Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/667

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
645
Kong Haakons Hofliv. Oslo som Residents.

mod Slutningen af Kong Haakons Regjeringstid maa have knyttet Undersaatterne nøjere til ham og givet ham en egen Ærverdighed i deres Øjne, var upaatvivleligt den Omstændighed, at han var den sidste af sin Ætt paa Mandssiden, og at man saaledes i ham sikkert med en vis vemodig Ærbødighed betragtede det eneste endnu tilbageblevne umiddelbare Skud af den berømmelige Kongestamme, hvis Klogskab og Dygtighed Norge skyldte sin Tilværelse som Stat, og hvis Historie i Ordets egentligste Forstand ogsaa var Landets, men som nu snart aldeles skulde ophøre at være til, og kun skulde leve i Efterslægtens taknemmelige Erindring.

Uagtet Kong Haakon havde haft saa mange kostbare Krigsrustninger at bestride, og derhos altid viiste sig meget rundhaandet mod Kirken, navnlig i sit Testamente, efterlod han dog betydelige opsparede Midler, hvilket vidner om at han maa have været en særdeles god Huusholder. Uagtet hans Personlighed ingensteds nærmere er beskreven, faa vi dog ogsaa af alle de middelbare og umiddelbare Antydninger, hvorfra vi kunne slutte noget om den, det Indtryk, at han maa have yndet et stille, roligt og bramfrit Liv og blandt sine Omgivelser saavidt muligt overholdt Sømmelighed og Orden, medens han selv i alt hvad han foretog sig har faret forsigtigt og betænksomt frem og i sit Væsen viist en vis rolig, maaskee noget afmaalt og stiv, gammeldags Verdighed, hvilket og saa hans Legemsdannelse begunstigede; vi finde nemlig, som det allerede er paapeget, at Islendingerne, formodentlig ogsaa flere af Nordmændene, gave ham Tilnavnet „Haalegg“ (d. e. Højlegg); han har altsaa formodentlig været temmelig høj, smal, med et alvorligt og fornemt Udseende, og har overhoved i det Ydre mere slegtet paa sin mødrene, end paa sin fedrene Ætt. Hans Svigersøn, den muntre, livslystne Hertug Erik, var ganske det modsatte af ham, og det er let at forstaa, at Erik, der yndede Pragt i Klæder og Leveviis, Sang og Spil og alskens Glæde, ej kunde finde sig ret tilfreds hos Svigerfaderen, der forbød Indførelse af nye Moder i Klædedragt, lod forelæse Andagtsbøger ved Bordet, og overhoved vistnok søgte at omgive sig med faa megen Tarvelighed som muligt. Dette lykkedes ham dog neppe synderligt, saa længe den muntre og i Svigersønnen saa indtagne Dronning Euphemia levede: hun har derfor sikkert ofte nok været ham til Bryderi. Siden, da hans Datter, Hertuginde Ingeborg, var bleven voxen og kunde udøve nogen Indflydelse, blev det vist ogsaa noget muntert ved Hoffet, saasom hun ej alene slegtede Moderen paa, men endog synes at have været mere end almindeligt letsindig. Men i Mellemtiden har det upaatvivleligt gaaet stille og alvorligt til. Det synes da at have været Enkedronningen Isabella, der, i det mindste ved højtidelige Lejligheder, traadte i den regjerende Dronnings Plads som den fornemste blandt Kvinderne, men hun,