udpresse Penge af de Ledingspligtige, der paa den Maade løskjøbte sig fra Byrden. Over alt dette udbrød der, som naturligt var, stor Harme, der endog, saa vidt man kan see, frembragte Trods og Ulydighed mod Kongens virkelige Bud. Saaledes erfarer man, at Kongen, formodentlig i de urolige Aar 1310 og 1311, havde ladet udgaa en Befaling til Haalogaland, at Indbyggerne i Stedet for de 14 mindre Skibe, som de ifølge den ældgamle Bestemmelse skulde holde, nu skulde bygge tvende store Skibe, et saakaldet Fløy og et Langskib, men at de fandt dette saa besværligt at de gjorde alvorlige Forestillinger derimod og indstændigt anholdt om at det maatte blive ved det gamle; ja at flere endog ligefrem vægrede sig ved at udrede den Skibstold, som Kongen formodentlig ved samme Brev havde paalagt til de nye Skibes Anskaffelse, og som synes at have været en overordentlig Skat, eller i det mindste en Ombytning af de sedvanlige Naturalpræstationer med en Udtælling i rede Penge, hvilket næsten maatte være ligesaa byrdefuldt som en virkelig ny Skat. Disse Ubehageligheder kunde ej have fundet Sted tidligere end 1313, da Kongen i en Forordning, han lod udgaa til Haalogalændingerne i dette Aar, endnu takkede dem for den gode Vilje og Lydighed, de havde viist ham, siden han tiltraadte Regjeringen, saa at der altsaa endnu ikke paa den Tid havde været Tale om nogen Ulydighed. I denne Forordning – den samme, hvori Kongen gav de ovenfor omtalte, velmeente Befalinger til Finnernes Bedste – taler han udtrykkelig om den fjerne Afstand, hvori denne Deel af Landet befandt sig fra ham, og som hindrede Indbyggerne i at henvende sig til ham saa ofte som det kunde behøves. Bestemmelserne selv ere for Resten af mindre Vigtighed, med Undtagelse af dem, der vedkomme Finnerne; der paabydes kun at alle Søgsmaal skulde hvile i Skreidfisketiden, fra Kyndilsmesse til Marie Bebudelsesdag, at Forbudet i Kong Eriks store almindelige Retterbod imod at Prester paa een Gang maatte have Provstedømme og lønligt Skriftemaal, ogsaa skulde gjelde for Haalogaland, og at ingen nye Tiender maatte paalægges. Efterretningen om Haglogalændingernes Misnøje med Paabudet om Anskaffelsen af andre Ledingsskibe og Udredelsen af Skibstold overbragtes Kongen af Hirdmanden Agmund Svade, som Kongen særskilt havde udnævnt til sin Ombudsmand for at opkræve Visøren. Agmund maa have forestillet Kongen det Uhensigtsmæssige i at anskaffe hine store Skibe, thi i en Forordning, dateret Tunsberg den 27de September 1315, kundgjorde Kongen, at han ifølge Agmunds Forestilling og deres egen Bøn havde fundet for godt at tilbagekalde Befalingen derom, saa at de fremdeles kun skulde holde saadanne Landverns-Skibe, som det havde været gammel Skik at bolde, og som Sysselmanden, Lagmanden og de haandgangne Mænd ifølge deres Eed fandt det nyttigst for Riget og Almuen.
