kaldet Kejser-Retten), hvis Modstykke den paa en vis Maade kunde siges at være, og efter hvis Tilsnit den var formet, en vis Betydning, i det mindste i den offentlige Ret. Tilstrækkeligt Exempel herpaa have vi i det tunsbergske Compositions-Document af 1277, som heelt igjennem er forfattet efter den romerske Rets Former, navnlig i den Deel, som indeholder Sikkerhedsstillingerne; her heder det saaledes, at Kongen renoncerede paa enhver exceptio doli mali eller fraudis, enhver actio in factum og restitutio in integrum, saavelsom ethvert andet remedium juris canonici er civilis. Senere gik man i dette Henseende endnu videre, i Særdeleshed da det blev mere og mere almindeligt, ved vigtigere Documenters Udstedelse, at benytte sig af offentlige Notarier med kejserlig eller pavelig Autorisation, eller begge Dele. At den sidste Slags Autorisation ogsaa anerkjendtes i Norden, forstaar sig af sig selv, men desto merkeligere er det, at ogsaa den første havde samme Gyldighed og udstedtes til Nordmænd, Svenske og Danske[1], medens der aldrig tales om lignende Autorisationer, udstedte af Kongerne i Norge, Sverige eller Danmark, et temmelig sikkert Tegn paa, at disse ej engang ansaa sig berettigede til at udstede dem: en Anerkjendelse af den kejserlige Myndighed ogsaa udenfor dennes egentlige Omraade, der ligefrem var det romerske Retsstudiums Verk. At alt dette igjen maatte begunstige Anvendelsen af Latinen paa Modersmaalets Bekostning, er klart, og vi behøve ej bedre Beviis paa Latinens Anseelse og Anvendelse i Utide, end i den ovenfor omtalte Besynderlighed, at Hr. Peter paa Eid fik et paa Latin skrevet Anbefalingsbrev af Kong Erik til at understøtte sin Bejlen til en norsk Dame. Men saadanne Exempler synes dog i Norge paa den Tid endnu at være temmelig enestaaende, thi i alle indenlandske Brevskaber, der ej vedkom Kirken, brugtes dog fremdeles i Regelen kun det norske Sprog, eller hvad der, efter Sprogfordærvningens Indtræden, skulde forestille det. Men den Omstændighed, at Sproget dog ikke længer dyrkedes som Bogsprog, og at Literaturen i Norge gik i Staa og kun vedligeholdt sig eller forøgedes ved nye Bidrag paa Island, havde til Følge, at Særegenhederne i de enkelte Landsdeles Udtale og Ordforraad nu ogsaa i Skrift begyndte at gjøre sig gjeldende, og at Skriftsprogets Eenhed ikke saa strengt overholdtes som før, endog hvor det i og for sig skreves ganske reent, uden fremmedartede Indblandinger.
Medens man saaledes i tidligere norske Sproglevninger ingen Forskjel i Bogstavering og Ordformer kan opdage mellem hvad der er skre-
- ↑ Det nysnævnte Brev er saaledes verificeret af Olaf Svidlung, fra Stavangers Biskopsdømme, kejserlig autoriseret Notarius publicus.
