fem Mkr. Guld, til dem af hans Tjenere, der vare i Live ved hans Død et heelt Aars Landskyld af hans Gods paa Oplandene, til Fattige i Raumsdal og paa Søndmøre tvende Luften Korn; til sin Broder Jon (der maa have været en uegte Søn af hans Fader) 9 Maanedematersbool i Talgeseter i Sogn, dog saaledes, at hvis Jon ikke efterlod egte Arvinger, skulde Godset falde tilbage til hans egne rette Arvinger. Til Executorer af Testamentet beskikkedes Biskop Arne i Bergen og Abbed Einar i Munkelivs Kloster. Naar man lægger sammen alt, hvad han bortskjenkede ei dette Testamente, og dog fraregner Giske Gaard, hvis Overdragelse til Sønnens Enke ikke egentlig kunde betragtes som de øvrige Gaver, der for stedse skiltes fra Ætten, bliver alligevel Verdien overordentlig stor, meget mere, end hvad der alene vilde være nok til at danne en stor Formue; men alligevel maa det have været endnu langt mere, som han ikke bortskjenkede og som gik til hans rette Arving, uagtet vistnok den Omstændighed, at denne Arving ej var hans egen Søn, bevægede ham til at give noget mere, end han maaskee ellers vilde have givet. Denne Arving var hans Broders og Fru Gyrids Søn, Erling Vidkunnssøn til Stovreim, om hvem der allerede ovenfor er talt[1]. Han forenede nu Bjarkø-Godset, saavel som alt hvad han for Resten arvede efter sin Farbroder, med alle sine mødrene Besiddelser, fornemmelig Stovreim-Godset; hertil kom, efter Fru Christine Thoresdatters Død, det hele Giske-Gods, der nu med Tilbehør faldt tilbage til Hoved-Ætten. Han blev saaledes uden Sammenligning Norges rigeste Jordegods-Besidder. Om Hr. Jon Ivarssøns og Hr. Erlend sterkes Død er der allerede ovenfor talt. Erlends Søn, Hr. Hauk Lagmand, vedblev under Kong Haakons hele Regjering at være en af hans højest betroede Mænd og Medlem af Raadet. Som Merkesmand og følgelig som Raadsmedlem nævnes i Kong Haakons senere Dage Hr. Paal Erikssøn, Brodersøn af Guthorm Gydassøns Enke Fru Jardthrud, og sandsynligviis hendes Arving. Formodentlig afløste han Hr. Agmund Sigurdssøn til Hestbø, som ikke omtales efter 1311, og derfor rimeligviis ved den Tid døde. Agmund efterlod tvende Sønner, Ivar og Finn, der siden spillede en
- ↑ At Erling var Bjarnes egentlige Livs- og Universal-Arving, ligger ej alene i Sagens Natur, men det fremgaar ogsaa udtrykkeligt af Erkebiskop Eilifs Brev af 20de Marts 4314 (Dipl. Norv. I. 141), hvori han meddeler ham Qvittering for at have overgivet til Christkirken alt det Jordegods, som Bjarne havde testamenteret dertil. Naar dette paalaa Erling, maatte han nødvendigviis være Hovedarvingen. Dette er første Gang, Erling omtales: han kaldes da endnu ikke „Hr. Erling“ og var saaledes endnu ej Ridder; dette maa han dog være bleven inden Udgangen af 1316, da han i et Brev af 11te Decbr. 1316 kaldes „Hr. Erling“ (Dipl. Norv. I. 148).
