vet i Landets sydligste og i dets nordligste, østligste eller vestligste Deel, men Skriftsprogets Eenhed er aldeles fuldkommen og gjennemført, merker man i Brevskaber, ja endog i Lov-Afskrifter fra første Halvdeel af 14de Aarhundrede (saagodtsom de eneste virkelige Bøger fra den Tid), kjendelige Dialectforskjelligheder, og det uagtet Originalerne, der laa til Grund for Afskrifterne, ingen saadanne kunne have fremviist. Man kan f. Ex. temmelig let kjende en paa Østlandet fra en paa Vestlandet skreven Lov-Bog, derpaa at hiin har flere af de aabne og slæbende Vocaler, der betegne den østlandske Dialect, end hine, og heller ikke fuldt saa stor Sikkerhed i de grammatiske Former. Paa samme Viis gjør og i Bøger, skrevne paa Island, fra denne Tid af den særegne islandske Udtale sig end mere gjeldende i Bogstaveringsmaaden, end hidtil[1]; og det var en naturlig Følge af disse Forhold, at den islandske Sprogform, hvorvel kun en Dialect, nu kom til at betragtes som den reneste og rigtigste. Thi da der paa Grund af den Ligegyldighed, der nu i Norge selv yttrede sig med Hensyn til Sprogets Eenhed og Reenhed, ikke længer her kunde siges at herske noget sikkert Skriftsprog, og dette Sammenholdsbaand mellem Dialecterne nu var opgivet, medens ogsaa den literære Virksomhed var ophørt, maatte Island, hvor denne fremdeles vedblev, og hvor der desuden, som i alle Colonilande, aldrig havde hersket nogen kjendelig Dialectforskjellighed, herefter alene være anviist paa sig selv, og ej alene berettiget, men endog næsten nødt til at betragte sin Sprogform som den normale. Man seer fra denne Tid af ved første Øjekast, om en Bog eller et Brev er skreven af en Islænding eller af en Nordmand. Antydninger til denne Forskjellighed fandtes vel allerede, som sagt, meget tidligere, og grundede sig vel for en Deel paa det kunstigere Retskrivningssystem, der antoges paa Island, da man der begyndte at skrive Bøger, men den var dog ikke saa gjennemført, som den nu blev. Endog paa Færøerne begyndte Folkedialecten at udøve Indflydelse paa den skrevne Sprogform, der dog her saagodtsom faldt sammen med den islandske[2]. Alt dette hindrede dog ikke, at Sproget fremdeles vedblev at kaldes norrønt (d. e. norskt), paa Latin lingva norica eller noricana, og det er først i de nyere Tider, efter Indførelsen af det danske Skriftsprog i Norge, at man har begyndt at kalde Norrønasproget „islandskt“.
