Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/610

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
588
Haakon Magnusſøn.

fremmede Gjeſter vovede at byde, naar det gjaldt at unddrage ſig fra at lyde ſaadanne Beſtemmelſer i deres midlertidige Fedrelands Love, ſom vare dem beſværlige, og det er ej uſandſynligt, at det Vink, ſom Kongen derved fik, bidrog meget til at han i den ſenere Halvdeel af ſin Regjeringstid; lagde en ſtørre Strenghed mod dem for Dagen, og ſøgte ved nærmere Beſtemmelſer at give deres Privilegier en ſaa indſkrænket Fortolkning ſom muligt. Ogſaa ſynes Byernes Indbyggere ſelv at have fundet det paa høj Tid at der toges Forholdsregler til at ſikre ſig mod ganſke at blive overfløjede og beherſkede af de anmasſende Fremmede. Man klagede derhos, og virkelig med nogen Billighed, over, at medens norſke Handelsmænd ikke fik Tilladelſe til at kjøbe eller udføre andet fra de tydſke Stæder, end Øl, Stads og andre Luxus-Artikler, og Tydſkerne ſelv for det meſte heller ikke bragte andet end Sligt til Landet, vilde de i Norge kun kjøbe nyttige Fødevarer, nemlig Skreid og Smør. Kongen gjentog derfor i 1315 den tidligere givne Beſtemmelſe, at kun de, der bragte Malt, Meel og andre Kornvarer til Norge, ſkulde have Tilladelſe til at udføre Skreid og Smør[1]. Denne Beſtemmelſe blev yderligere indſkærpet ved en Forordning, ſom Kongen udgav den 30te Juli 1316, og hvori han tillige faſtſatte den førſte Toldtarif, der vides at have været given i Norge. Berettigelſen dertil hentede han, ſom det allerede forhen er bemerket, fra den kongelige Forkjøbsret til alle Varer, i Kraft af hvilken Fehirderne allerede i længere Tid kun havde givet de udenlandſke Kjøbmænd to Trediedele af den rette Priis for de Varer, de indkjøbte for Kongen. Herover havde hine Kjøbmænd oftere klaget, og Kongen, ſom ſelv erkjendte det utilbørlige i at man ej fik fuld Priis for ſit Gods, befalede at herefter ſkulde Fehirderne betale fuld —Priis for s; hvad de indkjøbte for Kongen. Men til Erſtatning faſtſatte han den ovenomtalte Tarif, der, vel at merke, kun gjaldt Varer, der opkjøbtes og udførtes af Landet, nemlig af Skreid, Tran, Rav, Rekling, Hvalſpek, Korn, Kjød og alſkens Madvarer 1 vejet Ertog for hver Marks Verd, (altſaa eller noget over 4 pCt.), af Bukkeſkind 1 Ertog for hvert Deker, af Kohuder 2 Ertoger for hvert Deker, af Maardſkind 2 Ertoger for hvert Timber, af Salt og Nødder 15 vejede Peninger for hver Marks Verd, af Fillinger 15 Peninger v. for hvert Deker, af Tjere 16 Peninger v. for hver Tønde, af Gedeſkind 15 Peninger v. for hvert Deker, af Dyreſkind og alſkens Svardvare (Reeb o. ſ. v. af Sel- eller Hvalroshnder), Bæverſkind, Hvalrostand, Vaadmaal, Uldgarn, Oterſkind, Bjørneſkind, Gaupeſkind, Ræveſkind, Jervſkind, Lam-

  1. Dette omtales af Kongen ſelv i Forordn. af 30te Juli 1316, men Forordningen eller Retterboden, hvori Forbudet indeholdtes, er tabt.