Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/665

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
643
Kong Haakons Charakteer og Virksomhed.

have gjort alt i den oprigtigste og redeligste Hensigt. Gjorde han sig end, som vi have seet, skyldig i Misgreb, saa havde han i alle Fald selv ingen Forestilling derom. Hvad Talenter, Kundskaber, Kraft og redelig Charakteer angaar, kan han ustridigt sættes ved Siden af Norges ypperste Konger, hans Farfader Haakon ikke fraregnet, men desverre kjende vi for faa Træk af hans Personlighed til at kunne forestille os denne saa tydeligt, som vi kunde ønske. Vi have dog al Grund til at antage, at han, skjønt aabenbart strengere og alvorligere end baade Faderen og Broderen, dog ikke manglede Elskverdighed; hans Omgivelser sees at have elsket ham højt og at have næret ubetinget Tillid til ham; at han, uagtet han søgte at holde Gejstligheden inden de tilbørlige Skranker, dog var from og religiøs, sees af hans hele Ferd, og det er endog umiskjendeligt, at Gejstligheden selv yndede ham og betragtede ham som en Støtte, til hvem den altid i Nødsfald kunde søge Tilflugt. Den Sands for Videnskabelighed, som nedarvedes fra Sverre af til hans Ætlinger, fandtes i fuldeste Maal hos Kong Haakon. Ikke nok med, at han, som vi allerede have seet, kunde tale Latin, erfarer man ogsaa, at han, ligesom sine Forgængere, drog Omsorg for at faa gode Verker, tilhørende Udlandets Literatur, overførte i den norske. Haakons Omsorg synes dog især at have været rettet paa religiøse Skrifter, som han lod udarbejde til at forelæses for Hirdmændene ved højtidelige Lejligheder. Et af disse er endnu til, nemlig den saakaldte Stjorn, en norsk Bearbejdelse af det gamle Testamentes Bøger efter Vulgata, ledsaget af Jevnførelser med og Tillæg fra andre berømte historisk-theologiske Verker. I Fortalen siges det udtrykkeligt, at Bogen blev udarbejdet under Kongens eget Tilsyn og efter hans Tilsagn, og var bestemt til at forelæses for Kongen og hans Mænd ved Bordet om Søndagene. Verket, der er af betydelig Udstrækning, udmerker sig ved et fortrinligt, egte norskt, Sprog. Af Fortalen erfarer man endvidere, at Kongen tidligere havde foranstaltet en Oversættelse eller Bearbejdelse af et latinsk Skrift om Helgeners Levnet kaldet „Hellige Mænds Blomster“, ligeledes bestemt til Forelæsning ved Hirdbordet paa vedkommende Helgeners Højtidsdage[1]. Hvorledes Dronning Euphemia til samme Tid ikke viiste sig mindre ivrig for at faa de meest yndede franske Riimromaner overførte deels paa Norsk i ubunden Stiil, deels i svenske Riim, upaatvivlelig for at gjøre sin Yndling, Hertug Erik, deelagtig i deres Indhold, er ovenfor fortalt. Det er endog ikke usandsynligt, at Kong Haakon med Flid har drevet paa at faa religiøse Skrifter udarbejdede og lade dem forelæse, for derved at sætte nogen Modvegt mod det maaskee altfor overhaandtagende Romansværmeri, hvis

  1. Se Gislason, um frumparta isl. tungu S. X, XIII.