„Men“, lagde han til, „for at ikke de skulle have Gavn og Fordeel af sin Ulydighed, som trodsigt satte sig imod at udrede Skibstolden eftersom den var dem paalagt og vort Brev udviser, byde og befale vi at den paany opkræves af dem, og den saaledes samlede Told skal derpaa anvendes til at udbedre de Skibe og Karfer, som ere indrettede til Landvernet“. Man seer heraf, at uagtet den paabudte Skibstold naturligviis faldt bort med Forpligtelsen til at anskaffe de Skibe, der ved den skulde tilvejebringes, var det dog Kongens Vilje at den fremdeles skulde kræves af de Gjenstridige som en Bod for deres Ulydighed. Oppebørselen og Anvendelsen af disse Penge overdroges Lagmanden Ivar og den nys nævnte Agmund Svade, der skulde aflægge tilbørligt Regnskab derfor. Dagen efter at Kongen havde udstedt denne Forordning, lod han ogsaa en anden udgaa, for at standse Sysselmændenes utilbørlige Ferd med Hensyn til alt for hyppige Ledings-Udbud. Forordningens egne Ord skildre noksom Uvæsenets Beskaffenhed. „Vi have erfaret“, heder det her, „af paalidelige Mænd og Klagemaal fra vor Almue paa Haalogaland, at vore Sysselmænd hos Eder have Nevninger og Udbud een, to, tre eller flere Gange i Løbet af et eneste Aar, skjønt det slet ikke behøves og heller ingen Ufred er i Vente, hvorved de tynge vor Almue til Løsning og Pengeudgift for at slippe samme Ferd, berigende sig selv og sine Ombudsmænd; thi ville vi at alle vide at hvo som gjør det, Ridder, Sysselmand, Lagmand eller andre, af hvad Stand eller Rang hver er, saa at han begaar den Svig mod Kongedømmet og Almuen, at opnævne Kongedømmets Thegner til Udbud og Ledingsferder unødvendigt, dem til Undenløsning og sig selv til Pengevinding, han skal forfalde i en Bod til Kongedømmet af 8 Ertoger og 13 Mkr. for hver den af hvem han beviisligt har taget Løsning. Men ellers byde vi hele Almuen at være dem lydige og villige i alle Udbud, som de retteligen paalægge Eder, thi vi skulle visseligen lade dem af Almuen straffe, som vise Ulydighed mod vore Sysselmænds Bud, og ligeledes Sysselmændene og deres Lensmænd, dersom de gjøre sig skyldige i Kneb eller Underslæb mod dette vort Bud“[1]. Det er ikke usandsynligt, at Rygtet om Haalogalændingernes Gjenstridighed i at opfylde Kongens Foranstaltninger til Landets Forsvar kan have udbredt sig til Nabo-Egnene i Østen og opmuntret Russerne til at gjøre nye Indfald; det berettes nemlig i Annalerne, at disse i Aaret 1316 dræbte mange Mennesker paa Haalogaland. Dette var sikkert ikke det eneste
- ↑ Om alt dette, se N. gl. Love III. No. 38, 43, 44, S. 106, 113, 114. Den første af disse Forordninger er beseglet af Bjarne Audunssøn og skreven af Thorgeir Tovessøn; de to andre beseglede af Ivar Cantsler, og skrevne, den første af Haakon Notarius, den anden af Thorgeir.
