Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/630

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
608
Haakon Magnusſøn.

længer opretholdes, hvilket dog er det ſtørſte Rets-Ran for hele Almuen; derfor byde og befale vi at alle Sysſelmænd og deres Ombudsmænd, Provſter og Kirkens Ombudsmænd ſaavel ſom alle Nevndarmænd ſkulle, naar de ej have lovligt Forfald, komme til Lagthinget eller udrede en ſaadan Sekt ſom Lovbogen byder inden en Maaned efter Lagthinget, enten til den kongelige Fehirde eller Lagmanden[1], naar disſe ſelv ere tilſtede, eller til dem ſom have faaet disſe Embedsmænds ſkriftlige Fuldmagt til at oppebære Boden. Den ſom bryder dette vort Bud, ſkal miſte de Verdigheder, han maatte beklæde, og desuden ſvare i Brevebrud 8 Ertoger og 13 Merker“. Man ſeer heraf, at ej alene Sysſelmændene og deres Lensmænd, ſaavelſom de gejſtlige Herrers Fuldmægtige plejede at udeblive fra Lagthingene, men endog ſelve Nevndarmændene, og at der endog udfordredes et formeligt Magtſprog for at faa dem til at indfinde ſig. Naar de, der vare forpligtede til at møde, ſaaledes udeblev, ligger den Slutning nær, at de, der ikke havde nogen ſaadan Forpligtelſe paa ſig, endnu mindre gjorde ſig den Umag at komme, og at Lagthinget ſaaledes kun beſøgtes af dem, ſom enten havde Sager der at føre, ſamt maaſkee af de nærmeſt Omboende, der med Lethed kunde komme did, men at Mængden ſad hjemme, ſaa at den Forſamling, ſom man nu plejede at ſee der, kun var ubetydelig og ringe i Sammenligning med de talrige Folkehobe, der i gamle Tider fra nær og fjern ſøgte derhen. Dette var, ſom allerede forhen paapeget, en naturlig Følge deraf, at man ikke længere behøvede at ſøge Lagthinget for at faa Retsſager paakjendte, men til enhver Tid tiende ſøge ſin Ret hos Lagmanden, medens tillige al Medvirkning i Lovgivningen var bleven unddragen Folket og alene henlagt under Kongen og hans nærmeſte Raadgivere. Under disſe Omſtændigheder maatte alle mere eller mindre føle, at Lagthinget i ſig ſelv var overflødigt, og det er derfor i og for ſig ſelv ikke forunderligt, at endog Sysſelmændene og Nævningsmændene udebleve, thi deres Nærværelſe var jo egentlig overflødig. Naar Kongen desuagtet ſøgte at holde Lagthingene ved Magt, var det vel deels fordi han og mange med ham betragtede dem ſom en gammel, ærverdig Inſtitution, der nu engang ikke burde afſkaffes, deels vel og fordi Offentliggjørelſen og den ſaakaldte Vedtagelſe af Forordninger og andre Lovbeſtemmelſer paa Lagthingene gav dem en forvindende Kraft, ſom de ellers ſavnede, men ſom han fremdeles ønſkede at klemte give i det mindſte de

  1. Da her i Hovedtexten Fehirden i Bergen og Gulathings Lagmand nævnes, maa man formode, at de Lagmænd, ſom herved beſtilledes til at oppebære Sekten tilligemed Fehirderne, kun vare Lagmændene ved de gamle Hovedlagthing, Gulathing, Froſtathing og Eidſivathing, ſamt maaſkee Borgarthing.