Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/612

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
590
Haakon Magnusſøn.

meget ſom muligt, ſiden den, ſom det lader, nu engang ikke ganſke kunde afſkaffes, og navnlig at underkaſte Vinterſidderne en ſtreng Control og visſe Indſkrænkninger, for at de ikke ganſke ſkulde rive Handelen ud af Hænderne paa Landets egne Børn, eller om Vintren opkjøbe alle Varer ſaaledes, at de kunde ſkrue Priſerne op efter eget Tykke. Den begynder nemlig med at ingen Vinterſidder maatte have ſit Ophold eller drive Handel i nogen af disſe Byer fra Korsmesſe om Høſten til Korsmesſe om Vaaren, uden under de Vilkaar, ſom herefter opregnedes. Det førſte af disſe var, at Udlændingerne i denne Tid ej maatte ſelge deres Varer til Alle og Enhver, men kun til et lidet Selſkab af visſe navngivne Mænd, i Bergen de to Fehirder og 8 Gaardejere (dog ſtod det Bymændene frit for, i Nødsfald at tilforordne flere), i Tunsberg og Oslo Fehirden, Lagmanden og Sysſelmanden tilligemed nogle flere, af disſe opnævnte, Gaardejere[1]. Det blev foreſkrevet, at disſe førſt ſkulde kjøbe Varer for Kongen, dernæſt til Biſkoppen, Abbeder, Kloſtermænd, og endelig til de øvrige Bymænd, ſaaledes at disſe, ſom det heed, kunde deeltage i Kjøbet om de ønſkede, men uden nogen Forhøjelſe af den engang fra førſt af beſtemte Priis. Udlændingerne ſkulde i det ſeneſte inden 8 Dage efter at de havde faaet Tilladelſe til at lægge i Land, have udlosſet i de Brygger eller Søboder, der fandtes inden visſe navngivne Grændſer[2], alle Slags Kornvarer, Fleſk og Sild, men ikke i nogen Gaard, førend Søboderne vare fulde; derimod kunde Øl, Mjød, Honning, Tran, Smør, Skreid og alle andre Varer, der ej regnedes til Tunge-Varer, oplægges i Pakhuſe og Kjeldere, tilhørende de Gaarde, hvor de lejede Huus; i Strædesboder eller Kramboder ved Gaden derimod Klæde, Lærred og andre Tøjer, Specerier, Røgelſe o. a. d.; og kun i Strædesboder maatte ſaadanne Varer ſelges, der maaltes med Alen. Overtrædelſe af disſe Forbud ſtraffedes med 1 Marks Bod for Kjøbmanden og Marks for Huusejeren. Alle Udlændinger ſkulde have ſolgt ſine Varer inden 14

  1. For Bergen nævnes Fehirderne Hr. Einar Ambesſøn og Hr. Eindride Simonsſøn, ſamt „Gaardsbønderne“ Einar gotniſke (altſaa fra Gotland eller Gulland), Magne af Øyre, Sigvard Hjalt (fra Hjaltland), Styrkaar Lump, Thorleif i Holmedalen, Thjoſtulf Ribb og Orm Hallsſøn. Det er merkeligt nok, at Botolf Haakonsſøn her ikke nævnes ſom Fehirde, uagtet han beviisligt levede mange Aar efter (han nævnes ſaaledes i et Brev fra 1322, Dipl. Norv. I. 165), hvis man ikke kan antage, at der har været tre Fehirder paa een Gang i Bergen, eller at Botolf egentlig kun har været Sysſelmand, ſaaledes at hans Fehirde-Betjening kun vedkom Sysſelen.
  2. Disſe var for Bergen „Kongens Eblegaard“ og den ſaakaldte „Øyraſtein“: for Tunsberg „Kongsgaarden og Skagen ved Olafskloſtret“; for Oslo angives intet.