Kong Haakon vilde have taget ham det meget ilde op, om han havde erfaret dens Tilværelse; altsaa maa Forbundet være sluttet ganske hemmeligt. Vel kunde det neppe skjules, at Hertug Erik aflagde et Besøg i Danmark, men dette behøvede ikke at vække nogen Mistanke hos Kong Haakon, da Erik, som nu af Danekongen selv var bleven forlenet med Nordrehalland, i Egenskab af dennes Vasall var forpligtet til at tjene ham efter Opbud, og et saadant var sandsynligviis udgaaet til ham, som til Kong Eriks øvrige Vasaller, for at de kunde hjelpe ham i at dæmpe den farlige Opstand blandt Jyderne, hvorom der ovenfor er talt. Allerede Aaret forud havde Kongen gjort et Tog til Jylland med en betydelig Styrke, og holdt en streng Straffedom over de oprørske Bønder, der underkastede sig og angave Hovedmændene for Oprøret saavel blandt dem selv, som blandt Adelen. Men dennes Medlemmer, hvoriblandt først og fremst Nikolas Brokk, Jens Pape, Nikolas Laurentssøn, tilligemed mange andre, fik først deres Dom det følgende Aar, paa Viborg Landsthing den 6te Juli, hvorved de fleste af dem bleve dømte fredløse, flere endog henrettede. Kong Erik maatte derfor ogsaa denne Sommer ligge med Vaabenmagt i Jylland, og det var saaledes i sin Orden, at Hertugerne, som nogle af hans fornemste Vasaller, vare tilstede. Ogsaa Hertug Valdemar sees at have faaet et Brev paa, at hvis.hans Broder Hertug Erik og dennes Afkom døde, saa at Norges Rige da vilde tilfalde ham og hans Børn, Kong Haakons Broderdatterbørn, da skulde Kong Erik hjelpe ham selv og dem til at erholde Riget[1]. Umiddelbart herefter drog Hertug Erik til Norge, hvor vi den 11te August finde ham i Oslo, givende Indbyggerne i Kampen Tilladelse til at drive Fiskeri udenfor hans Territorium (nemlig Nordre-Halland) mod en Told af 6 Peninger Sterling af Læsten, og Rettighed
- ↑ Huitfeld S. 391. Vistnok anfører Huitfeld dette under 1316, og meddeler tillige et Brev, som Kong Erik ligeledes skal have udstedt til Hertug Erik; men han anfører intet Aarstal eller Sted, og ved nærmere Betragtning seer man tydeligt, at det her atter er Brevet fra 1314, som med nogen Afvigelse, formodentlig efter en anden Gjenpart, citeres. Thi hvis Brevet var udstedt i 1310, vilde ikke Eriks „Arving“ i ubestemte Udtryk være nævnt, men ligefrem hans Søn Magnus. Dette er ikke det første Exempel, vi have haft paa at Huitfeld anfører et Actstykke to Gange.
bandt sig til at hjelpe Hertug Erik til dette Rige; endvidere kan man ej tænke sig Muligheden af, at han vilde hjelpe til at tage Sverige fra sin Svoger Kong Byrge og dennes Søn. Idet mindste kan han her blot have sigtet til det Tilfælde, at baade Byrge og Magnus døde uden at efterlade Bern. Forøvrigt er der allerede i det Foregaaende talt om den Besynderlighed hos Huitfeld, at han ogsaa daterer den Forpligtelse, Hertugerne udstedte til Kong Erik i Anledning af Fredsslutningen i Helsingborg 1313, fra Kolding, og med samme Dag-Angivelse (Fredag før Mar. Magd.) som Brevet af 1314, hvilket aabenbart maa være skeet ved en Forvexling med dette.
