Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/610

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
588
Haakon Magnussøn.

fremmede Gjester vovede at byde, naar det gjaldt at unddrage sig fra at lyde saadanne Bestemmelser i deres midlertidige Fedrelands Love, som vare dem besværlige, og det er ej usandsynligt, at det Vink, som Kongen derved fik, bidrog meget til at han i den senere Halvdeel af sin Regjeringstid; lagde en større Strenghed mod dem for Dagen, og søgte ved nærmere Bestemmelser at give deres Privilegier en saa indskrænket Fortolkning som muligt. Ogsaa synes Byernes Indbyggere selv at have fundet det paa høj Tid at der toges Forholdsregler til at sikre sig mod ganske at blive overfløjede og beherskede af de anmassende Fremmede. Man klagede derhos, og virkelig med nogen Billighed, over, at medens norske Handelsmænd ikke fik Tilladelse til at kjøbe eller udføre andet fra de tydske Stæder, end Øl, Stads og andre Luxus-Artikler, og Tydskerne selv for det meste heller ikke bragte andet end Sligt til Landet, vilde de i Norge kun kjøbe nyttige Fødevarer, nemlig Skreid og Smør. Kongen gjentog derfor i 1315 den tidligere givne Bestemmelse, at kun de, der bragte Malt, Meel og andre Kornvarer til Norge, skulde have Tilladelse til at udføre Skreid og Smør[1]. Denne Bestemmelse blev yderligere indskærpet ved en Forordning, som Kongen udgav den 30te Juli 1316, og hvori han tillige fastsatte den første Toldtarif, der vides at have været given i Norge. Berettigelsen dertil hentede han, som det allerede forhen er bemerket, fra den kongelige Forkjøbsret til alle Varer, i Kraft af hvilken Fehirderne allerede i længere Tid kun havde givet de udenlandske Kjøbmænd to Trediedele af den rette Priis for de Varer, de indkjøbte for Kongen. Herover havde hine Kjøbmænd oftere klaget, og Kongen, som selv erkjendte det utilbørlige i at man ej fik fuld Priis for sit Gods, befalede at herefter skulde Fehirderne betale fuld –Priis for s; hvad de indkjøbte for Kongen. Men til Erstatning fastsatte han den ovenomtalte Tarif, der, vel at merke, kun gjaldt Varer, der opkjøbtes og udførtes af Landet, nemlig af Skreid, Tran, Rav, Rekling, Hvalspek, Korn, Kjød og alskens Madvarer 1 vejet Ertog for hver Marks Verd, (altsaa eller noget over 4 pCt.), af Bukkeskind 1 Ertog for hvert Deker, af Kohuder 2 Ertoger for hvert Deker, af Maardskind 2 Ertoger for hvert Timber, af Salt og Nødder 15 vejede Peninger for hver Marks Verd, af Fillinger 15 Peninger v. for hvert Deker, af Tjere 16 Peninger v. for hver Tønde, af Gedeskind 15 Peninger v. for hvert Deker, af Dyreskind og alskens Svardvare (Reeb o. s. v. af Sel- eller Hvalroshnder), Bæverskind, Hvalrostand, Vaadmaal, Uldgarn, Oterskind, Bjørneskind, Gaupeskind, Ræveskind, Jervskind, Lam-

  1. Dette omtales af Kongen selv i Forordn. af 30te Juli 1316, men Forordningen eller Retterboden, hvori Forbudet indeholdtes, er tabt.