Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/618

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
596
Haakon Magnussøn.

Gejstligheden ved Hole Biskopsstol udmerkede sig fordeelagtigt ved sin Lærdom. Derhos var han stormodig og forsonlig, hvorpaa man havde det bedste Exempel i hans Fremferd mod den allerede oftere omtalte Prest, Laurentius Kalfssøn. Denne, der, som det allerede er berettet, i længere Tid havde opholdt sig i Nidaroos, og stod højt i Erkebiskop Jørunds Gunst, men derimod var forhadt af Chorsbrødrene, blev i Aaret 1307 af Erkebiskoppen efter disses Raad sendt ud til Island for at visitere paa hans Vegne. Chorsbrødrene ønskede nemlig helst at blive ham kvit, og havde vel ogsaa en Tanke om, at hans megen Iver, hvori der unegteligt var blandet noget Overmod, snart vilde bringe ham i alskens Ubehageligheder. Laurentius begik selv det Misgreb at udbede sig en Dominicaner, Broder Bjørn, til Medvisitator, og fordrede dette saa ivrigt, at Erkebiskoppen, skjønt han anede Uraad, maatte føje ham deri. Forøvrigt viiste han Laurentius den overordentlige Tillid, endog at meddele ham hemmeligt tre Blanketter med sit Segl under, til Udfyldning efter eget Tykke, kun maatte han aflægge Eed paa, ikke at ville indføre noget i disse Breve, der kunde være Erkebiskoppen eller hans Kirke til Skade. Da begge Visitatorerne vare komne til Island, gik alt godt, saa længe de gjennemrejste Skaalholts Biskopsdømme, thi Biskop Arne Helgessøn var en føjelig Mand, som fandt sig i alt hvad de foretog sig. Anderledes var det derimod med den stolte Jørund, hvem det desuden maatte være dobbelt ubehageligt paa en vis Maade at lade sig hovmesterere af Laurentius, hvilken han selv i sin Tid havde draget frem fra ringe Kaar. Allerede i Begyndelsen af 1308 opstod der Uenighed mellem Biskoppen og Laurentius, og det viiste sig nu, at Erkebiskoppen havde Ret, da han fraraadede denne at dele sin Myndighed med Broder Bjørn, thi denne tog stedse Parti med Biskoppen, og gav alle de øvrige Medhold, med hvem den uforsigtige Laurentius lagde sig ud ved at blande sig i Sager, der egentlig ikke vedkom ham. Da Bjørn rejste tilbage til Norge førend Visitationen var til Ende, blev Laurentius efter for at visitere alene, uagtet Biskoppen vægrede sig ved at erkjende hans Competence dertil, da Fuldmagten havde lydt paa ham og Bjørn i Fællesskab. Dette hindrede dog ikke Laurentius fra at føre det store Ord og holde Straffeprædikener mod alle de Uskikke, han paastod havde indsneget sig, og da han nogen Tid efter ogsaa forlod Island, havde han den Dristighed at oplæse for Biskoppen selv en Fortegnelse, han havde opsat over alle de Misligheder, han troede at have fundet bed hans Embedsførelse, tilføjende, at han vilde melde altsammen for Erkebiskoppen. Biskoppen tog alligevel dette nok saa roligt, og tilbød Laurentius at de heller skulle forlige sig med hinanden, og fra begge Sider ikke skrive andet til Erkebiskoppen end godt om hinanden; men