længer opretholdes, hvilket dog er det største Rets-Ran for hele Almuen; derfor byde og befale vi at alle Sysselmænd og deres Ombudsmænd, Provster og Kirkens Ombudsmænd saavel som alle Nevndarmænd skulle, naar de ej have lovligt Forfald, komme til Lagthinget eller udrede en saadan Sekt som Lovbogen byder inden en Maaned efter Lagthinget, enten til den kongelige Fehirde eller Lagmanden[1], naar disse selv ere tilstede, eller til dem som have faaet disse Embedsmænds skriftlige Fuldmagt til at oppebære Boden. Den som bryder dette vort Bud, skal miste de Verdigheder, han maatte beklæde, og desuden svare i Brevebrud 8 Ertoger og 13 Merker“. Man seer heraf, at ej alene Sysselmændene og deres Lensmænd, saavelsom de gejstlige Herrers Fuldmægtige plejede at udeblive fra Lagthingene, men endog selve Nevndarmændene, og at der endog udfordredes et formeligt Magtsprog for at faa dem til at indfinde sig. Naar de, der vare forpligtede til at møde, saaledes udeblev, ligger den Slutning nær, at de, der ikke havde nogen saadan Forpligtelse paa sig, endnu mindre gjorde sig den Umag at komme, og at Lagthinget saaledes kun besøgtes af dem, som enten havde Sager der at føre, samt maaskee af de nærmest Omboende, der med Lethed kunde komme did, men at Mængden sad hjemme, saa at den Forsamling, som man nu plejede at see der, kun var ubetydelig og ringe i Sammenligning med de talrige Folkehobe, der i gamle Tider fra nær og fjern søgte derhen. Dette var, som allerede forhen paapeget, en naturlig Følge deraf, at man ikke længere behøvede at søge Lagthinget for at faa Retssager paakjendte, men til enhver Tid tiende søge sin Ret hos Lagmanden, medens tillige al Medvirkning i Lovgivningen var bleven unddragen Folket og alene henlagt under Kongen og hans nærmeste Raadgivere. Under disse Omstændigheder maatte alle mere eller mindre føle, at Lagthinget i sig selv var overflødigt, og det er derfor i og for sig selv ikke forunderligt, at endog Sysselmændene og Nævningsmændene udebleve, thi deres Nærværelse var jo egentlig overflødig. Naar Kongen desuagtet søgte at holde Lagthingene ved Magt, var det vel deels fordi han og mange med ham betragtede dem som en gammel, ærverdig Institution, der nu engang ikke burde afskaffes, deels vel og fordi Offentliggjørelsen og den saakaldte Vedtagelse af Forordninger og andre Lovbestemmelser paa Lagthingene gav dem en forvindende Kraft, som de ellers savnede, men som han fremdeles ønskede at klemte give i det mindste de
- ↑ Da her i Hovedtexten Fehirden i Bergen og Gulathings Lagmand nævnes, maa man formode, at de Lagmænd, som herved bestilledes til at oppebære Sekten tilligemed Fehirderne, kun vare Lagmændene ved de gamle Hovedlagthing, Gulathing, Frostathing og Eidsivathing, samt maaskee Borgarthing.
