Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/647

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
625
1314—1315. De ſvenſke Hertugers Stilling til Danekongen.

der, og ideligen ſeet ſig nødte til at anraabe Occidenten om Hjelp; formodentlig var dette ogſaa disſe Geſandters Erende i Norge. Den daværende Konge Hugo, gift med en Datter af Kong Frederik paa Sicilien, maatte kjende temmelig nøje til Forholdene i det veſtlige Europa, og om han end ikke vidſte ſaa meget om Kong Haakon Magnusſøn, havde han dog viſt af ſin Huſtrues Frænder hørt Sagn om hans Farfader Kong Haakon Haakonsſøns Vælde, der i Syden endog anſaaes for ſtørre end det virkeligt var, og hvis Glands aabenbart endnu i et Par Generationer hvilede over Norge.

Forholdet mellem Kong Haakon og hans Svigerſøn Hertug Erik var nu i det mindſte tilſyneladende nok ſaa godt, ſkjønt der intet blev af Ragnhildarholmens Tilbagegivelſe, og det desuden er umiskjendeligt, at han fremdeles havde mange hemmelige Intriguer og Agitationer i Gang for at ſikre ſig ej alene Kongemagten, men ogſaa Kongenavnet, naar Kongen døde. Vi finde ham ſaaledes om Sommeren 1314 i den aller nøjeſte Forſtaaelſe med den danſke Konge Erik, med hvem han i Kolding den 19de Juli indgik et Forbund om at være ham tro og hengiven, imod det Løfte at Kongen efter hans Svigerfaders Død vilde hjelpe enten ham ſelv eller det Barn, han maatte faa med Hertuginde Ingeborg, til at erhverve Norges Rige. Han forpligtede ſig til at yde Danekongen al den Hjelp og Tjeneſte, ſom fire Voldgiftsmænd, nemlig hans Broder Hertug Valdemar og Ridderen Hr. Bernhard Maltzahn paa hans Side, og Fyrſt Henrik af Meklenburg ſamt Drottſeten Nikolas Olufsſøn paa Kong Eriks Vegne.maatte beſtemme; ja han lovede endog, at naar han eller hans Barn havde faaet Regjeringen, ſkulde han med hele Norges Rige og dets Indbyggere ſøge at fremme Danekongens Ære og Fordeel. Til Sikkerhed for dette Løftes Overholdelſe ſkulde Hertug Erik faa ti Riddere fra Sverige og ti fra Tydſkland til at love med ſig[1]. Indholdet af denne Tractat var ganſke viſt af den Natur, at

  1. Brevet er aftrykt i Dipl. Norv. III. 102, i Dipl. Sv. No. 1973, og i Liſch Geſch. des Geſchl. v. Maltzahn I. 210, desforuden findes et Uddrag deraf hos Huitfeld S. 376, hvor ti Forløftesmænd, deels ſvenſke, deels tydſke, nævnes, og hvor det desuden tilføjes, at Hertug Erik vilde have haft Sverige og Hertug Valdemar Norge, at de begge lovede at ſtaa Kong Erik bi, og at de ſamme Riddere, ſom lovede for Erik, ogſaa lovede for Valdemar. Det er ſaaledes tydeligt nok, at Huitfeld maa have haft to Documenter for ſig, et udſtedt af Hertug Erik og et andet af Hertug Valdemar, og at Documenterne ſelv ikke vare de egentlige Forpligtelſesbreve, men Forløftesbrevene. Alligevel maa han ganſke viſt have misforſtaaet Indholdet af det, hvorved Hertug Valdemar forpligtedes, thi der var og kunde ikke være Tale om at Valdemar ſkulde have Norge, aller mindſt naar Kong Erik ſelv ved ſamme Lejlighed for-