Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/636

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
614
Haakon Magnusſøn.

Drab endnu kunde afſones med Bøder, kunde det paaklagede Uvæſen neppe ganſke tilintetgjøres[1]. Overhoved kan man vel ſige, at Fredløshedsſtraffen nu ikke længer pasſede til Forholdene og den daværende Udvikling; der krævedes allerede ved de Forbrydelſer, Fredløshedsſtraffen ſkulde hemme, en mere umiddelbar Indſkriden af Statsmyndigheden. Hertil kom ogſaa, at Fredløsheds- eller Utlegds-Straffen anvendtes alt for hyppigt til at kunne have den tilbørlige Betydning. Herpaa havde man blandt andet et Exempel i en Kundgjørelſe, ſom Kongen lod udgaa om Mynten. Med denne ſtod det paa Kong Haakons Tid fremdeles daarligt til. Det er allerede omtalt[2], hvorledes Kong Haakon ſelv ſom Hertug erkjendte, at den ikke var god, men kun undſkyldte ſig med at den i alle Fald var ligeſaa god ſom paa hans Faders Tid. Han ytrede den Gang, at han haabede at faa den forbedret, men dette ſynes ikke at være kommet til Udførelſe, thi de myntede Penge, man endnu har fra hans Tid ſom Konge, ere i det hele taget af meget ſlet Gehalt[3], og man finder, at han endog maatte tage ſin Tilflugt til Magtſprog for at ſkaffe ſine Peninger en tvungen Cours. Han udgav flere Befalinger

    ſtaaelſe, og at der her ikke er fjerneſte Tanke om Tydſkerne. Men formodentlig maa et eller andet Udtryk i Overſættelſen have givet Anledning til Fejltagelſen.

  1. Derfor hører man og fra de følgende Tider og ſaa længe den gamle Lovgivning i det Væſentlige beſtod, nemlig indtil Chriſtian V’s Lovbog indførtes, flere Sagn om Slagskæmper og Uroſtiftere, der, til Trods for Lov og Øvrighed, holdt ſig i Bygderne, og vare deres Omgivelſer til Plage, ligeledes om Rømningsmænd, der holdt ſig paa mere afſides Steder, men vare len Skræk for de nærmeſte Bygder.
  2. Se ovf. S. 270.
  3. Se Holmboe das älteſte Münzweſen Norwegens, S. 25, 44. Der ere flere Mynter med „Kong Haakons“ Navn, om hvilke man ej er paa det Rene, hvorvidt de hidrøre fra Kong Haakon Magnusſøn den ældre, eller fra Kong Haakon Magnusſen den yngre, men de, ſom ſikkert kunne ſees at være fra Haakon den ældres Tid, ere ikke af bedre Gehalt end 8½lødige, og flere ikke mere end 3lødige. Da imidlertid ingen Mynt af Kong Eriks naaede høiere end 6½ Lydighed, og de fleſte af hans Mynter kun vare 2—3lødige, kunde Kong Haakon viſtnok ſige, at han havde forbedret Mynten, men den var alligevel, ſom man ſeer, yderſt ſlet. Om den, ſom det heder i Forordningen, virkelig var bragt tilbage til den i hans Faders og Forfedres Tid brugelige Myntfod, kan ikke med Sikkerhed erfares, da ingen ordentlige Mynter fra Kong Haakon Haakonsſøns Tid nu findes, og kun meget faa fra Kong Magnus’s. De Mynter, ſom med nogenlunde Sikkerhed kunne tilſkrives Kong Haakon Magnusſen, have alle paa den ene Side et kronet Anſigt, med Omſkrift: HAQVINVS (HAQVIN) REX (eller REX NORVEGIE) paa den anden, ligeſom paa Kong Eriks, et Lilliekors, med Omſkrift CRVX SCA IIIV XPI (eller alene CRVX XPI); paa en af dem findes i Korsvinklerne BERG (d. e. Bergen).