hvorledes Indsamlingen skulde foregaa[1]. Tienden selv kom dog, som bekjendt, ikke den Sag, hvorfor den var paabudt, synderligt til Gode; i det mindste blev intet udrettet til det hellige Lands Befrielse, og Pengene tjente kun til at berige den pavelige Stol, over hvis Begjerlighed der allerede tidligere havde været klaget, f. Ex. af Matthæus af Paris, men som dog fornemmelig efter sin Nedsættelse i Frankrige synes at være bleven opfindsom i at skaffe sig nye Indtægtskilder. Da Pave Clemens var død den 25de April 1314, og Pavestolen, efter en mere end maa= rig Vacance, endelig atter blev besat med en Franskmand, nemlig Johannes den 22de (forhen Jakob d’Euse, Cardinalbiskop af Portus), tilskrev denne fra Avignon, den 8de December s. A., Erkebiskopperne saavel i Norge som i Sverige, at formedelst det apostoliske Sædes Pengetrang skulde det første Aars Indtægter af alle gejstlige Beneficier i deres Provindser, som enten nu vare, eller i de næste tre Aar bleve ledige, tilfalde det pavelige Skatkammer, kun Kathedralkirkerne, Abbedierne og de allermindste gejstlige Embeder undtagne. Disse Indtægter vare de bekjendte saakaldte Annater, paa hvis Udskrivelse fra Norge vi ikke kan fremvise noget tidligere Exempel. Ved et samme Dag udstedt Brev overdrog Paven for Norges Vedkommende Erkebiskoppen, Lydbiskopperne og tvende Chorsbrødre af Nidaroos at beskikke Collectorer og Subcollectorer af disse Penge, der ikke maatte anvendes til noget andet Brug, men samvittighedsfuldt indsendes til det apostoliske Kammer. I Begyndelsen af det følgende Aar (den 3die Februar 1317) overdrog Paven fra Avignon Erkebiskoppen og Capitlet i Nidaroos herefter at indsamle Rumaskatten og at inddrive Restancerne fra før af[2].
I de første Aar af Erkebiskop Eilifs temmelig langvarige Embedstid indtraf der mange Biskopsskifter i den norske Kirke. Først døde Biskop Jørund af Hole den 1ste Februar 1313, efterat have beklædt Biskops-Embedet i den usedvanlig lange Tid af 46 Aar, og, som vi have seet, viist sig mere end almindelig slu og verdensklog under de mange politiske Storme, som rystede Island, fornemmelig saalænge Biskop Arne levede. Dette var just ingen Egenskaber, der anbefalede ham som Biskop, ligesom det er aabenbart, at han ikke lagde nogen synderlig Nidkjærhed for Dagen i at afskaffe Uskikke og holde streng Orden i sit Biskopsdømme, men heller saa igjennem Fingre med, hvad han kun vilde høste Uvilje ved at paatale. Dog havde han ogsaa sine gode Sider; han anvendte megen Omhu paa Presternes Oplærelse ved sin Biskopsstol og søgte at drage de dueligste Lærere til sig, saaat det virkelig synes som om
