Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/614

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
592
Haakon Magnusſøn.

Tractater. Der er ogſaa Tegn forhaanden til at de tydſke Stæder bleve urolige derved, og beſluttede at gjøre kraftige Modforeſtillinger, thi vi erfare, at Fyrſt Vitſlav den 3die af Rügen paa Stædernes Vegne ſendte en Geſandt til Norge, Ridder Arnold v. Magen. Men paa Rejſen gjennem Danmark blev han tagen til Fange af Kong Erik eller ved dennes Foranſtaltning, maaſkee fordi nu atter en Fejde, ſkjønt kun ubetydelig og kortvarig, var udbrudt eller paa Vej til at udbryde mellem Danmark og Norge[1]. Hvor vidt nogen anden blev ſendt i den fangne Arnold v. Witzens Sted, vides ikke. Der maa dog have indtruffet noget, der bragte Kong Haakon til, i det mindſte for Tunsbergs Vedkommende, at formilde hine ſtrenge Beſtemmelſer noget; ved Forordning, dateret 10de Mai 1318, beſtemte han nemlig, at alle Udlændinger, fra hvilket ſom helſt Land, der ikke laa i Uvenſkab med Norge, ſkulde være velkomne baade Vinter og Sommer, og kunne ſelge ſine Harer frit til alle Nordmænd, dog kun i ſtørre Partier, ſamt ligeledes kjøbe af Nordmænd og udføre alle de Varer, de vilde; hvorhos Tiden, i hvilken de kunde opholde ſig, ſkulde faſtſættes af Hr. Bjarne Audunsſøn, Sysſelmanden, og Lagmanden Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn. Det tilføjedes, at Klæde ikke maatte ſkæres til Salg uden af dem der havde taget Borgerſkab, indenlandſke eller udenlandſke, i Gildesſkaalen eller i et offentligt Huus, alt efter Hr. Bjarnes og Guthorm Kolbjørnsſøus Beſtemmelſe. I alt andet ſkulde den tidligere Forordning ſtaa ved Magt[2]. Dette er den ſidſte Anordning, ſom i Kong Haakons Tid vides at være udgivet, de udenlandſke Kjøbmænd vedkommende. Det er førſt temmelig langt hen i Kong Haakons Efterfølgers Tid, at vi ſtøde paa nogen ny Beſtemmelſe om denne Sag, og, da denne atter fornemmelig ſigtede til at indſkrænke Vinterſiddernes overhaandtagende Uvæſen, der nu endog, ſom det heder, gik ſaa vidt at ſelv udenlandſke Kjøbmænd, der i den ſedvanlige Tid om Sommeren kom til Byen for at handle, klagede over at de fandt alle Varerne opkjøbte, ſaaat ingen ordentlig Kjøbſtevne kunde komme iſtand, ſkulde man formode, at de nys meddeelte Anordninger ikke have været gjennemførte i ſin hele Strenghed, eller og at de Fremmede allerede have været for mægtige til at kunne holdes tilbørligt under Lovens Tvang.

  1. Se Brev fra Arnold v. Witzen, dateret 14de Septbr. 1317, Lübecks Urkundenb. II. No. 319.
  2. Norges gl. L. III. No. 51 S. 131. Forordningen er beſeglet af Ivar Cantſler og ſkreven af Haakon Notarius.