Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/675

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
653
Sproglige Forhold.

kaldet Kejſer-Retten), hvis Modſtykke den paa en vis Maade kunde ſiges at være, og efter hvis Tilſnit den var formet, en vis Betydning, i det mindſte i den offentlige Ret. Tilſtrækkeligt Exempel herpaa have vi i det tunsbergſke Compoſitions-Document af 1277, ſom heelt igjennem er forfattet efter den romerſke Rets Former, navnlig i den Deel, ſom indeholder Sikkerhedsſtillingerne; her heder det ſaaledes, at Kongen renoncerede paa enhver exceptio doli mali eller fraudis, enhver actio in factum og restitutio in integrum, ſaavelſom ethvert andet remedium juris canonici er civilis. Senere gik man i dette Henſeende endnu videre, i Særdeleshed da det blev mere og mere almindeligt, ved vigtigere Documenters Udſtedelſe, at benytte ſig af offentlige Notarier med kejſerlig eller pavelig Autoriſation, eller begge Dele. At den ſidſte Slags Autoriſation ogſaa anerkjendtes i Norden, forſtaar ſig af ſig ſelv, men deſto merkeligere er det, at ogſaa den førſte havde ſamme Gyldighed og udſtedtes til Nordmænd, Svenſke og Danſke[1], medens der aldrig tales om lignende Autoriſationer, udſtedte af Kongerne i Norge, Sverige eller Danmark, et temmelig ſikkert Tegn paa, at disſe ej engang anſaa ſig berettigede til at udſtede dem: en Anerkjendelſe af den kejſerlige Myndighed ogſaa udenfor dennes egentlige Omraade, der ligefrem var det romerſke Retsſtudiums Verk. At alt dette igjen maatte begunſtige Anvendelſen af Latinen paa Modersmaalets Bekoſtning, er klart, og vi behøve ej bedre Beviis paa Latinens Anſeelſe og Anvendelſe i Utide, end i den ovenfor omtalte Beſynderlighed, at Hr. Peter paa Eid fik et paa Latin ſkrevet Anbefalingsbrev af Kong Erik til at underſtøtte ſin Bejlen til en norſk Dame. Men ſaadanne Exempler ſynes dog i Norge paa den Tid endnu at være temmelig eneſtaaende, thi i alle indenlandſke Brevſkaber, der ej vedkom Kirken, brugtes dog fremdeles i Regelen kun det norſke Sprog, eller hvad der, efter Sprogfordærvningens Indtræden, ſkulde foreſtille det. Men den Omſtændighed, at Sproget dog ikke længer dyrkedes ſom Bogſprog, og at Literaturen i Norge gik i Staa og kun vedligeholdt ſig eller forøgedes ved nye Bidrag paa Island, havde til Følge, at Særegenhederne i de enkelte Landsdeles Udtale og Ordforraad nu ogſaa i Skrift begyndte at gjøre ſig gjeldende, og at Skriftſprogets Eenhed ikke ſaa ſtrengt overholdtes ſom før, endog hvor det i og for ſig ſkreves ganſke reent, uden fremmedartede Indblandinger.

Medens man ſaaledes i tidligere norſke Sproglevninger ingen Forſkjel i Bogſtavering og Ordformer kan opdage mellem hvad der er ſkre-

  1. Det nysnævnte Brev er ſaaledes verificeret af Olaf Svidlung, fra Stavangers Biſkopsdømme, kejſerlig autoriſeret Notarius publicus.