Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/634

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
612
Haakon Magnusſøn.

ſtede, og i Indtægt have Fjerdedelen af de daglige Beſeglings-Sportler. „Hiin Rettighed“, ſiger Kongen i Brevet, „tilſikre og ſkjøde vi til evindelig Tid den hellige Marias Kirke, lyſende for Enhver, at den, ſom handler derimod, ſkal være underkaſtet det ſterkeſte Pavebann, ifølge det Privilegium vi have for de Gaver, ſom vi lægge til de hellige Stiftelſer“. Originalbrevet, ſom endnu er til, angives at være ſkrevet.af en Haakon Notarius og indſeglet i Kongens egen Nærværelſe, ligeledes er det forſynet med Kongens egenhændige Monogram[1].

Da Kongen udgav dette Brev, havde han allerede givet en ſtor almindelig Retterbod for det hele Land, indeholdende, ligeſom de tidligere af ſamme Slags, flere Tillæg og Forbedringer til forſkjellige Capitler hiſt og her i Lovbogen, med andre Ord, en ny Lovreviſion. Dette var den tredie ſtore Retterbod af dette Slags, ſom han udgav; de to andre, for Oplandene, havde han allerede givet, medens han endnu var Hertug. De enkelte Beſtemmelſer vedrøre dog kun visſe Enkeltheder, ſom nu for os ej kan have ſynderlig Interesſe. Retterboden blev, ſom det i Indledningen ſiges, højtideligt oplæſt og vedtaget med Haandtag paa et almindeligt Thing i Kongsgaarden i Nidaros Korsmesſe-Aften (2den Mai) 1313. Dette Thing ſkulde ſaaledes foreſtille Froſtathing, men at det kunde ſammenkaldes og holdes paa en ſaa uſedvanlig Tid, viſer nokſom, hvor lidet de gamle Lagthing nu havde at betyde. Ved ſaadanne Skridt ſom dette modarbejdede egentlig endog Kongen ſelv ſine velmeente Beſtræbelſer for at opretholde dem[2]. Aaret efter udgav Kongen, ſom vi allerede have ſeet, ogſaa en almindelig Retterbod for Island, med ſamme Indledning, men af langt vigtigere Indhold[3].

Uagtet Lagmændene i det Hele taget ſynes at have været ſamvittighedsfuldere end Sysſelmændene, og givet mindre Anledning til Klage, finder man dog Antydning til at ogſaa de ſtundom have viiſt nogen Lunkenhed, eller maaſkee af visſe Henſyn ladet ſig afholde fra at afſige de Sekt-Domme, der kunde være en eller anden mægtig Mand mishagelige. Kongen maatte nemlig i Bergen den 25de November 1314[4] lade udgaa et Brev til flere eller maaſkee alle Lagmænd, hvori han ytrede, at mange, og i Særdeleshed hans Ombudsmænd, der ſkulde indkræve Brevebruds-Beder, ikke vilde fælde Sekt-Dom over dem, der ſad Kongens Befalinger overhørige eller ikke adlød hans Domme; hvorfor

  1. Dipl. Norv. I. No. 143.
  2. N. gl. L. III. No. 36, S. 99.
  3. Se ovf. S. 366. Kun een Artikel har den norſke Retterbod fælles med den islandſke, nemlig Art. 9, der i den isl. udgjør 10 og 11.
  4. N. gl. Love III. No. 37, S. 105.