Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/617

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
595
1312—1316. Kirkelige Begivenheder.

hvorledes Indſamlingen ſkulde foregaa[1]. Tienden ſelv kom dog, ſom bekjendt, ikke den Sag, hvorfor den var paabudt, ſynderligt til Gode; i det mindſte blev intet udrettet til det hellige Lands Befrielſe, og Pengene tjente kun til at berige den pavelige Stol, over hvis Begjerlighed der allerede tidligere havde været klaget, f. Ex. af Matthæus af Paris, men ſom dog fornemmelig efter ſin Nedſættelſe i Frankrige ſynes at være bleven opfindſom i at ſkaffe ſig nye Indtægtskilder. Da Pave Clemens var død den 25de April 1314, og Paveſtolen, efter en mere end maa= rig Vacance, endelig atter blev beſat med en Franſkmand, nemlig Johannes den 22de (forhen Jakob d’Euſe, Cardinalbiſkop af Portus), tilſkrev denne fra Avignon, den 8de December ſ. A., Erkebiſkopperne ſaavel i Norge ſom i Sverige, at formedelſt det apoſtoliſke Sædes Pengetrang ſkulde det førſte Aars Indtægter af alle gejſtlige Beneficier i deres Provindſer, ſom enten nu vare, eller i de næſte tre Aar bleve ledige, tilfalde det pavelige Skatkammer, kun Kathedralkirkerne, Abbedierne og de allermindſte gejſtlige Embeder undtagne. Disſe Indtægter vare de bekjendte ſaakaldte Annater, paa hvis Udſkrivelſe fra Norge vi ikke kan fremviſe noget tidligere Exempel. Ved et ſamme Dag udſtedt Brev overdrog Paven for Norges Vedkommende Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne og tvende Chorsbrødre af Nidaroos at beſkikke Collectorer og Subcollectorer af disſe Penge, der ikke maatte anvendes til noget andet Brug, men ſamvittighedsfuldt indſendes til det apoſtoliſke Kammer. I Begyndelſen af det følgende Aar (den 3die Februar 1317) overdrog Paven fra Avignon Erkebiſkoppen og Capitlet i Nidaroos herefter at indſamle Rumaſkatten og at inddrive Reſtancerne fra før af[2].

I de førſte Aar af Erkebiſkop Eilifs temmelig langvarige Embedstid indtraf der mange Biſkopsſkifter i den norſke Kirke. Førſt døde Biſkop Jørund af Hole den 1ſte Februar 1313, efterat have beklædt Biſkops-Embedet i den uſedvanlig lange Tid af 46 Aar, og, ſom vi have ſeet, viiſt ſig mere end almindelig ſlu og verdensklog under de mange politiſke Storme, ſom ryſtede Island, fornemmelig ſaalænge Biſkop Arne levede. Dette var juſt ingen Egenſkaber, der anbefalede ham ſom Biſkop, ligeſom det er aabenbart, at han ikke lagde nogen ſynderlig Nidkjærhed for Dagen i at afſkaffe Uſkikke og holde ſtreng Orden i ſit Biſkopsdømme, men heller ſaa igjennem Fingre med, hvad han kun vilde høſte Uvilje ved at paatale. Dog havde han ogſaa ſine gode Sider; han anvendte megen Omhu paa Preſternes Oplærelſe ved ſin Biſkopsſtol og ſøgte at drage de dueligſte Lærere til ſig, ſaaat det virkelig ſynes ſom om

  1. Keyſer n. Khiſt. II. S. 166—168. Dipl. Norv. I. No. 139.
  2. Sammeſteds S. 173—174.