Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/654

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
632
Haakon Magnusſøn.

Denne havde forgjeves viiſt ſig for Stockholms Slot og opfordret det til Overgivelſe. Beſætningen drog Vindebroen op ligefor hans Øjne; i Forening med Stadens Kjøbmænd angreb den hans Mænd paa Norrmalm og ſlog dem paa Flugt med Folketab; han maatte med Skamme vende tilbage til Nykøping og ſaa ingen anden Udvej, end at bede ſin Svoger Danekongen om Biſtand. Han afferdigede i den Anledning Drottſeten og to andre paalidelige Mænd til Danmark med den meſt udſtrakte Fuldmagt til at indgaa de Betingelſer, Kong Erik fandt for godt at opſtille, og lod tillige ſin Søn Magnus, der fremdeles opholdt ſig ved Morbroderens Hof, hilſe at han ſkulde komme til ham og hjelpe ham at dæmpe Opſtanden. Kong Erik ſendte ſtrax Magnus afſted med 600 Ryttere og ſluttede i Helſingborg den 27de Februar 1318 en Overeenskomſt med de ſvenſke Befuldmægtigede, der ganſke optraadte i Kong Byrges Navn, hvorved han forbandt ſig til at hjelpe denne i Krigen mod hans Brødre, indtil han havde faaet fuldkommen Enighed, imod at Kong Byrge pantſatte ham alt hvad han ejede af Smaaland tilligemed Viſingsø[1]. Imidlertid havde allerede Hertugernes Tilhængere trængt frem til Nykøping og begyndt at belejre Slottet, for at befrie deres fangne Herrer, og Kongen, der maa have mistvivlet om at kunne forſvare ſig ſaa længe indtil han fik Undſætning, begav ſig til Stekeborg, efterat han med afmægtig Harme havde læſt Taarnet, hvori Hertugerne vare indeſpærrede, og kaſtet Nøglerne i Elven. Siden drog han ſin Søn imøde og forenede ſine Tropper med hans; derpaa rykkede de tilſammen længer ind i Øſtergøtland, men mødte ved Skærkind endeel af Hertugernes Tilhængere, der ſloge dem paa Flugt. De begave ſig nu over Holaveden til Veſtergøtland; her ſamlede Bønderne ſig mod dem ved Karlaby, anførte af nogle Hofmænd, dog lykkedes det Kongen at faa en Deel af Bønderne til at dagthinge og drage hjem; de øvrige vovede desuagtet en Kamp og bleve ſlagne, hvorefter ogſaa disſe dagthingede og droge hver til ſit[2]. Nu havde Kongen for et Øjeblik, ſom det ſyntes, Overhaand, fordeelte ſine Folk rundt om i Stæderne og afſkar Tilførſelen for den Hær, der belejrede Nykøping, men det varede ikke længe førend den unge Knut Porſe, Søn af den oftere omtalte danſke Kongedrabsmand Peter Porſe, kom Belejrerne til Hjelp, overfaldt de kongelige Tropper og ſlog dem ſaa eftertrykkeligt, at de danſke og lejede tydſke Tropper, der laa i Linkøping og Skeninge, ved Efterretningen derom brøde op, og flygtede til Danmark. I denne Vaande efterlod Byrge

  1. Dipl. Sv. No. 2134. Jvfr. Riimkrøniken.
  2. Dette ſkal efter ſenere Forfatteres Udſagn være ſkeet den 19de Marts; Riimkr. nævner ingen Tidsbeſtemmelſe.