Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/652

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
630
Haakon Magnusſøn.

ges nærmeſte Kreds kommen til den Overbeviisning, at et afgjørende Skridt maatte tages, og da Hertugerne vare for mægtige til at man kunde bruge Magten imod dem, maatte man gribe til Liſt og den ſkammeligſte Svig[1]. Man ſøgte nemlig ved forſtilt Venlighed at gjøre dem godtroende og indbilde dem, at Kongen nu endelig oprigtigt ønſkede at komme dem imøde og forlige ſig med dem, for at faa dem begge paa eengang lokket i Kongens Vold. Og dette lykkedes altfor vel, og ſnarere end maaſkee Kongen og hans Venner ſelv havde ventet. Paa en Rejſe, ſom Hertug Valdemar i October eller November 1317 foretog til Stockholm, beſøgte han undervejs Kong Byrge i Nykøping, og blev der modtagen af Kongen og Dronningen med den ſtørſte Venlighed. Dronningen anſtillede ſig, ſom om det gjorde hende hjertelig ondt, at Hertug Erik altid ſøgte at undgaa hende; hun ſpurgte Valdemar, om han da aldrig vilde komme, og Valdemar lod ſig virkelig føre bag Lyſet, ſaa at han troede hendes Forſonlighed oprigtig, og maaſkee endog, ſom det ſedvanligt gaar, følte en vis Anger og Undſeelſe over at have troet verre om hende og ſin Broder, end de fortjente. Han blev der om Natten, og rejſte derfra med den fulde Overbeviisning at han og Erik herefter fra.deres Broder Kong Byrge og hans Dronning kun havde alt godt at vente. Kort efter indbød Kongen ſkriftligt begge ſine Brødre til ſig til Løverdagen efter St. Nicolai Dag (den 10de December), formodentlig i det foregivne Øjemed, at de ſkulde tilbringe Julen hos ham. Erik, ſom paa den Tid maa have været ſammen med Valdemar paa Daavø, ſpurgte denne, der ſidſt havde været hos Kongen, om han antog det tilraadeligt at modtage Indbydelſen. Valdemar meente at der aldeles ikke var nogen Fare. Erik indvendte, at Dronningen og Brunke ej vare at tro paa, ligeſaa lidet ſom Kongen, om denne end nu talede ſledſkt. Valdemar var fremdeles godtroende, og Erik lod ſig endelig overtale. Ingen af deres Følge ſynes, beſynderligt nok, at have advaret dem. Førſt da de vare komne i Nærheden af Nykøping, kom der en ung Ridder, ſom alvorligt advarede dem mod at give ſig paa een Gang i Kongens Vold. Men Valdemar ſvarede ham uvenligt, ſom om han kun ſøgte at ſætte Ondt paany mellem dem og Kongen, og Ridderen reed harmfuld bort. Det ſynes dog at have været Hertugernes Henſigt, ikke ſtrax om Aftenen at drage lige til Nykøping, men at tage Natteleje en Miils Vej derifra, da der indtraf Udſendinger fra Kongen med den Hilſen, at de dog endelig maatte komme til Slottet endnu ſamme Aften og tilbringe Natten der; nu var der jo dog kun en Miil tilbage. Hertugerne havde ſaa godt ſom heller ikke noget Valg, thi der var ingen

  1. See Suhm XI. 814, 815.