Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/646

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
624
Haakon Magnussøn.

og den nysnævnte Guthorm Kolbjørnssøn, Lagmand i Tunsberg. De øvrige Lagmænd paa den Tid vare, for saa vidt vi kjende dem, Paal Einarssøn i Oslo, Thore Halldorssøn paa Oplandene, Vige, Lagmand i Skidan, Sigurd paa Rande og efter ham Jon, Lagmænd i Ryfylke, Sigurd Jonssøn og Ottar, Lagmænd i Thrøndelagen, Ivar Lagmænd i Stegen paa Haalogaland, og Olaf, Lagmand i Jemteland. Hvo Lagmændene i den østre Deel af Viken vare, vides ikke. Heller ikke vides det nøjagtigt, hvorledes Syslerne vare besatte, især fordi Sysselmændene saa ofte vexlede. De fleste, som man kjender, ere allerede i det foregaaende omtalte, som Thore Haakonssøn og hans Søn Haakon i Skidusyssel, Snare Aslakssøn paa Agder, Sighvat af Leirhole paa Valdres og Haddingdal, Assur Jonssøn, Drottseten, i Tunsberg, Botolf Haakonssøn i Bergen, Une Peterssøn i Jemteland, Peter Andressøn i Throndhjem, og formodentlig Hr. Bjarne Erlingssøn paa Haalogaland, saa længe han levede.

110. Kong Haakons sidste Regjeringsaar. Kongesønnen Magnus’s Fødsel. De svenske Hertugers Drab. Krig med Sverige. Kong Haakons Død.


Det vil af det foregaaende lettelig sees, at uagtet Kong Haakon ogsaa under Krigsaarene fandt Lejlighed til at beskjeftige sig med Rigets indre Anliggender, syslede han dog fornemmelig dermed i de rolige Aar efter den sidste Fredsslutning i Helsingborg, da han udeelt kunde henvende Opmerksomheden derpaa. De eneste udvortes Anliggender, som da stundom optoge hans Tid, vare, som vi have seet, Handelsforholdene med England og de tydske Stæder; med Sverige og Danmark herskede fuldkommen Fred. Kongens og Rigets Anseelse maa i det Hele taget have været meget stor, siden der i Aaret 1315 endog kom Gesandter fra det fjerne Armenien med Foræringer til Kong Haakon[1]. Anledningen til denne Sendelse kjendes forresten ikke. Her menes aabenbart ikke det egentlige Armenien, men det i Middelalderen saakaldte Lille-Armenien, egentlig Cilicien, paa Lilleasiens Sydkyst, lige over for Cypern, hvilket ved Arv var kommen til en Linje af den franske Kongeæt, som beherskede denne Ø; Kongerne i dette Armenien havde længe befundet sig i en mislig og farefuld Stilling, da de overalt vare omgivne af Christendommens Fien-

    Sandsynligheden er dog derfor. Thi Thrond Lagmand kan dog neppe være den Thrond Krakessøn, der endnu i 1323 var kongelig Ombudsmand i Viken (Dipl. Norv. I. 173) og først efter 1332 nævnes som Lagmand i Bergen, samt endnu i 1349 som „Lagmand i Kongsgaarden i Oslo“.

  1. Isl. Annaler ved 1315.