Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/662

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
640
Haakon Magnusſøn.

ſig udenfor. Sverige, undtagen paa Gotland, for ſaa vidt Indbyggerne tillade ham det; og at bede om denne Tilladelſe ſkulle de Hertugelige eller Sveriges Indbyggere ej formene ham.

3. Kongeſønnen Magnus ſkal fremdeles indtil videre blive i Fængſel, dog ſkal der ingen Skade tilføjes ham paa Liv eller Lemmer.

4. De, ſom ere ſkyldige i Hertugernes Død, maa ej lade ſig finde i Sverige.

5. Alle Fanger ſkulle ſættes paa fri Fod, dog ſkulle de, ſom allerede have indgaaet at betale Løskjøbelſesſum, tilſvare denne.

6. De Hertugelige ſkulle ej underſtøtte Hertug Chriſtopher eller Erkebiſkop Æsger, om de bekrige Kongen af Danmark.

7. Alle Tviſtepunkter mellem Kong Byrge og hans Brødrebørn ſkulle til førſtkommende St. Hansdag i Helſingborg afgjøres af 8 Voldgiftsmænd, nemlig paa danſk Side Biſkop Olaf af Roeskilde, Marſken Ludvig Albrechtsſøn, Laurents Jonsſøn og Ingvar Hjort, paa ſvenſk Biſkop Karl af Linkøping, Knut Magnusſøn, Lagmand i Veſtergøtland, Bo Nikolasſøn og Erik Thoresſøn; om disſe Mænd endog ikke kunne komme til Enighed og afſige nogen Dom, ſkal dog Stilſtanden fremdeles vedblive.

8. Danekongen ſkal ikke lade Skaaningerne undgjelde for at de have hjulpet de Svenſke.

Forløfte for denne Forenings Overholdelſe gaves paa danſk Side af 12 Mænd, hvoriblandt Biſkoppen af Roeskilde og Marſken; formodentlig gav ligeledes paa ſvenſk Side Biſkop Karl og 11 verdslige Herrer ſit Forløfte. Med Kong Erik beſeglede Markgrev Valdemar af Brandenburg, Hertug Erik af Sønderjylland, der i 1312 havde efterfulgt ſin Fader Valdemar, Henrik af Meklenburg og Grev Henrik af Holſten. Den anden Gjenpart maa have været beſeglet af Kong Haakon, Matthias Drottſete og flere ſvenſke Herrer. Det er tydeligt, at Kong Haakon her ikke egentlig optraadte i Egenſkab af Norges Konge, men ſom Hertugindernes nærmeſte Frænde og ſin Datterſøns naturlige Formynder.

Efter denne Fredsſlutning erfarer man for flere Maaneder intet om, hvad Kong Haakon foretog ſig, eller hvad der overhoved ſkede i Norge, og det Indtryk paatrænger ſig, at Efterretningen om Svigerſønnens Død og Ængſtelſen over Datterens og Datterſønnens fremtidige Skjebne under de voldſomme politiſke Storme, der nu ryſtede Sverige, har givet hans viſtnok allerede ſvage Helbred et Knæk, der fremſkyndede hans Død.

Vel havde Hertugindernes Parti for Øjeblikket Overhaand, men dermed var det dog ej afgjort, at ikke Bladet kunde vende ſig, og iſaafald vilde ej alene hans Datter og Datterſøn perſonligt komme i Fare, men ogſaa Norges egen indre Fred og Rolighed ſtaa paa Spil, thi hvis den unge