Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/618

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
596
Haakon Magnusſøn.

Gejſtligheden ved Hole Biſkopsſtol udmerkede ſig fordeelagtigt ved ſin Lærdom. Derhos var han ſtormodig og forſonlig, hvorpaa man havde det bedſte Exempel i hans Fremferd mod den allerede oftere omtalte Preſt, Laurentius Kalfsſøn. Denne, der, ſom det allerede er berettet, i længere Tid havde opholdt ſig i Nidaroos, og ſtod højt i Erkebiſkop Jørunds Gunſt, men derimod var forhadt af Chorsbrødrene, blev i Aaret 1307 af Erkebiſkoppen efter disſes Raad ſendt ud til Island for at viſitere paa hans Vegne. Chorsbrødrene ønſkede nemlig helſt at blive ham kvit, og havde vel ogſaa en Tanke om, at hans megen Iver, hvori der unegteligt var blandet noget Overmod, ſnart vilde bringe ham i alſkens Ubehageligheder. Laurentius begik ſelv det Misgreb at udbede ſig en Dominicaner, Broder Bjørn, til Medviſitator, og fordrede dette ſaa ivrigt, at Erkebiſkoppen, ſkjønt han anede Uraad, maatte føje ham deri. Forøvrigt viiſte han Laurentius den overordentlige Tillid, endog at meddele ham hemmeligt tre Blanketter med ſit Segl under, til Udfyldning efter eget Tykke, kun maatte han aflægge Eed paa, ikke at ville indføre noget i disſe Breve, der kunde være Erkebiſkoppen eller hans Kirke til Skade. Da begge Viſitatorerne vare komne til Island, gik alt godt, ſaa længe de gjennemrejſte Skaalholts Biſkopsdømme, thi Biſkop Arne Helgesſøn var en føjelig Mand, ſom fandt ſig i alt hvad de foretog ſig. Anderledes var det derimod med den ſtolte Jørund, hvem det desuden maatte være dobbelt ubehageligt paa en vis Maade at lade ſig hovmeſterere af Laurentius, hvilken han ſelv i ſin Tid havde draget frem fra ringe Kaar. Allerede i Begyndelſen af 1308 opſtod der Uenighed mellem Biſkoppen og Laurentius, og det viiſte ſig nu, at Erkebiſkoppen havde Ret, da han fraraadede denne at dele ſin Myndighed med Broder Bjørn, thi denne tog ſtedſe Parti med Biſkoppen, og gav alle de øvrige Medhold, med hvem den uforſigtige Laurentius lagde ſig ud ved at blande ſig i Sager, der egentlig ikke vedkom ham. Da Bjørn rejſte tilbage til Norge førend Viſitationen var til Ende, blev Laurentius efter for at viſitere alene, uagtet Biſkoppen vægrede ſig ved at erkjende hans Competence dertil, da Fuldmagten havde lydt paa ham og Bjørn i Fællesſkab. Dette hindrede dog ikke Laurentius fra at føre det ſtore Ord og holde Straffeprædikener mod alle de Uſkikke, han paaſtod havde indſneget ſig, og da han nogen Tid efter ogſaa forlod Island, havde han den Driſtighed at oplæſe for Biſkoppen ſelv en Fortegnelſe, han havde opſat over alle de Misligheder, han troede at have fundet bed hans Embedsførelſe, tilføjende, at han vilde melde altſammen for Erkebiſkoppen. Biſkoppen tog alligevel dette nok ſaa roligt, og tilbød Laurentius at de heller ſkulle forlige ſig med hinanden, og fra begge Sider ikke ſkrive andet til Erkebiſkoppen end godt om hinanden; men