Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/667

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
645
Kong Haakons Hofliv. Oslo ſom Reſidents.

mod Slutningen af Kong Haakons Regjeringstid maa have knyttet Underſaatterne nøjere til ham og givet ham en egen Ærverdighed i deres Øjne, var upaatvivleligt den Omſtændighed, at han var den ſidſte af ſin Ætt paa Mandsſiden, og at man ſaaledes i ham ſikkert med en vis vemodig Ærbødighed betragtede det eneſte endnu tilbageblevne umiddelbare Skud af den berømmelige Kongeſtamme, hvis Klogſkab og Dygtighed Norge ſkyldte ſin Tilværelſe ſom Stat, og hvis Hiſtorie i Ordets egentligſte Forſtand ogſaa var Landets, men ſom nu ſnart aldeles ſkulde ophøre at være til, og kun ſkulde leve i Efterſlægtens taknemmelige Erindring.

Uagtet Kong Haakon havde haft ſaa mange koſtbare Krigsruſtninger at beſtride, og derhos altid viiſte ſig meget rundhaandet mod Kirken, navnlig i ſit Teſtamente, efterlod han dog betydelige opſparede Midler, hvilket vidner om at han maa have været en ſærdeles god Huusholder. Uagtet hans Perſonlighed ingenſteds nærmere er beſkreven, faa vi dog ogſaa af alle de middelbare og umiddelbare Antydninger, hvorfra vi kunne ſlutte noget om den, det Indtryk, at han maa have yndet et ſtille, roligt og bramfrit Liv og blandt ſine Omgivelſer ſaavidt muligt overholdt Sømmelighed og Orden, medens han ſelv i alt hvad han foretog ſig har faret forſigtigt og betænkſomt frem og i ſit Væſen viiſt en vis rolig, maaſkee noget afmaalt og ſtiv, gammeldags Verdighed, hvilket og ſaa hans Legemsdannelſe begunſtigede; vi finde nemlig, ſom det allerede er paapeget, at Islendingerne, formodentlig ogſaa flere af Nordmændene, gave ham Tilnavnet „Haalegg“ (d. e. Højlegg); han har altſaa formodentlig været temmelig høj, ſmal, med et alvorligt og fornemt Udſeende, og har overhoved i det Ydre mere ſlegtet paa ſin mødrene, end paa ſin fedrene Ætt. Hans Svigerſøn, den muntre, livslyſtne Hertug Erik, var ganſke det modſatte af ham, og det er let at forſtaa, at Erik, der yndede Pragt i Klæder og Leveviis, Sang og Spil og alſkens Glæde, ej kunde finde ſig ret tilfreds hos Svigerfaderen, der forbød Indførelſe af nye Moder i Klædedragt, lod forelæſe Andagtsbøger ved Bordet, og overhoved viſtnok ſøgte at omgive ſig med faa megen Tarvelighed ſom muligt. Dette lykkedes ham dog neppe ſynderligt, ſaa længe den muntre og i Svigerſønnen ſaa indtagne Dronning Euphemia levede: hun har derfor ſikkert ofte nok været ham til Bryderi. Siden, da hans Datter, Hertuginde Ingeborg, var bleven voxen og kunde udøve nogen Indflydelſe, blev det viſt ogſaa noget muntert ved Hoffet, ſaaſom hun ej alene ſlegtede Moderen paa, men endog ſynes at have været mere end almindeligt letſindig. Men i Mellemtiden har det upaatvivleligt gaaet ſtille og alvorligt til. Det ſynes da at have været Enkedronningen Iſabella, der, i det mindſte ved højtidelige Lejligheder, traadte i den regjerende Dronnings Plads ſom den fornemſte blandt Kvinderne, men hun,