vigtigste af sine Befalinger. Formodentlig har vel heller ikke enten han eller de øvrige, der ivrede for Lagthingenes Opretholdelse, klart indseet Aarsagerne til deres Forfald. Man kan sige, at hans tidligere Bestræbelser for at faa de Fornemmere til at lystre Lagmandens Stevninger og underkaste sig hans Orskurder nu havde virket til en modsat Yderlighed af den, Kongen havde søgt at modarbejde. Hvor vanskeligt det var at faa den forsvindende Skik holdt i Live, viser sig deraf, at Kongen tre Aar efter, fra Agvaldsnes, den 10de Juni 1313[1], maatte udgive et Brev af lignende Indhold, tilføjende et Forbud mod at Lagmændene skulde skaffe nogen af de saaledes forsømmelige Sysselmænd, Lensmænd eller Biskopsmænd Ret eller Dom, naar de næste Gang kom paa Thinget og selv havde Sager at drive.
Den nys nævnte Forordning af 1310 indeholder endvidere et Tillæg, vedkommende en anden Uskik, der ellers ikke omtales, men især maa have været Kongen mishagelig, da den ligefrem modarvejdede hans ivrige Bestræbelser for ej alene at frigjøre den verdslige Magt for Gejstlighedens Indflydelse, men ogsaa at udstrække sin egen Indflydelse over den, nemlig at de haandgangne Mænd modtoge Fuldmagt af Gejstlige som deres Provster til at paatale Sager for gejstlig Net. Dette var maaskee et Forsøg som de klogere Medlemmer af Gejstligheden gjorde paa at danne sig en egen Afdeling af Tjenere blandt Kongsmændene, ligesom Kongen ved Capellgejstlighedens Stiftelse havde søgt at skaffe sig Tjenere og Afhængige inden Gejstligheden. Derved vilde Kongens Hensigt med denne Foranstaltning aldeles forfejles, og man kan let forstaa, at han ikke kunde betragte det med Ligegyldighed. Han bød derfor i Forordningen, „at de kongelige haandgangne Mænd, der toge Provstedømme af lærde Mænd for at stevne Kongens Thegner for Biskoppen angaaende verdslige Sekter, skulde være selvsagte af Kongens Tjeneste og derforuden afsatte fra Provstedømmet; thi Lagmanden skulde herom dømme som hidindtil“. Ogsaa de ikke haandgangne Mænd forbød Kongen dette strengeligen under en Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr. Naar Gejstlige, der havde Provstedømme, forsyndede sig herimod (ved at drage Sager under Biskoppen, der hørte under Lagmanden), skulde ingen af Kongens Thegner svare dem nogen Afgift førend Sagen var indkommen for denne.
I den nøjeste Forbindelse med Gjennemførelsen af den store Reductions-Forordning stod ogsaa en streng Forholdsregel, som Kongen paabød med Hensyn til den Leding, de haandgangne Mænd og Biskopsmændene vare pligtige at svare. Det er forhen omtalt[2], hvorledes
