Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/641

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
619
Forordninger for Haalogaland. Raadsmedlemmer.

„Men“, lagde han til, „for at ikke de ſkulle have Gavn og Fordeel af ſin Ulydighed, ſom trodſigt ſatte ſig imod at udrede Skibstolden efterſom den var dem paalagt og vort Brev udviſer, byde og befale vi at den paany opkræves af dem, og den ſaaledes ſamlede Told ſkal derpaa anvendes til at udbedre de Skibe og Karfer, ſom ere indrettede til Landvernet“. Man ſeer heraf, at uagtet den paabudte Skibstold naturligviis faldt bort med Forpligtelſen til at anſkaffe de Skibe, der ved den ſkulde tilvejebringes, var det dog Kongens Vilje at den fremdeles ſkulde kræves af de Gjenſtridige ſom en Bod for deres Ulydighed. Oppebørſelen og Anvendelſen af disſe Penge overdroges Lagmanden Ivar og den nys nævnte Agmund Svade, der ſkulde aflægge tilbørligt Regnſkab derfor. Dagen efter at Kongen havde udſtedt denne Forordning, lod han ogſaa en anden udgaa, for at ſtandſe Sysſelmændenes utilbørlige Ferd med Henſyn til alt for hyppige Ledings-Udbud. Forordningens egne Ord ſkildre nokſom Uvæſenets Beſkaffenhed. „Vi have erfaret“, heder det her, „af paalidelige Mænd og Klagemaal fra vor Almue paa Haalogaland, at vore Sysſelmænd hos Eder have Nevninger og Udbud een, to, tre eller flere Gange i Løbet af et eneſte Aar, ſkjønt det ſlet ikke behøves og heller ingen Ufred er i Vente, hvorved de tynge vor Almue til Løsning og Pengeudgift for at ſlippe ſamme Ferd, berigende ſig ſelv og ſine Ombudsmænd; thi ville vi at alle vide at hvo ſom gjør det, Ridder, Sysſelmand, Lagmand eller andre, af hvad Stand eller Rang hver er, ſaa at han begaar den Svig mod Kongedømmet og Almuen, at opnævne Kongedømmets Thegner til Udbud og Ledingsferder unødvendigt, dem til Undenløsning og ſig ſelv til Pengevinding, han ſkal forfalde i en Bod til Kongedømmet af 8 Ertoger og 13 Mkr. for hver den af hvem han beviisligt har taget Løsning. Men ellers byde vi hele Almuen at være dem lydige og villige i alle Udbud, ſom de retteligen paalægge Eder, thi vi ſkulle visſeligen lade dem af Almuen ſtraffe, ſom viſe Ulydighed mod vore Sysſelmænds Bud, og ligeledes Sysſelmændene og deres Lensmænd, derſom de gjøre ſig ſkyldige i Kneb eller Underſlæb mod dette vort Bud“[1]. Det er ikke uſandſynligt, at Rygtet om Haalogalændingernes Gjenſtridighed i at opfylde Kongens Foranſtaltninger til Landets Forſvar kan have udbredt ſig til Nabo-Egnene i Øſten og opmuntret Rusſerne til at gjøre nye Indfald; det berettes nemlig i Annalerne, at disſe i Aaret 1316 dræbte mange Menneſker paa Haalogaland. Dette var ſikkert ikke det eneſte

  1. Om alt dette, ſe N. gl. Love III. No. 38, 43, 44, S. 106, 113, 114. Den førſte af disſe Forordninger er beſeglet af Bjarne Audunsſøn og ſkreven af Thorgeir Tovesſøn; de to andre beſeglede af Ivar Cantſler, og ſkrevne, den førſte af Haakon Notarius, den anden af Thorgeir.