deres Ledingsfrihed ikke strakte sig videre end til et vist Antal „Nev“, i det højeste tre, eller hvad der efter den nye Ledingsberegnings Indførelse svarede dertil i Jordegods, men hvorledes deres Bestræbelse gik ud paa at blive aldeles skattefrie, ligesom de Mænd, der i Danmark og Sverige indtoge en lignende Stilling. Allerede i Aaret 1303 havde Kongen, som vi vide, bestemt at det Jordegods, hvoraf haandgangne Mænd i tre samfulde Aar ikke havde svaret den skyldige Leding, skulde være forbrudt til Kronen. Formodentlig har man dog ikke vovet eller været istand til ganske at udføre dette Bud. Nu derimod bestemte Kongen, at da det gamle Bud, der foreskrev at der for hver Ridder, Prest og Hirdmand skulde skerdes tre Nev, for hver Gjest og Kjertesvein to, fremdeles ufravigeligen skulde efterleves, skulde ogsaa Sysselmændene og de kongelige Ombudsmænd, der oppebare Visøren (hvortil ogsaa Ledingen her regnes), opkræve den med Stevninger og Execution saavel af Kongens, som af Biskoppens Mænd og af Prester, og at de tillige nøje skulde efterregne, med hvor meget enhver stod til Rest, for at inddrive det uden Skaansel. Da de fleste formodentlig stode til Rest for mange Aar, maa det have været betydelige Summer, som de saaledes kom til at svare for, og mange maatte vel allerede derved gaa fra Gaard og Grund. Den Sysselmand, der viiste Forsømmelighed i at udføre dette Bud, skulde udrede af sit eget Gods, hvad der manglede i den skyldige Sum[1].
Den her omhandlede Række af Foranstaltninger til at sikre flg sin Magt og sine Rettigheder lige over for Aristokrati og Gejstlighed sluttede Kongen endelig med en Bestemmelse, der aabenbart skulde danne en Modvegt mod den Myndighed, Biskopsmagten ved den pavelige authentiske Fortolkning af Indstiftelses-Ordene i Bullen af 1308 om den kongelige Capellgejstligheds Oprettelse havde faaet over denne, og som ganske vist var noget andet, end hvad Kongen oprindeligen havde tænkt sig. Han udgav nemlig den 31te August 1314 i Oslo et Brev, hvorved han bestemte, at den, som Kongen beskikkede til Formand for Mariekirken i Oslo, herefter tillige skulde være Kronens Cantsler med al den Heder, der havde ligget til Cantsler-Embedet fra gammel og ny Tid, og at han til Indtægt for sit Arbejde som Cantsler skulde være forlenet med hele Nesodden, paa samme Vilkaar, som han allerede i Egenskab af Provst havde begge Skibrederne paa Follo. Lejligheden, hvorved denne Bestemmelse blev given, synes at have været Ivar Olafssøns Tiltrædelse til Cantsler-Embedet, thi det er vist, at han blev Cantsler i 1314[2],
