Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/666

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
644
Haakon Magnusſøn.

Indvirkning paa Moraliteten de ſtrengere og alvorligere Mænd, og ej mindſt Kongen, torde have fundet betænkelig. Men hvad man end antager herom, ſaa er dog dette ſikkert nok, at der ved det norſke Hof i Kong Haakons Tid raadede et ikke ringe aandeligt Liv, der havde ſin fornemſte Støtte hos Kongeparret ſelv, og at Kongen beſjæledes af en dyb religiøs Følelſe, ſom han ogſaa, neppe uden Held, ſøgte at meddele ſine Omgivelſer. -Paa den Iver, hvormed han ſøgte at forbedre Lovgivningen og ſørge for den indre Ro og Orden i Landet, have vi allerede i det Foregaaende ſeet tilſtrækkelige Prøver: derom vidne desuden nokſom de mange af ham udgivne almindelige eller ſærſkilte Forordninger, ſom endnu ere til. Søgte han nu end viſtnok, ſom vi have ſeet, at udvide Kongemagten indtil det yderſte, ſaa at han virkelig ved ſin Død ej var langt fra at kunne kaldes en uindſkrænket Herre, ſaa handlede han dog i dette Stykke neppe ſaameget af Herſkeſyge ſom af fuld Overbeviisning om, at det ſaaledes var Folket tjenligſt, og man maa derhos have for Øje, at mange af de gamle Indretninger allerede havde overlevet ſig ſelv og ſaaatſige kun ſtode paa Papiret, ja tildeels endog, om man vilde have bibeholdt dem i ſin fulde Udſtrækning, vilde have været ſkadelige, navnlig den deelviſe Antagelſe af Lovforſlag paa forſkjellige Lagthing iſtedetfor et eneſte. Man kan derfor ej gaa i Rette med Haakon, om han ſøgte at ſætte noget andet og bedre i Stedet for det Forældede, men naar dette ſkulde ſkee, maatte det ſkee i den Aand og Retning, ſom den gjeldende Lovgivning ſelv antydede og ſom lige fra Sverres Tider og Lendermandsvældets Omſtyrtning var bleven den herſkende i Norge. Hvor ivrigt han ſøgte at overholde Landets Ære og Rettigheder i Almindelighed, ſaavelſom de enkelte Underſaatters ei Særdeleshed lige overfor fremmede Nationer og deres Medlemmer, derpaa have vi Exempler ſaagodtſom fra hvert Aar af hans lange Regjering. Om Oprigtigheden af hans Vilje og om hans egte Fedrelandsſind var der derfor neppe nogen, ſom nærede Skygge af Tvivl, om end Enkelte maaſkee ej kunde være enige med ham i Henſigtsmæsſigheden af hans Foranſtaltninger. Vi finde ellers ingen Spor til, at det egentlige Folk følte ſig utilfreds under hans Herredømme. Thi at enkelte Stormænd, maaſkee ophidſede af Hertug Erik, en Tid viiſte ſig misfornøjede, kan man ej lægge ſaa megen Vegt paa. Naar man undtager Fejden med Hertug Erik, ſom dog kun var kortvarig, nød Landet ſelv i det Hele taget Ro og Fred, thi, da Krigen med Danmark altid førtes i dette Land, følte man ikke ſynderligt dertil i Norge ſelv. Ingen ſtore Ulykker indtraf indenlands, ſom Peſt, almindelig Dyrtid, eller lignende Landeplager, ikke engang en ſtørre Ildebrand[1]. Hvad der iſær

  1. At Munkholmens Kloſter brandt i 1317 (Isl. Ann.), kan ej anſees ſom noget ſærdeles betydeligt.