der, og ideligen seet sig nødte til at anraabe Occidenten om Hjelp; formodentlig var dette ogsaa disse Gesandters Erende i Norge. Den daværende Konge Hugo, gift med en Datter af Kong Frederik paa Sicilien, maatte kjende temmelig nøje til Forholdene i det vestlige Europa, og om han end ikke vidste saa meget om Kong Haakon Magnussøn, havde han dog vist af sin Hustrues Frænder hørt Sagn om hans Farfader Kong Haakon Haakonssøns Vælde, der i Syden endog ansaaes for større end det virkeligt var, og hvis Glands aabenbart endnu i et Par Generationer hvilede over Norge.
Forholdet mellem Kong Haakon og hans Svigersøn Hertug Erik var nu i det mindste tilsyneladende nok saa godt, skjønt der intet blev af Ragnhildarholmens Tilbagegivelse, og det desuden er umiskjendeligt, at han fremdeles havde mange hemmelige Intriguer og Agitationer i Gang for at sikre sig ej alene Kongemagten, men ogsaa Kongenavnet, naar Kongen døde. Vi finde ham saaledes om Sommeren 1314 i den aller nøjeste Forstaaelse med den danske Konge Erik, med hvem han i Kolding den 19de Juli indgik et Forbund om at være ham tro og hengiven, imod det Løfte at Kongen efter hans Svigerfaders Død vilde hjelpe enten ham selv eller det Barn, han maatte faa med Hertuginde Ingeborg, til at erhverve Norges Rige. Han forpligtede sig til at yde Danekongen al den Hjelp og Tjeneste, som fire Voldgiftsmænd, nemlig hans Broder Hertug Valdemar og Ridderen Hr. Bernhard Maltzahn paa hans Side, og Fyrst Henrik af Meklenburg samt Drottseten Nikolas Olufssøn paa Kong Eriks Vegne.maatte bestemme; ja han lovede endog, at naar han eller hans Barn havde faaet Regjeringen, skulde han med hele Norges Rige og dets Indbyggere søge at fremme Danekongens Ære og Fordeel. Til Sikkerhed for dette Løftes Overholdelse skulde Hertug Erik faa ti Riddere fra Sverige og ti fra Tydskland til at love med sig[1]. Indholdet af denne Tractat var ganske vist af den Natur, at
- ↑ Brevet er aftrykt i Dipl. Norv. III. 102, i Dipl. Sv. No. 1973, og i Lisch Gesch. des Geschl. v. Maltzahn I. 210, desforuden findes et Uddrag deraf hos Huitfeld S. 376, hvor ti Forløftesmænd, deels svenske, deels tydske, nævnes, og hvor det desuden tilføjes, at Hertug Erik vilde have haft Sverige og Hertug Valdemar Norge, at de begge lovede at staa Kong Erik bi, og at de samme Riddere, som lovede for Erik, ogsaa lovede for Valdemar. Det er saaledes tydeligt nok, at Huitfeld maa have haft to Documenter for sig, et udstedt af Hertug Erik og et andet af Hertug Valdemar, og at Documenterne selv ikke vare de egentlige Forpligtelsesbreve, men Forløftesbrevene. Alligevel maa han ganske vist have misforstaaet Indholdet af det, hvorved Hertug Valdemar forpligtedes, thi der var og kunde ikke være Tale om at Valdemar skulde have Norge, aller mindst naar Kong Erik selv ved samme Lejlighed for-
