Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/665

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
643
Kong Haakons Charakteer og Virkſomhed.

have gjort alt i den oprigtigſte og redeligſte Henſigt. Gjorde han ſig end, ſom vi have ſeet, ſkyldig i Misgreb, ſaa havde han i alle Fald ſelv ingen Foreſtilling derom. Hvad Talenter, Kundſkaber, Kraft og redelig Charakteer angaar, kan han uſtridigt ſættes ved Siden af Norges ypperſte Konger, hans Farfader Haakon ikke fraregnet, men desverre kjende vi for faa Træk af hans Perſonlighed til at kunne foreſtille os denne ſaa tydeligt, ſom vi kunde ønſke. Vi have dog al Grund til at antage, at han, ſkjønt aabenbart ſtrengere og alvorligere end baade Faderen og Broderen, dog ikke manglede Elſkverdighed; hans Omgivelſer ſees at have elſket ham højt og at have næret ubetinget Tillid til ham; at han, uagtet han ſøgte at holde Gejſtligheden inden de tilbørlige Skranker, dog var from og religiøs, ſees af hans hele Ferd, og det er endog umiskjendeligt, at Gejſtligheden ſelv yndede ham og betragtede ham ſom en Støtte, til hvem den altid i Nødsfald kunde ſøge Tilflugt. Den Sands for Videnſkabelighed, ſom nedarvedes fra Sverre af til hans Ætlinger, fandtes i fuldeſte Maal hos Kong Haakon. Ikke nok med, at han, ſom vi allerede have ſeet, kunde tale Latin, erfarer man ogſaa, at han, ligeſom ſine Forgængere, drog Omſorg for at faa gode Verker, tilhørende Udlandets Literatur, overførte i den norſke. Haakons Omſorg ſynes dog iſær at have været rettet paa religiøſe Skrifter, ſom han lod udarbejde til at forelæſes for Hirdmændene ved højtidelige Lejligheder. Et af disſe er endnu til, nemlig den ſaakaldte Stjorn, en norſk Bearbejdelſe af det gamle Teſtamentes Bøger efter Vulgata, ledſaget af Jevnførelſer med og Tillæg fra andre berømte hiſtoriſk-theologiſke Verker. I Fortalen ſiges det udtrykkeligt, at Bogen blev udarbejdet under Kongens eget Tilſyn og efter hans Tilſagn, og var beſtemt til at forelæſes for Kongen og hans Mænd ved Bordet om Søndagene. Verket, der er af betydelig Udſtrækning, udmerker ſig ved et fortrinligt, egte norſkt, Sprog. Af Fortalen erfarer man endvidere, at Kongen tidligere havde foranſtaltet en Overſættelſe eller Bearbejdelſe af et latinſk Skrift om Helgeners Levnet kaldet „Hellige Mænds Blomſter“, ligeledes beſtemt til Forelæsning ved Hirdbordet paa vedkommende Helgeners Højtidsdage[1]. Hvorledes Dronning Euphemia til ſamme Tid ikke viiſte ſig mindre ivrig for at faa de meeſt yndede franſke Riimromaner overførte deels paa Norſk i ubunden Stiil, deels i ſvenſke Riim, upaatvivlelig for at gjøre ſin Yndling, Hertug Erik, deelagtig i deres Indhold, er ovenfor fortalt. Det er endog ikke uſandſynligt, at Kong Haakon med Flid har drevet paa at faa religiøſe Skrifter udarbejdede og lade dem forelæſe, for derved at ſætte nogen Modvegt mod det maaſkee altfor overhaandtagende Romanſværmeri, hvis

  1. Se Gislaſon, um frumparta isl. tungu S. X, XIII.