sig udenfor. Sverige, undtagen paa Gotland, for saa vidt Indbyggerne tillade ham det; og at bede om denne Tilladelse skulle de Hertugelige eller Sveriges Indbyggere ej formene ham.
3. Kongesønnen Magnus skal fremdeles indtil videre blive i Fængsel, dog skal der ingen Skade tilføjes ham paa Liv eller Lemmer.
4. De, som ere skyldige i Hertugernes Død, maa ej lade sig finde i Sverige.
5. Alle Fanger skulle sættes paa fri Fod, dog skulle de, som allerede have indgaaet at betale Løskjøbelsessum, tilsvare denne.
6. De Hertugelige skulle ej understøtte Hertug Christopher eller Erkebiskop Æsger, om de bekrige Kongen af Danmark.
7. Alle Tvistepunkter mellem Kong Byrge og hans Brødrebørn skulle til førstkommende St. Hansdag i Helsingborg afgjøres af 8 Voldgiftsmænd, nemlig paa dansk Side Biskop Olaf af Roeskilde, Marsken Ludvig Albrechtssøn, Laurents Jonssøn og Ingvar Hjort, paa svensk Biskop Karl af Linkøping, Knut Magnussøn, Lagmand i Vestergøtland, Bo Nikolassøn og Erik Thoressøn; om disse Mænd endog ikke kunne komme til Enighed og afsige nogen Dom, skal dog Stilstanden fremdeles vedblive.
8. Danekongen skal ikke lade Skaaningerne undgjelde for at de have hjulpet de Svenske.
Forløfte for denne Forenings Overholdelse gaves paa dansk Side af 12 Mænd, hvoriblandt Biskoppen af Roeskilde og Marsken; formodentlig gav ligeledes paa svensk Side Biskop Karl og 11 verdslige Herrer sit Forløfte. Med Kong Erik beseglede Markgrev Valdemar af Brandenburg, Hertug Erik af Sønderjylland, der i 1312 havde efterfulgt sin Fader Valdemar, Henrik af Meklenburg og Grev Henrik af Holsten. Den anden Gjenpart maa have været beseglet af Kong Haakon, Matthias Drottsete og flere svenske Herrer. Det er tydeligt, at Kong Haakon her ikke egentlig optraadte i Egenskab af Norges Konge, men som Hertugindernes nærmeste Frænde og sin Dattersøns naturlige Formynder.
Efter denne Fredsslutning erfarer man for flere Maaneder intet om, hvad Kong Haakon foretog sig, eller hvad der overhoved skede i Norge, og det Indtryk paatrænger sig, at Efterretningen om Svigersønnens Død og Ængstelsen over Datterens og Dattersønnens fremtidige Skjebne under de voldsomme politiske Storme, der nu rystede Sverige, har givet hans vistnok allerede svage Helbred et Knæk, der fremskyndede hans Død.
Vel havde Hertugindernes Parti for Øjeblikket Overhaand, men dermed var det dog ej afgjort, at ikke Bladet kunde vende sig, og isaafald vilde ej alene hans Datter og Dattersøn personligt komme i Fare, men ogsaa Norges egen indre Fred og Rolighed staa paa Spil, thi hvis den unge
