Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/623

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
601
1309–14. Biskop Arnes Virksomhed i Bergen.

Capellpresterne skulde alene vedkomme mindre Forseelser o. s. v.[1]. Denne Forklaring stemmede neppe med Kongens eller Magisterens Ønske og Forventning; men herved var intet at gjøre, og de maatte finde sig deri. Biskoppen synes ved den her vundne Sejr at være bleven opmuntret til at gaa videre; vi see saaledes at der allerede i 1310 var en heftig Strid mellem ham og Provst Finn om Grændserne for Allehelgenskirkes Sogn; samt ligeledes at Biskoppen gjorde Vanskeligheder ved at udføre flere kirkelige Handlinger ved Capellerne, hvortil der udfordredes biskoppelig Vielse, den Magisteren ikke havde, som at indvie den hellige Olje og Chrisma, rense Kirker, der vare blevne besmittede o. s. v.; altsammen vistnok kun for at besværliggjøre Capellpresterne deres Virksomhed. Her maatte da Magisteren klage til Paven, som denne Gang tog Capell-Gejstlighedens Parti og befalede Biskopperne for Eftertiden under kirkelig Straf at udføre de omskrevne Handlinger[2]. Hermed synes Tvistighederne i Arnes Tid at være ophørte; men de opblussede igjen under hans Eftermand. Biskop Arne er den første norske Biskop, om hvem det med Bestemthed vides, at han med Strenghed søgte at paasee Coelibatbudets Overholdelse. Vel var der ikke længer Tale om at Presterne kunde indgaa Egteskab, men i Stedet for Hustruer havde de „Følgekoner“ eller „Huusholdersker“ (paa Latin kaldet focariæ, i Danmark Preste-Deier), med hvilke de levede ganske som Hustruer, og som af Almuen ogsaa betragtedes saaledes[3]; ja det lader endog til, at Presterne selv ikke anede at der var noget ondt heri, eftersom vi erfare, at enkelte ej engang undsaa sig for at have Følgekonen ved sin Side ved Bordet, naar Biskoppen gjestede ham paa Visitats. Dette Uvæsen søgte Biskop Arne at hemme ved alvorlige Advarselsbreve og Straffe, skjønt det dog neppe frugtede synderligt. Over de Klostre, der stode under det biskoppelige Tilsyn, navnlig Augustinerklostrene, Jonsklostret i Bergen og Halsnø Kloster, holdt Arne en streng Opsigt, og synes endog at have haft i Sinde at foretage en Reform af det sidste, hvor meget Uvæsen havde indsneget sig; men heraf blev dog intet, enten nu fordi Munkene lovede Bedring, eller fordi Døden hindrede ham i at

  1. Barth. E. 523. Suhm XI. 626, jvfr. Keyser N. K. H. II. 151.
  2. Sammesteds, S. 152, 153; Barth. E. 530.
  3. Ordet focaria kommer af focus, Arnested. Af fylgjukona, sammendraget i daglig Tale paa samme Maade som „Frænke“ (kvindelig Slægtning) af frændkona, synes i det norske Almuessprog Ordet „Fylkje“ eller „Fyrkje“ (udtalt med det tykke l, Mellemting mellem l og r) at være dannet; det betyder oprindelig „Pige“ eller „Tøs“ i en, om just ikke foragtelig, saa dog noget mindre ædel Betydning. I Sverige synes det bekjendte „flicka“ at være det samme; ogsaa det havde oprindelig en noget uædel Betydning.