Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/676

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
654
Haakon Magnusſøn.

vet i Landets ſydligſte og i dets nordligſte, øſtligſte eller veſtligſte Deel, men Skriftſprogets Eenhed er aldeles fuldkommen og gjennemført, merker man i Brevſkaber, ja endog i Lov-Afſkrifter fra førſte Halvdeel af 14de Aarhundrede (ſaagodtſom de eneſte virkelige Bøger fra den Tid), kjendelige Dialectforſkjelligheder, og det uagtet Originalerne, der laa til Grund for Afſkrifterne, ingen ſaadanne kunne have fremviiſt. Man kan f. Ex. temmelig let kjende en paa Øſtlandet fra en paa Veſtlandet ſkreven Lov-Bog, derpaa at hiin har flere af de aabne og ſlæbende Vocaler, der betegne den øſtlandſke Dialect, end hine, og heller ikke fuldt ſaa ſtor Sikkerhed i de grammatiſke Former. Paa ſamme Viis gjør og i Bøger, ſkrevne paa Island, fra denne Tid af den ſæregne islandſke Udtale ſig end mere gjeldende i Bogſtaveringsmaaden, end hidtil[1]; og det var en naturlig Følge af disſe Forhold, at den islandſke Sprogform, hvorvel kun en Dialect, nu kom til at betragtes ſom den reneſte og rigtigſte. Thi da der paa Grund af den Ligegyldighed, der nu i Norge ſelv yttrede ſig med Henſyn til Sprogets Eenhed og Reenhed, ikke længer her kunde ſiges at herſke noget ſikkert Skriftſprog, og dette Sammenholdsbaand mellem Dialecterne nu var opgivet, medens ogſaa den literære Virkſomhed var ophørt, maatte Island, hvor denne fremdeles vedblev, og hvor der desuden, ſom i alle Colonilande, aldrig havde herſket nogen kjendelig Dialectforſkjellighed, herefter alene være anviiſt paa ſig ſelv, og ej alene berettiget, men endog næſten nødt til at betragte ſin Sprogform ſom den normale. Man ſeer fra denne Tid af ved førſte Øjekaſt, om en Bog eller et Brev er ſkreven af en Islænding eller af en Nordmand. Antydninger til denne Forſkjellighed fandtes vel allerede, ſom ſagt, meget tidligere, og grundede ſig vel for en Deel paa det kunſtigere Retſkrivningsſyſtem, der antoges paa Island, da man der begyndte at ſkrive Bøger, men den var dog ikke ſaa gjennemført, ſom den nu blev. Endog paa Færøerne begyndte Folkedialecten at udøve Indflydelſe paa den ſkrevne Sprogform, der dog her ſaagodtſom faldt ſammen med den islandſke[2]. Alt dette hindrede dog ikke, at Sproget fremdeles vedblev at kaldes norrønt (d. e. norſkt), paa Latin lingva norica eller noricana, og det er førſt i de nyere Tider, efter Indførelſen af det danſke Skriftſprog i Norge, at man har begyndt at kalde Norrønaſproget „islandſkt“.

  1. Se ovf. III. S. 1050.
  2. Særegenheder viſe ſig kjendeligt i den paa Færøerne nedſkrevne Lovcodex, nu opbevaret i Lands Univ. Bibl. Hist. lit. 12. (Navnlig „nea“ f. og nema).