Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/622

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
600
Haakon Magnusſøn.

under den fredelige Biſkop Arne Helgesſøn, hvilken desuden var meſt optagen med at gjenopføre Kathedralkirken paa Skaalholt, der blev truffen af Lynild Natten før Paalsmesſe (25de Januar) 1309, og fortæredes i en kort Stund med mange Koſtbarheder. Arne rejſte ſamme Aar ſelv over til Norge for at bede om Underſtøttelſe til at rejſe en ny Kirke, og Kong Haakon viiſte ham en ſand kongelig Gavmildhed, idet han ſkjænkede ham Bygningstømmer og mange andre Koſtbarheder; Dronningen og alle de bedſte Mænd i Norge fulgte hans Exempel, ſaa at Arne kom riigt begavet tilbage, og det almindeligt heed, at ingen islandſk Biſkop havde gjort en ſaa glimrende Rejſe til Norge[1].

I Bergen døde Biſkop Arne Sigurdsſøn 1314. Vi have allerede i det foregaaende ſeet nok af hans Virkſomhed til at vide, at han paa ſin Viis var en meget nidkjær og virkſom Mand, men at hans Nidkjærhed ofte udartede til Stivſind, og hans Virkſomhed til Smaalighed, ligeſom og at han med ængſtelig Omhyggelighed ſøgte at opretholde ſin Embedsmyndighed ej alene mod den verdslige Magt, men endog mod ſine egne gejſtlige Colleger og Overordnede. Dette viiſte ſig iſær i hans nys omtalte Strid med Erkebiſkop Jørund om Beſættelſen af Færøernes Biſkopsſtol, og med Erkebiſkop Eilif om Palliehjelpen. At Indretningen med de kongelige Capeller og Magiſter Capellarum rinder ſaadanne Omſtændigheder maatte være ham meget imod, iſær da den ſaa godt ſom til Biſkoppernes Ligemænd ophøjede Magiſter reſiderede i Bergen, og de fleſte under dennes Beſtyrelſe henlagte Capeller desuden fandtes i Bergens Biſkopsdømme, er let at indſee. Det varede heller ikke længe, førend der opſtod Strid mellem ham og Provſt Finn om, hvorledes Oprettelſesbullens Ord om dennes Forſtanderſkab over Capellerne ſkulde fortolkes. Ordene vare noget dunkle, og enhver af Parterne ſøgte at fortolke dem til ſin Fordeel, Biſkoppen ved at give dem ſaa indſkrænket, Provſten ved at give dem ſaa udvidet Betydning, ſom muligt. Man henvendte ſig til Paven ſelv med Foreſpørgſler derom, og denne, ſom i Oprettelſesbullen aabenbart havde lagt et Sindelag for Dagen, der berettigede til at tage Ordene i den videſte og for Magiſteren fordeelagtigſte Forſtand, talte nu i en anden Tone, maaſkee fordi man havde foreſtillet ham, at der allerede var indrømmet den kongelige Gejſtlighed for meget. Han erklærede nemlig udtrykkeligt, at Capellernes Preſter ikke ſkulde være unddragne den biſkoppelige Jurisdiction, om end Kongen præſenterede dem; heller ikke ſkulde Magiſteren kunne afſætte eller indſætte dem, Biſkoppen uadſpurgt. Viſitationsretten ved Capellerne ſkulde ej være Biſkopperne betagen, og Magiſterens dømmende Myndighed over

  1. Isl. Annaler ved 1310.