Magnus, hans nærmeste Arving, omkom eller faldt i Fienders Hænder, vilde Norge være herreløst og priisgivet for alleslags indre Stridigheder og politiske Rystelser. Slige Bekymringer kunde vel endog undergrave sterkere Mænds Helbred end Haakons. Formodentlig maa han kort efter hiin Stilstands Afslutning være bleven alvorligt syg, og have tilbragt hele den Tid, under hvilken man intet hører fra ham, paa Tunsberghuus, hvor vi endnu finde ham den 20de April 1319. Og at han da troede at føle Døden nærme sig, maa vi slutte af den Omstændighed, at han paa denne Dag lod Kantsleren Ivar Olafssøn, sin Svigersøn Hafthor Jonssøn, Merkesmanden Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn, Aamunde Borgarssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Guthorm Helgessøn og Thorgeir Simonssøn tilsverge sig ved de dyrebareste Eeder paa Korset og mange andre Helligdomme, at de vilde overholde hans Bestemmelser om Kongearven og Rigsstyrelsen, være enige og samraadige, styrke Kongens Arving og ikke inddrage Udlændinger til at have Fæstninger, Sysler, Raad eller Embeder, enten i Rigsarvingens Umyndighed, eller efterat han var bleven myndig[1]. Herom udstedte de paa hiin Dag sit Brev. Det forstaar sig af sig selv, at han maa have bestemt disse Mænd til at være Medlemmer af det Tolvmandsraad, som ifølge Akten af 1302 skulde forestaa Rigsstyrelsen. Af Bestemmelsen om at Udlændinger ikke maatte inddrages i Rigets Befalingsposter tør man vel slutte, at han allerede forudsaa, hvad der kort efter ogsaa gik i Opfyldelse, at hans Dattersøn Magnus tillige vilde blive valgt til Sveriges Konge. Formodentlig gjorde han ogsaa paa denne Tid sit Testamente, af hvilket der kun findes et Brudstykke tilbage[2], saaat man ej kjender alle hans Legater; man erfarer kun at han skjenkede rige Gaver til sine Capeller, fornemmelig Mariekirken i Oslo, hvor han vilde begraves[3]. Den fik 500 Mkr. brændt Sølv, hundrede Marks Bool af de kongelige Besiddelser i Viken, foruden hvad den tidligere havde faaet til Bygning og Ophold m. m. Alle dens tidligere erholdte Privilegier, Rettigheder og
- ↑ Dipl. Norv. I. 156.
- ↑ Dipl. Norv. IV. 128. Testamentbrudstykket er der aftrykt efter den eneste forhaandenværende Afskrift i Barth. E. 760.
- ↑ Mariekirken nævnes ikke i Brudstykket, fordi den Deel, hvori Navnet forekom, er borte, men man kan dog ikke et Øjeblik tvivle paa, at det er den, som her betænkes med saa rige Gaver fremfor alle de øvrige, naturligviis af den Grund, at han der valgte sit Hvilested. Formodentlig har Testamentet begyndt hermed, faa at det er den første Deel, vi have for os. Efter Capellerne nævntes vistnok de øvrige gejstlige Stiftelser i Landet, og derefter de enkelte Personer, som han betænkte med Gaver.
