Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/611

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
589
1316. Den førſte Toldtarif i Norge.

meſkind og alſkens Smaaſkind, Svovl, Kvade, Farvemos, Ertog for hver Marks Verd. Det tilføjedes, at enhver Udlænding, der førte ſit Gods udenfor Byens Takmarker uden at have betalt ſin Told, ſkulde have forbrudt det Gods, hvoraf Tolden var ubetalt, ſamt oven i Kjøbet bøde 8 Ertoger og 13 Mkr.; og naar nogen ude i Havet eller i Udhavne brød Laſten, ſolgte og kjøbte og derved unddrog ſig fra at betale Told, ſkulde baade Skib og Ladning være forbrudt; undtagen i Sildver, hvor det var frit tilladt at kjøbe og ſelge alſlags Vare. Endelig forkyndtes det ſtrengeligen, at ingen Vinterſidder maatte taales i Bergen, Oslo eller Tunsberg længer, anderledes eller videre, end Byloven tillod; Udlændinger, der overtraadte dette, ſkulde have forbrudt ſit Gods, og Gaardejeren, der lejede dem Huus længer end den lovbeſtemte Tid, have forbrudt ſamme Huus til Kongen[1]. Denne Forordning var vel holdt i almindelige Udtryk, ſom om den angik alle Udlændinger, men da det overvejende Tal af disſe, og fornemmelig i Bergen, vare Tydſkere fra øſterſøiſke Stæder, er det klart, at de nærmeſt maatte føle ſig berørte derved, og vel derfor betragtede den ſom egentlig ſtilet imod dem. Endmere maatte dette være Tilfældet med en Forordning, ſom Kongen faa Maaneder ſenere, nemlig den 14de November 1316, efter Overlæg med og Samtykke af Sysſelmanden, Fehirderne, Lagmanden og alle Bymændene i Bergen udſtedte betreffende Udlændingernes Handel og Ophold i denne Stad, fornemmelig udenfor den lovbeſtemte Sommertid, og ſom ved et ſærſkilt Kongebrev ogſaa udvidedes til Oslo og Tunsberg[2]. Hovedhenſigten hermed var aabenbart at indſkrænke Vinterhandelen ſaa

  1. Norges gl. L. III. No. 47, S. 118.
  2. Sammeſteds No. 49; for Bergen er Forordningen dateret den 14de, for Tunsberg og Oslo den 15de November 1316. Naar man læſer Begyndelſen af den Redaction der nærmeſt gjelder Bergen, kunde det ſynes ſom om de her givne Forbud og Beſtemmelſer om Opkjøbscommisſion, Liggetid og Udſalg m. m. gjaldt hvilken ſom helſt Tid, Udlændingerne kom til Byen; men ved Sammenligning med Redactionen for Tunsberg og Oslo overbeviſer man ſig ſnart om at hiin kun er et Uddrag, og at den førſte Artikel, „at ingen Vinterſiddere ſkulle ſidde eller ſelge fra Korsmesſe om Høſten til Korsmesſe om Vaaren anderledes end her foreſkrives“ utilbørligt er udeladt. Denne Artikel, ſom ſaaledes maa tænkes tilføjet, beſtemmer altſaa Tiden nøje. Længere nede ſtaar der ogſaa udtrykkeligt: „hvad de ikke have ſolgt inden Udløbet af den foreſkrevne Tid (nemlig i alt 6 Uger) til Salg og Indkjøb, det være dem ſiden forbudet at ſelge, ſaa og at kjøbe, i denne Ferd fra Korsmesſe om Hoften til Korsmesſe om Vaaren; men mellem denne ſidſte til Korsmesſe om Høſten kan hver kjøbe og ſelge frit efterſom Lovbogen ſiger“. Det vilde derhos have været et fuldkomment Brud paa de tidligere givne og ſaa hyppigt gjentagne Privilegier, om Handelen i Almindelighed var bleven indſkrænket paa den her nævnte Maade. I denne Tid behøvede neppe heller Udlændingerne nogen „Tilladelſe til at lægge til Bryggen“.