Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/664

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
642
Haakon Magnusſøn.

Friheder fornyedes. Trehundrede Mkr. brændt Sølv ſkjenkede han til Indkjøb af Jordegods, for hvis Indkomſter Klerker fra ſamme Kirke ſkulde underſtøttes i ſine Studeringer udenlands; han ſkjenkede den ſit daglige Portativ-Capell med Prydelſer og Altarklæder, flere Koſtbarheder og Bøger; altſammen paa den Betingelſe at Provſten og hans Efterfølgere ſkulde paa hans Dødsdag hvert Aar beſpiſe 60 Fattige med Mad og Drikke og hver Løverdag beverte 7 fattige Klerker med Brød, Smør og Øl, ſamt at Klerkerne ſkulde hver Løverdag hver ſige fem Ave Maria med Knæfald for Marias Alter i Kirken. Dens Collegium fik Gaarden Lyn (Ljon d. e. Ljan) i Oslohered med tilhørende Rettigheder, hans portative Breviarium tilligemed et andet, nys ſkrevet i Paris, ligeledes imod at beſpiſe paa hans Aartid et Antal Fattige, vaſke deres Fødder, give dem visſe Klædningſtykker ſamt nogle Penge, beſpiſe 8 fattige Klerker hver Løverdag og forrette de ſamme Andagtsøvelſer ſom ovenfor anført. Apoſtelkirken i Bergen fik 70 Mkr. brændt Sølv til at gjøre en Reliqvietavle og andre Reliqvie-Repoſitorier, ligeledes gav han den endeel andre koſtbare Klædningsſtykker m. m., ſamt til Opbygning alle de kongelige Indtægter af Hjaltland og Færøerne, ſaaledes at disſe, naar Bygningen var ganſke færdig, ſkulde falde tilbage til Kronen. Fremdeles bekræftede han alle tidligere ſamme Kirke givne Privilegier. Kirken paa Agvaldsnes og Michaelskirken i Tunsberg, ligeledes kongelige Capeller, betænktes ogſaa rigeligt. Dette er alt, hvad der er levnet af Teſtamentet. Atten Dage derefter, den 8de Mai, afgik Kongen ved Døden, ikke mere end 49 Aar gammel[1].

Med Haakon, der i ſine Breve kalder ſig den femte af dette Navn, uddøde Kong Harald Haarfagres ærverdige Mandsſtamme, forſaavidt man kan antage Harald Gille og Sverre for virkelige Konge-Ætlinger. Han efterlod Norge ſom et mægtigt, anſeet og velordnet Rige med fyldte Fehirdſler og en allerede forud ordnet Styrelſe. Tilſyneladende havde man ſaaledes de bedſte Udſigter til at alt for Fremtiden vilde gaa godt. Om han ſelv ogſaa nærede dette Haab, eller om han ikke allerede forudſaa de Uvejrſkyer, ſom ſiden trak op over Norge, tør vi ej afgjøre. Han var ſig i alle Fald bevidſt at have gjort hvad han kunde, og at

  1. Hans Dødsdag anføres i flere Nekrologier, navnlig i det norſke, aftrykt hos Langebek, Scr. r. Dan. V. S. 385. Han kaldes her dulcissimus, ei Tegn paa, at han maa have været afholdt. At han døde paa Tunsbergshuus, ſiges udtrykkeligt i den Kongerække, der findes bagefter Historia Norvegiæ. Det er ogſaa i og for ſig ſelv rimeligt, at han, naar han følte ſig Døden nær den 20de April og da allerede havde tilbragt lang Tid der, ſandſynligviis paa Sygeleiet, ikke ſidenefter knade blive flyttet derfra, ſkjønt de fleſte have antaget, at han døde i Oslo.