Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/614

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
592
Haakon Magnussøn.

Tractater. Der er ogsaa Tegn forhaanden til at de tydske Stæder bleve urolige derved, og besluttede at gjøre kraftige Modforestillinger, thi vi erfare, at Fyrst Vitslav den 3die af Rügen paa Stædernes Vegne sendte en Gesandt til Norge, Ridder Arnold v. Magen. Men paa Rejsen gjennem Danmark blev han tagen til Fange af Kong Erik eller ved dennes Foranstaltning, maaskee fordi nu atter en Fejde, skjønt kun ubetydelig og kortvarig, var udbrudt eller paa Vej til at udbryde mellem Danmark og Norge[1]. Hvor vidt nogen anden blev sendt i den fangne Arnold v. Witzens Sted, vides ikke. Der maa dog have indtruffet noget, der bragte Kong Haakon til, i det mindste for Tunsbergs Vedkommende, at formilde hine strenge Bestemmelser noget; ved Forordning, dateret 10de Mai 1318, bestemte han nemlig, at alle Udlændinger, fra hvilket som helst Land, der ikke laa i Uvenskab med Norge, skulde være velkomne baade Vinter og Sommer, og kunne selge sine Harer frit til alle Nordmænd, dog kun i større Partier, samt ligeledes kjøbe af Nordmænd og udføre alle de Varer, de vilde; hvorhos Tiden, i hvilken de kunde opholde sig, skulde fastsættes af Hr. Bjarne Audunssøn, Sysselmanden, og Lagmanden Hr. Guthorm Kolbjørnssøn. Det tilføjedes, at Klæde ikke maatte skæres til Salg uden af dem der havde taget Borgerskab, indenlandske eller udenlandske, i Gildesskaalen eller i et offentligt Huus, alt efter Hr. Bjarnes og Guthorm Kolbjørnssøus Bestemmelse. I alt andet skulde den tidligere Forordning staa ved Magt[2]. Dette er den sidste Anordning, som i Kong Haakons Tid vides at være udgivet, de udenlandske Kjøbmænd vedkommende. Det er først temmelig langt hen i Kong Haakons Efterfølgers Tid, at vi støde paa nogen ny Bestemmelse om denne Sag, og, da denne atter fornemmelig sigtede til at indskrænke Vintersiddernes overhaandtagende Uvæsen, der nu endog, som det heder, gik saa vidt at selv udenlandske Kjøbmænd, der i den sedvanlige Tid om Sommeren kom til Byen for at handle, klagede over at de fandt alle Varerne opkjøbte, saaat ingen ordentlig Kjøbstevne kunde komme istand, skulde man formode, at de nys meddeelte Anordninger ikke have været gjennemførte i sin hele Strenghed, eller og at de Fremmede allerede have været for mægtige til at kunne holdes tilbørligt under Lovens Tvang.

  1. Se Brev fra Arnold v. Witzen, dateret 14de Septbr. 1317, Lübecks Urkundenb. II. No. 319.
  2. Norges gl. L. III. No. 51 S. 131. Forordningen er beseglet af Ivar Cantsler og skreven af Haakon Notarius.