Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/651

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
629
1317. Kong Byrge lokker ſine Brødre til ſig i Nykøping.

have et langt bedre Fodfeſte i Norge end hidtil, og navnlig ej længer at trænge til Danekongens Underſtøttelſe, kan man ſlutte af den Omſtændighed, at han ikke længer fandt det Umagen verd at vedligeholde dennes Venſkab, men ſnarere ønſkede at afkaſte ſine Forpligtelſer til ham ſom en Byrde; thi ifølge en ikke utroverdig Forfatters Beretning ſkulle begge Hertuger i Aaret 1317 venſkabeligen have modtaget Hertug Chriſtoffer, der i Slutningen af 1316 paany havde begyndt. Fejde mod Kong Erik, ſaavel ſom Erkebiſkop Æsger i Lund, der havde forbundet ſig med ham[1]. Dette tør maaſkee have ſtaaet i Forbindelſe med nye Planer, ſom Hertugerne nærede til at ſtøde Kong Byrge fra Tronen, thi ſaa meget er viſt, at det nu kun var Danekongen, der opretholdt Byrge; uden dennes Hjelp vilde Byrge falde ved førſte Stød, ja ſaa godt ſom af ſig ſelv. Byrge havde alt for ofte Lejlighed til at erfare, hvor vaklende hans Trone var, og hvor lidet han gjaldt i ſine Underſaatters Øjne. Da han i 1313 havde anſeet ſig nødt til at paalægge Gotlændingerne en overordentlig Skat og ſelv begivet ſig over til Øen for at inddrive den, vægrede disſe ſig reentud for at betale, grebe til Vaaben og dreve ham med Tab tilbage, ſaa at han maatte bekvemme ſig til det ydmygende Skridt at indgaa et Forliig med dem. Tre Aar efter gjorde Helſingerne Opſtand imod ham, ligeledes i Anledning af nogle Skatter; dette Oprør blev vel dæmpet og Hovedmændene henrettede, men ikke deſto mindre fulgte Smaalændingerne deres Exempel, anførte af en vis Bugge, der endog, formodentlig halv i Spøg, blev kaldet deres Konge[2]. For alt dette gav Kongen ſine Brødre viſtnok Skylden, og for ſaa vidt ej med Urette, ſom det i det mindſte var aabenbart, at hans Underſaatter vilde have haft langt ſtørre Reſpect for ham, og ikke vovet at byde ham ſlig Trods, hvis ikke Hertugerne havde ſvækket hans Magt og ydmyget ham i den hele Nations Øjne. Men der manglede heller ikke paa dem, ſom formelig opeggede ham mod hans Brødre, og ſøgte at indſkærpe ham Nødvendigheden af at forekomme dem ved et raſkt Skridt, førend de kunde bringe deres Planer mod ham til Udførelſe. Blandt dem, ſom ſøgte at overtale ham dertil, nævnes fornemmelig Dronning Margrete og Drottſeten Johan Brunke. Ogſaa hans Svoger Danekongen, der unegtelig havde Grund til at harmes over Hertug Eriks Ferd, ſkal ivrigt bane tilſkyndet ham at ſtræbe Hertugerne efter Livet og oplagt Raad derom med ſin Syſter, Dronning Margrete, medens derimod hans egen Dronning, Kong Byrges og Hertugernes Syſter, ſkal have heldet til deres Side. Mod Slutningen af 1317 var man i Kong Byr-

  1. Gheysmer, Langeb. Scr. r. Dan. II. 390.
  2. See Riimkrøniken og flere Annaler.