Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
40
Erik Magnusſøn.

nu ſidſt ved Erkebiſkoppens Fordrivelſe[1]. Han tog nu ſin Bolig i Erkebiſkopsgaarden, hvor han ſov med ſin Kone i Erkebiſkoppens egen Seng, hvilket iſær ſynes at have forarget Erkebiſkoppens Venner; han tog ogſaa alle Chorsbrødrenes Ejendomme og Præbender under ſig, og betalte Chorsbrødrene ſelv kun visſe Uge- eller Maaneds-Penge[2]. Nu ſynes ogſaa, da Thingtiden kom, den ſtore Retterbod at have været fremlagt paa Lagthingene og formeligt at være vedtagen af Folket. Tilfældigviis er der os opbevaret en kort Beretning om, hvorledes Hr. Bjarne af Giſke bar ſig ad denne Sommer oppe i Vaagen, hvor han vel optraadte i Egenſkab af Sysſelmand, eller vel endog maaſkee ſom Overbefalingsmand over det hele Landſkab, hvis mægtigſte Mand han var ſom Herre til Bjarkø[3]. Han holdt et Møde paa Brudarberg i Vaagen, hvori Fjerdingsthinget for denne Deel af Haalogaland ſynes at have været afholdt, og hvor man da tillige ſynes at have plejet at oplæſe den ſaakaldte Vaagabok, en for Vaagen og dens Fiſkerier ſærſkilt gjeldende Lovbog, der da neppe kan have været andet end den gamle Bjarkøret, forøget med alle de ſæregne Beſtemmelſer, der ſkulde iagttages ved Fiſkerierne, og ſaaledes og et fuldſtændigt Regulativ af Tiende-Ydelſen ved disſe. Hr. Bjarne forbød nu at oplæſe Vaagaboken, ſigende, at Kongen ikke vilde have flere Lovbøger i Landet

  1. Allerede i det ovenfor omtalte Brev af 5te October 1280 heder det, at Erkebiſkoppen lod Hr. Hallkell og Hr. Jon ſamt Erlend Sysſelmand kalde for ſig og gjorde dem Foreſtilling angaaende deres Fremfærd mod Gejſtligheden og Kirken i Throndhjem; heraf ſees, at Hr. Jon allerede da var beklædt med en vis Myndighed der. Det heder og i Cap. 47, hvor Talen er om Erkebiſkoppens Død og den hans Liig negtede Begravelſe i Nidaros: han negtede ham denne ſidſte Tjeneſte og Tilflytning tilbage til ſin Stol, der havde været Formand i at forjage ham fra Stolen i levende Live“. Da der kort forud er talt om Jon Brynjulfsſøns Færd i Nidaros, ſynes alene han her at kunne være meent. Endelig berettes det udtrykkeligt i Arne B. S. Cap. 70, at Erkebiſkop Jørund bannſatte Jon for Erkebiſkoppens Fordrivelſe.
  2. Arne B S. Cap. 47.
  3. Dipl. Norv. III. No. 30. Dette er et Vidnesbyrd, ſom Erkebiſkop Jorund i Aaret 1291 lod optage over Hr. Bjarnes Forſeelſer mod Kirken og Gejſtligheden. Her omtales baade, hvorledes han i Bergen erklærede Brevet om Myntretten ophævet, ſamt hans derpaa følgende Bannſættelſe, og hvorledes han „om Sommeren“ holdt Møde paa Brudarberg m. m. Hvilken Sommer det var, angives ikke nøjere, men at det var Sommeren 1282, kan alene deraf ſkjønnes, at Bjarne ved Thingtiden i 1281 var i Skotland ſom Geſandt, og at Stemningen i 1283 og 1284 ikke var ſaadan, at han da havde kunnet fare ſaa uſkaanſomt frem. Heraf ſluttes igjen ogſaa, at det var i 1282, at den ſtore Retterbods formelige Thingvedtagelſe fandt Sted, thi man ſeer juſt af Bjarnes Færd, at Høvdingerne da maa have indfundet ſig paa Thingene for at faa ſine Beſtemmelſer vedtagne og Gejſtlighedens nyere Privilegier ophævede.