Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/631

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
609
1310. Forordninger mod forſkjellige Misbrug.

vigtigſte af ſine Befalinger. Formodentlig har vel heller ikke enten han eller de øvrige, der ivrede for Lagthingenes Opretholdelſe, klart indſeet Aarſagerne til deres Forfald. Man kan ſige, at hans tidligere Beſtræbelſer for at faa de Fornemmere til at lyſtre Lagmandens Stevninger og underkaſte ſig hans Orſkurder nu havde virket til en modſat Yderlighed af den, Kongen havde ſøgt at modarbejde. Hvor vanſkeligt det var at faa den forſvindende Skik holdt i Live, viſer ſig deraf, at Kongen tre Aar efter, fra Agvaldsnes, den 10de Juni 1313[1], maatte udgive et Brev af lignende Indhold, tilføjende et Forbud mod at Lagmændene ſkulde ſkaffe nogen af de ſaaledes forſømmelige Sysſelmænd, Lensmænd eller Biſkopsmænd Ret eller Dom, naar de næſte Gang kom paa Thinget og ſelv havde Sager at drive.

Den nys nævnte Forordning af 1310 indeholder endvidere et Tillæg, vedkommende en anden Uſkik, der ellers ikke omtales, men iſær maa have været Kongen mishagelig, da den ligefrem modarvejdede hans ivrige Beſtræbelſer for ej alene at frigjøre den verdslige Magt for Gejſtlighedens Indflydelſe, men ogſaa at udſtrække ſin egen Indflydelſe over den, nemlig at de haandgangne Mænd modtoge Fuldmagt af Gejſtlige ſom deres Provſter til at paatale Sager for gejſtlig Net. Dette var maaſkee et Forſøg ſom de klogere Medlemmer af Gejſtligheden gjorde paa at danne ſig en egen Afdeling af Tjenere blandt Kongsmændene, ligeſom Kongen ved Capellgejſtlighedens Stiftelſe havde ſøgt at ſkaffe ſig Tjenere og Afhængige inden Gejſtligheden. Derved vilde Kongens Henſigt med denne Foranſtaltning aldeles forfejles, og man kan let forſtaa, at han ikke kunde betragte det med Ligegyldighed. Han bød derfor i Forordningen, „at de kongelige haandgangne Mænd, der toge Provſtedømme af lærde Mænd for at ſtevne Kongens Thegner for Biſkoppen angaaende verdslige Sekter, ſkulde være ſelvſagte af Kongens Tjeneſte og derforuden afſatte fra Provſtedømmet; thi Lagmanden ſkulde herom dømme ſom hidindtil“. Ogſaa de ikke haandgangne Mænd forbød Kongen dette ſtrengeligen under en Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr. Naar Gejſtlige, der havde Provſtedømme, forſyndede ſig herimod (ved at drage Sager under Biſkoppen, der hørte under Lagmanden), ſkulde ingen af Kongens Thegner ſvare dem nogen Afgift førend Sagen var indkommen for denne.

I den nøjeſte Forbindelſe med Gjennemførelſen af den ſtore Reductions-Forordning ſtod ogſaa en ſtreng Forholdsregel, ſom Kongen paabød med Henſyn til den Leding, de haandgangne Mænd og Biſkopsmændene vare pligtige at ſvare. Det er forhen omtalt[2], hvorledes

  1. N. gl. L. III. No. 37, S. 106.
  2. Se ovf. S. 376.