Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/648

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
626
Haakon Magnusſøn.

Kong Haakon vilde have taget ham det meget ilde op, om han havde erfaret dens Tilværelſe; altſaa maa Forbundet være ſluttet ganſke hemmeligt. Vel kunde det neppe ſkjules, at Hertug Erik aflagde et Beſøg i Danmark, men dette behøvede ikke at vække nogen Mistanke hos Kong Haakon, da Erik, ſom nu af Danekongen ſelv var bleven forlenet med Nordrehalland, i Egenſkab af dennes Vaſall var forpligtet til at tjene ham efter Opbud, og et ſaadant var ſandſynligviis udgaaet til ham, ſom til Kong Eriks øvrige Vaſaller, for at de kunde hjelpe ham i at dæmpe den farlige Opſtand blandt Jyderne, hvorom der ovenfor er talt. Allerede Aaret forud havde Kongen gjort et Tog til Jylland med en betydelig Styrke, og holdt en ſtreng Straffedom over de oprørſke Bønder, der underkaſtede ſig og angave Hovedmændene for Oprøret ſaavel blandt dem ſelv, ſom blandt Adelen. Men dennes Medlemmer, hvoriblandt førſt og fremſt Nikolas Brokk, Jens Pape, Nikolas Laurentsſøn, tilligemed mange andre, fik førſt deres Dom det følgende Aar, paa Viborg Landsthing den 6te Juli, hvorved de fleſte af dem bleve dømte fredløſe, flere endog henrettede. Kong Erik maatte derfor ogſaa denne Sommer ligge med Vaabenmagt i Jylland, og det var ſaaledes i ſin Orden, at Hertugerne, ſom nogle af hans fornemſte Vaſaller, vare tilſtede. Ogſaa Hertug Valdemar ſees at have faaet et Brev paa, at hvis.hans Broder Hertug Erik og dennes Afkom døde, ſaa at Norges Rige da vilde tilfalde ham og hans Børn, Kong Haakons Broderdatterbørn, da ſkulde Kong Erik hjelpe ham ſelv og dem til at erholde Riget[1]. Umiddelbart herefter drog Hertug Erik til Norge, hvor vi den 11te Auguſt finde ham i Oslo, givende Indbyggerne i Kampen Tilladelſe til at drive Fiſkeri udenfor hans Territorium (nemlig Nordre-Halland) mod en Told af 6 Peninger Sterling af Læſten, og Rettighed

    bandt ſig til at hjelpe Hertug Erik til dette Rige; endvidere kan man ej tænke ſig Muligheden af, at han vilde hjelpe til at tage Sverige fra ſin Svoger Kong Byrge og dennes Søn. Idet mindſte kan han her blot have ſigtet til det Tilfælde, at baade Byrge og Magnus døde uden at efterlade Bern. Forøvrigt er der allerede i det Foregaaende talt om den Beſynderlighed hos Huitfeld, at han ogſaa daterer den Forpligtelſe, Hertugerne udſtedte til Kong Erik i Anledning af Fredsſlutningen i Helſingborg 1313, fra Kolding, og med ſamme Dag-Angivelſe (Fredag før Mar. Magd.) ſom Brevet af 1314, hvilket aabenbart maa være ſkeet ved en Forvexling med dette.

  1. Huitfeld S. 391. Viſtnok anfører Huitfeld dette under 1316, og meddeler tillige et Brev, ſom Kong Erik ligeledes ſkal have udſtedt til Hertug Erik; men han anfører intet Aarstal eller Sted, og ved nærmere Betragtning ſeer man tydeligt, at det her atter er Brevet fra 1314, ſom med nogen Afvigelſe, formodentlig efter en anden Gjenpart, citeres. Thi hvis Brevet var udſtedt i 1310, vilde ikke Eriks „Arving“ i ubeſtemte Udtryk være nævnt, men ligefrem hans Søn Magnus. Dette er ikke det førſte Exempel, vi have haft paa at Huitfeld anfører et Actſtykke to Gange.