Fortæring at faa til deres talrige Følge. Man havde nemlig heel listigt sørget for at faa alle de Fødemidler, der fandtes paa Stedet, bragte til Nykøping. Saaledes droge da Hertugerne videre, kom til Nykøping, og reed op paa Slottet, hvor de fandt den herligste Modtagelse, og hvor Aftenen tilbragtes i Drik og Lystighed, saa at den sidste Rest af Forsigtighed, som endnu fandtes hos Hertugerne og deres Mænd, ganske forsvandt. Thi da Dronningen ytrede, at Huusrummet paa Slottet var for lidet til at skaffe deres Følge Natteleje, og at dette derfor maatte tage Qvarteer nede i Byen, fandt de sig endog heri, og lode alle sine Riddere gaa bort, saa at de selv bogstaveligt saa godt som ene vare tilbage. Aldrig saasnart havde de begivet sig til Sengs, førend Fienderne strax skrede til Verket. Portene bleve paa Drottsetens Befaling stængte, og Kongen gav nu en af sine Riddere, ved Navn Hr. Knut, den Befaling, at gaa ind til Hertugerne og tage dem fangne. Knut vilde ikke have noget med et saadant Forræderi at bestille; to andre Riddere vægrede sig ligeledes, og bleve derfor kastede i Taarnet; men snart fandtes dog de, hvis Samvittighed var mindre øm; en Skare Bevæbnede trængte ind i Sovekammeret og tog Hertugerne efter nogen Modstand til Fange. Strax efter kom Kongen ind til dem, med et af den vildeste Hevnlyst fordrejet Aasyn; han spurgte dem haanende, om de nu ikke mindedes Haatuna-Legen, og befalede at lægge dem i Stok og Lænker og bringe dem i Fangetaarnet. Dette skede med stor Haardhed og Voldsomhed. Og da Kongen nu havde seet dem vel forvarede bag tykke Mure og faste Laase, overgav han sig til den mest ubegrændsede Glæde; nu endelig, sagde han, har jeg Sveriges Rige i min Haand! Ogsaa Ridderne i Byen bleve tagne til Fange, kun nogle enkelte fik Tilladelse til at drage bort mod Løfte om at indfinde sig igjen til en bestemt Dag. Derpaa begav Kongen sig afsted, ledsaget af Dronningen og Drottseten, for at underlægge sig Hertugernes Besiddelser, hvilket han nu antog for en let Sag. Til Befalingsmand paa Nykøpings Slot og de vigtige Fangers Vogter satte han en Estlænding ved Navn Christiern Schierbeck[1].
Men Følgerne af Kongens Forræderi bleve langt anderledes, end han og hans Raadgivere havde tænkt. Efterretningen vakte overalt, hvor den kom, den største Forbitrelse, og Hertugernes Mænd og Tilhængere stode alle som een mod Kong Byrge. Hertuginde Ingeborg, som kort før havde født en Datter, der efter hendes Moder fik Navnet Euphemia, begav sig med sine Børn til Skara Slot, medens Befalingsmanden paa Kalmar, Hr. Karl, lod udgaa Krigsbud og samlede Smaalændingerne, ligesom Matthias Ketilmundssøn Vestgøterne, for at føre dem mod Kongen.
- ↑ Riimkrøniken, tilligemed flere Annaler.
