Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/646

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
624
Haakon Magnusſøn.

og den nysnævnte Guthorm Kolbjørnsſøn, Lagmand i Tunsberg. De øvrige Lagmænd paa den Tid vare, for ſaa vidt vi kjende dem, Paal Einarsſøn i Oslo, Thore Halldorsſøn paa Oplandene, Vige, Lagmand i Skidan, Sigurd paa Rande og efter ham Jon, Lagmænd i Ryfylke, Sigurd Jonsſøn og Ottar, Lagmænd i Thrøndelagen, Ivar Lagmænd i Stegen paa Haalogaland, og Olaf, Lagmand i Jemteland. Hvo Lagmændene i den øſtre Deel af Viken vare, vides ikke. Heller ikke vides det nøjagtigt, hvorledes Syſlerne vare beſatte, iſær fordi Sysſelmændene ſaa ofte vexlede. De fleſte, ſom man kjender, ere allerede i det foregaaende omtalte, ſom Thore Haakonsſøn og hans Søn Haakon i Skiduſysſel, Snare Aslaksſøn paa Agder, Sighvat af Leirhole paa Valdres og Haddingdal, Asſur Jonsſøn, Drottſeten, i Tunsberg, Botolf Haakonsſøn i Bergen, Une Petersſøn i Jemteland, Peter Andresſøn i Throndhjem, og formodentlig Hr. Bjarne Erlingsſøn paa Haalogaland, ſaa længe han levede.

110. Kong Haakons ſidſte Regjeringsaar. Kongeſønnen Magnus’s Fødſel. De ſvenſke Hertugers Drab. Krig med Sverige. Kong Haakons Død.


Det vil af det foregaaende lettelig ſees, at uagtet Kong Haakon ogſaa under Krigsaarene fandt Lejlighed til at beſkjeftige ſig med Rigets indre Anliggender, ſyſlede han dog fornemmelig dermed i de rolige Aar efter den ſidſte Fredsſlutning i Helſingborg, da han udeelt kunde henvende Opmerkſomheden derpaa. De eneſte udvortes Anliggender, ſom da ſtundom optoge hans Tid, vare, ſom vi have ſeet, Handelsforholdene med England og de tydſke Stæder; med Sverige og Danmark herſkede fuldkommen Fred. Kongens og Rigets Anſeelſe maa i det Hele taget have været meget ſtor, ſiden der i Aaret 1315 endog kom Geſandter fra det fjerne Armenien med Foræringer til Kong Haakon[1]. Anledningen til denne Sendelſe kjendes forreſten ikke. Her menes aabenbart ikke det egentlige Armenien, men det i Middelalderen ſaakaldte Lille-Armenien, egentlig Cilicien, paa Lilleaſiens Sydkyſt, lige over for Cypern, hvilket ved Arv var kommen til en Linje af den franſke Kongeæt, ſom beherſkede denne Ø; Kongerne i dette Armenien havde længe befundet ſig i en mislig og farefuld Stilling, da de overalt vare omgivne af Chriſtendommens Fien-

    Sandſynligheden er dog derfor. Thi Thrond Lagmand kan dog neppe være den Thrond Krakesſøn, der endnu i 1323 var kongelig Ombudsmand i Viken (Dipl. Norv. I. 173) og førſt efter 1332 nævnes ſom Lagmand i Bergen, ſamt endnu i 1349 ſom „Lagmand i Kongsgaarden i Oslo“.

  1. Isl. Annaler ved 1315.