erhvervet lovlig Dom eller Afgjørelse, henvender sig forgjeves til vore Sysselmænd eller deres Lensmænd om at faa sin Ret, forbyde vi dem at sagsøge vore Thegner angaaende den Sagøre, vi have tilstaaet dem, førend den, der lovligen klager, har faaet Ret, og ovenikjøbet maa de vente sig at vi overdrage Syslerne til andre, som ville skaffe de lovligt sig Henvendende Ret. Hvor ogsaa Lagmanden og andre forstandige Mænd see at Sysselmændene og deres Lensmænd uretteligen tage Bøndernes Penge uden lovligt Søgsmaal, skulle de ikke skaffe nogen anden Ret førend dem, fra hvem der saaledes ulovligt blev taget“. Det synes ikke rimeligt, at Sysselmænd, der Aaret forud vare blevne indsatte istedetfor ældre, mindre duelige og redelige, allerede nu skulde have gjort sig skyldige i saa grovt Uvæsen og paadraget sig saa mange Klager; man maa derfor, som sagt, formode, at den i Forordningen paabudte nye Besættelse af Syslerne endnu ikke have fundet Sted, hvad enten man nu har fundet det raadeligst, under de daværende urolige Tider ej at gaa altfor strengt til Verks, eller man først har villet oppebie Resultatet af den Commissions Arbejder, der, som det ovenfor er viist, nødvendigviis maa være bleven nedsat for at ordne Redactionen, og altsaa ingen synderlig Forandring i Embedspersonalet har fundet Sted førend efter 1312. Dette bestyrkes ogsaa deraf at Kongen endnu om Sommeren 1310, da han opholdt sig i Bergen[1], ansaa det nødvendigt, udtrykkeligt at indskærpe Sysselmændene, deres Lensmænd og Biskoppernes Ombudsmænd deres Forpligtelse til at søge Lagthinget. Thi man kan, som sagt, vanskeligt forestille sig, at de Sysselmænd, som bleve udnævnte ifølge den store Forordning af 1308, allerede i sit første Embedsaar skulde have tilladt sig en saadan Forsømmelse. Den nysnævnte Forordning af 1310, sigtende til Lagthingets Opretholdelse, er ellers heel merkelig, forsaavidt den fremdeles viser, hvor lidet Lagthinget i sig selv havde at betyde efter at Lagmandsembedet havde faaet sin fuldstændige Organisation. Det heder nemlig, at der allerede i længere Tid havde været klaget over, at Sysselmændene, disses Lensmænd og Biskoppernes Ombudsmænd ikke vilde komme til Things og ikke svare de Bøder, som de paa Thinget bleve ilagte for deres Forsømmelse. „Hvis saadan Ulydighed“, siger Kongen, „skal have Fremgang, da kan ikke Lagthinget
- ↑ Forordningen er dateret Bergen den 23de Juni 1310, N. gl. Love 28, S. 88 og siges at være beseglet i Kongens egen Nærværelse, samt skreven af Thorgeir Klerk. Man seer for Resten af de forskjellige Texters Beskaffenhed, ak den maa have været udstedt i særskilte Exemplarer til de forskjellige Hoved Lagthing; i de forhaandenværende Afskrifter nævnes Gulathing og Frostathing.
