Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/649

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
627
1316. De ſvenſke Hertuger faa hver ſin Søn.

til i den Tid at hente det fornødne Brendefang i hans Skove[1]. Paa denne Tid var formodentlig ogſaa Kong Haakon kommen tilbage til Oslo fra Bergen, hvor han havde opholdt ſig i Juni og Begyndelſen af Juli, og der udſtedt den før omtalte ſtore Retterbod for Island. Idet mindſte er det viſt, at han den 31te Auguſt opholdt ſig i Oslo[2], ſkjønt han ſenere atter drog til Bergen og overvintrede der. Saaledes er der intet, ſom tyder paa, at Hertug Eriks Optræden i Danmark paa nogen Maade har vakt Kong Haakons Mistanke eller Misnøje, hvis man ellers ikke vil antage at Hertug Erik med dette Beſøg hos Svigerfaderen netop havde til Henſigt at bortrydde al Mistanke og vinde hans Tillid. Og hvad der end hidtil kan have været tilbage af mindre god Tro fra Kongens eller hans Venners Side, maatte i alle Fald ophøre ved Efterretningen om, at hans unge, neppe fjortenaarige Datter, Hertuginde Ingeborg, ſnart vilde føde en Arving til Verden. Thi hvis dette blev en Søn, vilde hans og Hertugens Interesſer ſamle ſig ſaaledes om denne, at de herefter vilde udgjøre eet og blive ganſke uadſkillelige, i det mindſte ſaalænge Sønnen levede. Visheden om, at ej alene Kong Haakons Datter, Hertug Eriks unge Huſtru, men og hendes Syſkendebarn, den fire Aar ældre Ingeborg, ſom var gift med Hertug Valdemar, vare frugtſommelige, lader det til at man allerede havde faaet i Begyndelſen af September 1315. Thi den 9de Sept. 1315 oprettede begge Hertugerne i Ljodhuus et indbyrdes Document, hvorved de deelte alle ſine Beſiddelſer, ſom de hidtil havde haft i Fællesſkab, mellem ſig efter Biſkop Karl i Linkøpings og 11 verdslige Herrers Afgjørelſe. Aarſagen til, at denne Deling nu fandt Sted, kan alene have været den, at de nu havde Haab om at faa Livsarvinger, hvis Arveparter nøje maatte beſtemmes for Fremtiden; thi mellem dem ſelv herſkede ſaadan Enighed og Kjærlighed, at de i Ordets egentligſte Forſtand udgjorde eet Liv og een Sjæl, og at enhver Deling mellem dem var unødvendig.

Hvad der her faldt paa Eriks Part, var naturligviis hvad der laa nærmeſt ved den norſke Grændſe, nemlig Veſtergøtland med Ljodhuus og Axevalla Slot, Dalsland og Vermeland, Nordrehalland med Vardberg og Hunehals, ſamt dertil Kalmar Slot og flere Dele af Smaaland; Valdemar fik derimod Stockholms Slot med tilhørende Fogderi, Aabohuus og Tavaſtehuus i Finnland med tilliggende Diſtrikter, Borgholm Slot og hele Øland. Delingen ſkete for det førſte paa fem Aar, maaſkee fordi Erik havde det hemmelige Haab om inden den Tid at erhverve enten Norges eller Sveriges Trone. Brødrene lovede derhos

  1. Dipl. Sv. No. 1979.
  2. Dipl. Norv. I. 143.