meskind og alskens Smaaskind, Svovl, Kvade, Farvemos, Ertog for hver Marks Verd. Det tilføjedes, at enhver Udlænding, der førte sit Gods udenfor Byens Takmarker uden at have betalt sin Told, skulde have forbrudt det Gods, hvoraf Tolden var ubetalt, samt oven i Kjøbet bøde 8 Ertoger og 13 Mkr.; og naar nogen ude i Havet eller i Udhavne brød Lasten, solgte og kjøbte og derved unddrog sig fra at betale Told, skulde baade Skib og Ladning være forbrudt; undtagen i Sildver, hvor det var frit tilladt at kjøbe og selge alslags Vare. Endelig forkyndtes det strengeligen, at ingen Vintersidder maatte taales i Bergen, Oslo eller Tunsberg længer, anderledes eller videre, end Byloven tillod; Udlændinger, der overtraadte dette, skulde have forbrudt sit Gods, og Gaardejeren, der lejede dem Huus længer end den lovbestemte Tid, have forbrudt samme Huus til Kongen[1]. Denne Forordning var vel holdt i almindelige Udtryk, som om den angik alle Udlændinger, men da det overvejende Tal af disse, og fornemmelig i Bergen, vare Tydskere fra østersøiske Stæder, er det klart, at de nærmest maatte føle sig berørte derved, og vel derfor betragtede den som egentlig stilet imod dem. Endmere maatte dette være Tilfældet med en Forordning, som Kongen faa Maaneder senere, nemlig den 14de November 1316, efter Overlæg med og Samtykke af Sysselmanden, Fehirderne, Lagmanden og alle Bymændene i Bergen udstedte betreffende Udlændingernes Handel og Ophold i denne Stad, fornemmelig udenfor den lovbestemte Sommertid, og som ved et særskilt Kongebrev ogsaa udvidedes til Oslo og Tunsberg[2]. Hovedhensigten hermed var aabenbart at indskrænke Vinterhandelen saa
- ↑ Norges gl. L. III. No. 47, S. 118.
- ↑ Sammesteds No. 49; for Bergen er Forordningen dateret den 14de, for Tunsberg og Oslo den 15de November 1316. Naar man læser Begyndelsen af den Redaction der nærmest gjelder Bergen, kunde det synes som om de her givne Forbud og Bestemmelser om Opkjøbscommission, Liggetid og Udsalg m. m. gjaldt hvilken som helst Tid, Udlændingerne kom til Byen; men ved Sammenligning med Redactionen for Tunsberg og Oslo overbeviser man sig snart om at hiin kun er et Uddrag, og at den første Artikel, „at ingen Vintersiddere skulle sidde eller selge fra Korsmesse om Høsten til Korsmesse om Vaaren anderledes end her foreskrives“ utilbørligt er udeladt. Denne Artikel, som saaledes maa tænkes tilføjet, bestemmer altsaa Tiden nøje. Længere nede staar der ogsaa udtrykkeligt: „hvad de ikke have solgt inden Udløbet af den foreskrevne Tid (nemlig i alt 6 Uger) til Salg og Indkjøb, det være dem siden forbudet at selge, saa og at kjøbe, i denne Ferd fra Korsmesse om Hoften til Korsmesse om Vaaren; men mellem denne sidste til Korsmesse om Høsten kan hver kjøbe og selge frit eftersom Lovbogen siger“. Det vilde derhos have været et fuldkomment Brud paa de tidligere givne og saa hyppigt gjentagne Privilegier, om Handelen i Almindelighed var bleven indskrænket paa den her nævnte Maade. I denne Tid behøvede neppe heller Udlændingerne nogen „Tilladelse til at lægge til Bryggen“.
