hertug Erik i Sverige blev Medlem af den norſke Kongefamilie, begyndte han og hans Mænd at give Tonen an ved Hoffet, og dem kan man vel nærmeſt tillægge Forſøgene paa ogſaa at indføre Dyſtriden og andet Ridderſpil i Norge, hvor det umuligt kunde pasſe ret til Forholdene eller blive nationalt. Meget har vel ogſaa den pragtelſkende danſke Kong Erik Eriksſøns Exempel virket. Men ſlige mindre nationale Fornøjelſer i de højere Kredſe tyde hen paa, ihvad der ogſaa i andre Henſeender gjør ſig gjeldende, og ſom danner den grundvæſentlige Forſkjel mellem Slutningen af det 13de og Slutningen af det 12te Aarhundrede, at Afſtanden mellem den højere og den ringere Deel af Folket nu var bleven ſaa meget ſtørre, end i hiin Tid. Deels laa dette i Tidsaanden, deels

  1. See de ovenfor anførte Citater af Riimkrøniken, iſær S. 556.
  2. F. Ex. Thrand Fuſilier, ſ. o. S. 290, 291. Jfr. Forordn. om Klædedragt S. 616.