Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/654

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
632
Haakon Magnussøn.

Denne havde forgjeves viist sig for Stockholms Slot og opfordret det til Overgivelse. Besætningen drog Vindebroen op ligefor hans Øjne; i Forening med Stadens Kjøbmænd angreb den hans Mænd paa Norrmalm og slog dem paa Flugt med Folketab; han maatte med Skamme vende tilbage til Nykøping og saa ingen anden Udvej, end at bede sin Svoger Danekongen om Bistand. Han afferdigede i den Anledning Drottseten og to andre paalidelige Mænd til Danmark med den mest udstrakte Fuldmagt til at indgaa de Betingelser, Kong Erik fandt for godt at opstille, og lod tillige sin Søn Magnus, der fremdeles opholdt sig ved Morbroderens Hof, hilse at han skulde komme til ham og hjelpe ham at dæmpe Opstanden. Kong Erik sendte strax Magnus afsted med 600 Ryttere og sluttede i Helsingborg den 27de Februar 1318 en Overeenskomst med de svenske Befuldmægtigede, der ganske optraadte i Kong Byrges Navn, hvorved han forbandt sig til at hjelpe denne i Krigen mod hans Brødre, indtil han havde faaet fuldkommen Enighed, imod at Kong Byrge pantsatte ham alt hvad han ejede af Smaaland tilligemed Visingsø[1]. Imidlertid havde allerede Hertugernes Tilhængere trængt frem til Nykøping og begyndt at belejre Slottet, for at befrie deres fangne Herrer, og Kongen, der maa have mistvivlet om at kunne forsvare sig saa længe indtil han fik Undsætning, begav sig til Stekeborg, efterat han med afmægtig Harme havde læst Taarnet, hvori Hertugerne vare indespærrede, og kastet Nøglerne i Elven. Siden drog han sin Søn imøde og forenede sine Tropper med hans; derpaa rykkede de tilsammen længer ind i Østergøtland, men mødte ved Skærkind endeel af Hertugernes Tilhængere, der sloge dem paa Flugt. De begave sig nu over Holaveden til Vestergøtland; her samlede Bønderne sig mod dem ved Karlaby, anførte af nogle Hofmænd, dog lykkedes det Kongen at faa en Deel af Bønderne til at dagthinge og drage hjem; de øvrige vovede desuagtet en Kamp og bleve slagne, hvorefter ogsaa disse dagthingede og droge hver til sit[2]. Nu havde Kongen for et Øjeblik, som det syntes, Overhaand, fordeelte sine Folk rundt om i Stæderne og afskar Tilførselen for den Hær, der belejrede Nykøping, men det varede ikke længe førend den unge Knut Porse, Søn af den oftere omtalte danske Kongedrabsmand Peter Porse, kom Belejrerne til Hjelp, overfaldt de kongelige Tropper og slog dem saa eftertrykkeligt, at de danske og lejede tydske Tropper, der laa i Linkøping og Skeninge, ved Efterretningen derom brøde op, og flygtede til Danmark. I denne Vaande efterlod Byrge

  1. Dipl. Sv. No. 2134. Jvfr. Riimkrøniken.
  2. Dette skal efter senere Forfatteres Udsagn være skeet den 19de Marts; Riimkr. nævner ingen Tidsbestemmelse.