have et langt bedre Fodfeste i Norge end hidtil, og navnlig ej længer at trænge til Danekongens Understøttelse, kan man slutte af den Omstændighed, at han ikke længer fandt det Umagen verd at vedligeholde dennes Venskab, men snarere ønskede at afkaste sine Forpligtelser til ham som en Byrde; thi ifølge en ikke utroverdig Forfatters Beretning skulle begge Hertuger i Aaret 1317 venskabeligen have modtaget Hertug Christoffer, der i Slutningen af 1316 paany havde begyndt. Fejde mod Kong Erik, saavel som Erkebiskop Æsger i Lund, der havde forbundet sig med ham[1]. Dette tør maaskee have staaet i Forbindelse med nye Planer, som Hertugerne nærede til at støde Kong Byrge fra Tronen, thi saa meget er vist, at det nu kun var Danekongen, der opretholdt Byrge; uden dennes Hjelp vilde Byrge falde ved første Stød, ja saa godt som af sig selv. Byrge havde alt for ofte Lejlighed til at erfare, hvor vaklende hans Trone var, og hvor lidet han gjaldt i sine Undersaatters Øjne. Da han i 1313 havde anseet sig nødt til at paalægge Gotlændingerne en overordentlig Skat og selv begivet sig over til Øen for at inddrive den, vægrede disse sig reentud for at betale, grebe til Vaaben og dreve ham med Tab tilbage, saa at han maatte bekvemme sig til det ydmygende Skridt at indgaa et Forliig med dem. Tre Aar efter gjorde Helsingerne Opstand imod ham, ligeledes i Anledning af nogle Skatter; dette Oprør blev vel dæmpet og Hovedmændene henrettede, men ikke desto mindre fulgte Smaalændingerne deres Exempel, anførte af en vis Bugge, der endog, formodentlig halv i Spøg, blev kaldet deres Konge[2]. For alt dette gav Kongen sine Brødre vistnok Skylden, og for saa vidt ej med Urette, som det i det mindste var aabenbart, at hans Undersaatter vilde have haft langt større Respect for ham, og ikke vovet at byde ham slig Trods, hvis ikke Hertugerne havde svækket hans Magt og ydmyget ham i den hele Nations Øjne. Men der manglede heller ikke paa dem, som formelig opeggede ham mod hans Brødre, og søgte at indskærpe ham Nødvendigheden af at forekomme dem ved et raskt Skridt, førend de kunde bringe deres Planer mod ham til Udførelse. Blandt dem, som søgte at overtale ham dertil, nævnes fornemmelig Dronning Margrete og Drottseten Johan Brunke. Ogsaa hans Svoger Danekongen, der unegtelig havde Grund til at harmes over Hertug Eriks Ferd, skal ivrigt bane tilskyndet ham at stræbe Hertugerne efter Livet og oplagt Raad derom med sin Syster, Dronning Margrete, medens derimod hans egen Dronning, Kong Byrges og Hertugernes Syster, skal have heldet til deres Side. Mod Slutningen af 1317 var man i Kong Byr-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/651
Denne siden er korrekturlest
629
1317. Kong Byrge lokker sine Brødre til sig i Nykøping.
