Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/633

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
611
1314. 1313. Provſten ved Mariekirken Cantſler. Lovreviſionsretterbod.

formodentlig efter Aakes Død; men ſandſynligviis havde Kongen allerede længe tænkt paa at bringe Foranſtaltningen i Udførelſe, og kun ventet paa den Lejlighed, ſom vilde frembyde ſig dertil ved Aakes Død. Saa længe Aake levede, var det ej nødvendigt at gjøre noget ved denne Sag, da han allerede forbandt begge Embeder; men da der var Tale om deres Gjenbeſættelſe, maatte det være af Vigtighed for Kongen at tage en Forholdsregel, hvorved man i Tilfælde af at en Formynder-Regjering ſkulde nedſættes, ſikrede ſig mod Muligheden af at det for Kronen og hele Riget ſaa vigtige Cantſler-Embede overdroges til Nogen, i hvis Hænder det blev altfor afhængigt af Biſkopperne og Ariſtokratiet. En Biſkop vilde maaſkee alene have forvaltet det i Gejſtlighedens, en verdslig Høvding i Magnaternes Interesſe; en fornem Gejſtlig derimod i Kronens Tjeneſte og i alt væſentligt temmelig uafhængig af Biſkoppen vilde, ſom det ſynes, bedſt kunne gaa den rette Middelvej. For øvrigt kunde det ſynes, ſom om intet vilde have været i Vejen for ogſaa at forbinde Cantſlerverdigheden med Provſte-Embedet ved Apoſtelkirken i Bergen. Men Grunden til at dette ikke ſkede, var viſtnok den, at Kongen allerede betragtede Oslo ſom ſin Hovedreſidens, og derfor helſt vilde have Cantſleren boſat der paa Stedet; hertil kom, at Provſten ved Apoſtelkirken, i hvis Nærhed de fleſte Capeller laa, ſikkert var meget mere optaget med Beſtyrelſen af disſe og overhoved af ſit høje gejſtlige Embede, og derfor mindre kunde beſkjeftige ſig med ſlige Forretninger, ſom Cantſlerens, end Provſten ved Mariekirken, der kun havde denne at beſtyre. Endelig er det unegteligt, at Biſkoppen i Bergen nu engang havde faaet Overtaget over Provſten ved Apoſtelkirken, medens den ved Mariekirken i Oslo bedre ſynes at have bevaret ſin Frihed. Kongen ſelv anfører i ſit Brev, at Foranſtaltningen er ſkeet „til evindelig Amindelſe og Sjælebod for ſig og ſin kjæreſte Huſtru Fru Euphemia, ſamt alle ſine Forfedre og Efterkommere“. Dette maa dog ikke tages ganſke bogſtaveligt, men mere betragtes ſom en i de Tider brugelig Vending, hvilken heller ikke de ſom modtog eller hørte Brevet tog for andet eller mere. Kongen gav i ſamme Brev den nærmere Beſtemmelſe, at da Cantſleren ifølge ſin Pligt ſom Provſt ved Mariekirken for det meſte maatte ſidde hjemme ved denne, naar ikke Kongen udtrykkeligt kaldte ham til ſig, ſkulde en af Kronens Hirdpreſter, den ſom Kongen efter Samraad med Cantſleren fandt meſt ſkikket dertil, være Vicecantſler, ſaa ofte ſom Cantſleren ej ſelv var til-

    Brev, og Kongen heller ikke kunde udnævne nogen ny Provſt ved Mariekirken ſaa længe han var i Live, maa det anſees at falde af ſig ſelv, at han ved ſin Død har givet Plads for Ivar, der, ſom vi have ſeet, allerede ved den ſtore Forordn. af 1308 var deſigneret til hans Efterfølger.