Indvirkning paa Moraliteten de strengere og alvorligere Mænd, og ej mindst Kongen, torde have fundet betænkelig. Men hvad man end antager herom, saa er dog dette sikkert nok, at der ved det norske Hof i Kong Haakons Tid raadede et ikke ringe aandeligt Liv, der havde sin fornemste Støtte hos Kongeparret selv, og at Kongen besjæledes af en dyb religiøs Følelse, som han ogsaa, neppe uden Held, søgte at meddele sine Omgivelser. -Paa den Iver, hvormed han søgte at forbedre Lovgivningen og sørge for den indre Ro og Orden i Landet, have vi allerede i det Foregaaende seet tilstrækkelige Prøver: derom vidne desuden noksom de mange af ham udgivne almindelige eller særskilte Forordninger, som endnu ere til. Søgte han nu end vistnok, som vi have seet, at udvide Kongemagten indtil det yderste, saa at han virkelig ved sin Død ej var langt fra at kunne kaldes en uindskrænket Herre, saa handlede han dog i dette Stykke neppe saameget af Herskesyge som af fuld Overbeviisning om, at det saaledes var Folket tjenligst, og man maa derhos have for Øje, at mange af de gamle Indretninger allerede havde overlevet sig selv og saaatsige kun stode paa Papiret, ja tildeels endog, om man vilde have bibeholdt dem i sin fulde Udstrækning, vilde have været skadelige, navnlig den deelvise Antagelse af Lovforslag paa forskjellige Lagthing istedetfor et eneste. Man kan derfor ej gaa i Rette med Haakon, om han søgte at sætte noget andet og bedre i Stedet for det Forældede, men naar dette skulde skee, maatte det skee i den Aand og Retning, som den gjeldende Lovgivning selv antydede og som lige fra Sverres Tider og Lendermandsvældets Omstyrtning var bleven den herskende i Norge. Hvor ivrigt han søgte at overholde Landets Ære og Rettigheder i Almindelighed, saavelsom de enkelte Undersaatters ei Særdeleshed lige overfor fremmede Nationer og deres Medlemmer, derpaa have vi Exempler saagodtsom fra hvert Aar af hans lange Regjering. Om Oprigtigheden af hans Vilje og om hans egte Fedrelandssind var der derfor neppe nogen, som nærede Skygge af Tvivl, om end Enkelte maaskee ej kunde være enige med ham i Hensigtsmæssigheden af hans Foranstaltninger. Vi finde ellers ingen Spor til, at det egentlige Folk følte sig utilfreds under hans Herredømme. Thi at enkelte Stormænd, maaskee ophidsede af Hertug Erik, en Tid viiste sig misfornøjede, kan man ej lægge saa megen Vegt paa. Naar man undtager Fejden med Hertug Erik, som dog kun var kortvarig, nød Landet selv i det Hele taget Ro og Fred, thi, da Krigen med Danmark altid førtes i dette Land, følte man ikke synderligt dertil i Norge selv. Ingen store Ulykker indtraf indenlands, som Pest, almindelig Dyrtid, eller lignende Landeplager, ikke engang en større Ildebrand[1]. Hvad der især
- ↑ At Munkholmens Kloster brandt i 1317 (Isl. Ann.), kan ej ansees som noget særdeles betydeligt.
